Munchs begravelse

[Morgenbladet nr. 183B, 5.7.1884]

Andreas Munchs Begravelse foregik ieftermiddag fra Trefoldighedskirken, i hvilken foruden den afdødes Slægt og Venner havde indfundet sig en talrig Skare, væsentlig bestaaende af ældre, som vilde gribe Anledningen til at vise den kjære afholdte Digter sin Hyldest. Hans Maj. Kongen var repræsenteret af Overceremonimester Holst og en stor Del af Byens høiere Embedsmænd havde indfundet sig, og en Fanevagt bragte Studenterfanerne. Som Marskalker fungerede Hr. Professor Monrad og Hr. Sekretær B. B. Nicolaisen. Den afdødes Ordener blev baaren af Hr. Amtmand Collett og Hr. Professor Aschehoug. I Kirken talte Hr. Pastor Heuch fra Prædikestolen. Han udviklede gjennem en længere Tale, hvorledes den afdøde Digter i sin Længsel efter og Kjærlighed til Skjønheden havde havnet i at finde det, som er den evige Skjønheds Kilde, Kristus. Der var ved Baaren ikke Stedet til at anstille æsthetisk Kritik over den afdøde Digter, men hvad der ved denne Baare var saa glædeligt, var, at den afdøde aldrig havde skrevet noget, som man netop paa dette Sted ved denne Anledning kunde ønske uskrevet. Store Begavelser havde stor Indflydelse paa den Tid, i hvilken de virkede, og der kunde saa ofte siges, naar disse store, mæktige Aander gik bort, at der var adskilligt at ønske ugjort, noget som helst ønskedes skjult. Men saaledes var det ikke med Andreas Munch. Der gik gjennem hele hans Digting en Længsel efter det skjønne, og han havde fundet Ro i Kristo. Den stille, bramfri Mand, som ellers holdt sig tilbage, han kunde staa frem og vidne saa varmt om sin Tro. Derfor havde ogsaa et af hans sidste Ord været: «Jeg er beredt».

Ved Graven talte Hr. Pastor Randers fra Danmark varme og hjertelige Ord om den afdøde. Han vilde ikke forsøge paa at flette et nyt Blad i den Mindekrands, som Hr. Heuch allerede havde flettet den feirede Digter, heller ikke talte han for at takke den afdøde for det personlige Forhold, hvori han havde havt den Lykke at staa til ham, men han vilde, at der ved Digterens Grav skulde lyde et Ord fra det Land, som var blevet hans andet Fædreland, fra Danmark. Visstnok trivdes Andreas Munch i Danmark, men han forblev altid med sine inderligste Længsler og hele sin Kjærlighed bunden til Norge, hvor han ogsaa vilde lægge sine Ben til Hvile. Der kom aldrig en Underretning fra Norge, uden at han modtog den med den største Interesse.

Men i al sin Færd og al sin Tanke søgte han dog til det rette Fædreland, og han var en af Gud sært benaadet, lykkelig Mand, som, sikker i sin Tarv, gjennem Sorg og Trøst kom til sin Gud. Han var som Job: han havde været rig, men han tabte alt, men Gud havde atter erstattet ham rigelig.

Derpaa forrettede Hr. Pastor [Johan Storm] Munch Jordpaakastelsen efter i meget gribende Ord at have takket sin Broder for al den Kjærlighed og Glæde, som han havde skjænket ikke alene den store Kreds av Venner, men især til den engere Familiekreds.

De tre Skuffer Jord faldt paa Graven, Fanerne sænkede sig og Andreas Munch var efter sit Ønske lagt i sit Fædelands Jord sammen med sine forudgangne kjære.[*]

[* På illustrasjonen sees Munchs første hustrus og sønners grav rett ved siden av hans egen. Denne er siden slettet.]