Lorentz Dietrichson om Munch

[Aftenposten 03.10.1871] 

Professor L. Dietrichsons 9de Forelæsning lød ifølge Berg[ens]. Tid[ende]. saaledes:

 Bærerne af den nationale Poesi havde kun svag Livskraft, ihvorvel enkelte Digte vare overmaade betydningsfulde. Medens Wergelands og Welhavens Arbeider udgjorde 8-9 Bind og A. Munchs, Bjørnsons og Ibsens Arbeider ere betydelige, ere Asbjørnsens og Moes forholdsvis ubetydelige, kvantitativt betragtet. Dette er vistnok ingen Daddel; thi det er ikke Kvantiteten, men Kvaliteten, der bestemmer Digterens Plads. Disse Mænd skreve af sine egne Oplevelser, og derfor leverede de ofte ægte Perler. Ved Overgangen fra Wergelands Idealisme og Welhavens Reflexion kom man til Fædrelandet; det vil man anvende al sin Evne paa at skildre. Saaledes kom den norske Poesi til at tage vældige Skridt fremad. Vistnok kom flere af Digterne fra den Tid ikke umiddelbart med paa det nationale Felt; Enkelte førtes først dertil gjennem store, alvorlige Kampe. De vare omspændte af Kulturens Garn og maatte kjæmpe sig frem til det nationale Felt. Der er jo ogsaa i det Hele en større Strid for de Digtere, der vil løse Opgaver paa det sociale Livs Høider.

Af de Digtere, denne Forelæsning omhandlede, A. Munch, Theodor Kjerulf og Camilla Collett, danne den første og den sidste Yderpunktene og ere paa en vis Maade Modsætninger. Medens nemlig Munch er Følelsens Digter, er Camilla Collett i høi Grad Reflexionens og viser sig i det Hele langt mere beslægtet med Welhaven end med hendes dristige, formløse Broder Wergeland. Hvad der gjør Munch til Digter, er hans Følelse. Medens Welhaven er den formfuldendte Digter, har Kritiken meget væsentlige Bemærkninger ved Munchs Arbeider, og dog fængsler han og drager os med som Faa netop paa Grund af at Følelseslivet hos ham er saa sandt og varmt, saa dybt og eneraadende. Saaledes kunde vi sige, at medens det hos Wergeland er det Dristige, Varme og den stærke naturlige Villie, der vækker vor Kjærlighed, og hos Welhaven Tankens Klarhed og Fuldendthed, er det hos Munch det dybe, bløde Følelsesliv, det lidende, men dog i Digtningen forklarede Menneskelige, der vækker vor Sympathi og lader os overse Ufuldkommenhederne for den inderlige, poetiske Følelse, hvoraf hele hans Digtning er gjennemaandet.

I Munchs Digterliv kan man skjelne mellem tre skarpt begrændsede Perioder. Den første er hans Leden, hans Tumlen efter at finde sin Begavelses sande Sfære, den anden er hans lyriske Digterperiode, da han naaede Høiden inden den Sfære, han bevægede sig, og den tredie hans dramatiske Digterperiode. Til den første Periode høre hans «Ephemerer», «Sangerinden», «Kong Sverres Ungdom» osv., til den anden «Digte, gamle og nye», «Billeder fra Nord og Syd», «Sorg og Trøst», og til den tredie «Salomon de Caus», «En Aften paa Giske», «Lord William Russel» med flere. 

Ved Siden af Munchs idelige Famlen og Søgen efter et Ideal, som han ei kan faa fat paa, i hans første Digterperiode, gaar der gjennem hans Digte en sygelig Klage, medens han, som saa ofte er Tilfældet med originale Digternaturer, kopierede andre, væsentlig danske, Digtere. I Kunsten er jo dette netop opdragende og forsaavidt baade berettiget og nødvendigt, men ikke saa i Poesien. Medens Wergeland ventede Idealer, var det netop Munchs utaalmodige Søgen i denne Tid, der drev afsted med ham. Hans første Digtsamling «Ephemerer», der udkom i hans første Studenteraar, viste saaledes en Digter, der endnu ikke havde fundet sig selv, skjønt der i Samlingen var Digte af saa fuldendt Skjønhed og saa forbausende Fylde, at man deraf kunde spaa den unge Digter er stor Fremtid. Som saadanne Digte kunne nævnes blandt andre: «Hvor i Verden jeg gaaer» og «Vandliljen». Med «Kong Sverres Ungdom» konkurrerede Munch til den Præmie, der var udlovet for det bedste Drama til det nye Theaters Aabning. Prisen vandt han, skjønt «Kong Sverres Ungdom» maa siges at høre til de Ungdomsarbeider, der gaa forud for det egentlige Digterfrembrud hos Munch. Det er hverken Sagaens eller Digternes «Sverre», der staaer for ham, paa samme Tid som man tydelig kan spore Efterligninger af Öhlenschläger. Hans næste Digt «Sangerinden» blev koldt modtaget. Det vidnede om noget Sygeligt hos Digteren selv, paa samme Tid som den hos Munch saa stærkt fremherskende sydlandske Længsel her forledede ham til at henlægge Scenen til Italien, medens Digtet ikke havde den rette italienske Karakter og saaledes blev usandt.

Syden havde altid draget Munch til sig, og i sit næste Arbeide «Donna Clara» henlagde han Skuepladsen atter til Syden, denne Gang Spanien. Det sydlandske Motiv gav ham Leilighed til at udfolde den smukke Diktion, hvoraf han var i Besiddelse, men Harmonien forstyrredes ved den skjærende Dissonants i Opløsningen. Han har her ladet en Bagdør staa aaben for Fantasien, og denne korrigerer altfor sikkert til ikke at se den. Dette har han ogsaa selv indseet og forsøgt at rette paa i næste Udgave, uden at det dog tilfulde er lykkedes. Hans næste Digt «Den Ensomme» vidner om betydeligt Fremskridt. Det er en sand Sjæletegning, et Speilbillede af den norske Natur.

Nu hengik nogle Aar, i hvilke Munch ikke leverede nogen større Digterarbeider, indtil han 1848 udgav sin anden Digtsamling «Digte, gamle og nye», og her har han taget Skridtet fuldt ud, Ynglingen er modnet til Mand, den samlende, kopierende Digter har fundet sit Ideal og naaet sin Sangersommer. Hans Fjeldvandringer i Norge har aabnet hans Blik for den forunderlig rige Skjønhed, Norge eier, og denne skildrer han da i sine Høifjeldsbilleder. Natursymboliken har en ganske anden Form end hos Welhaven, der paa en Maade søger Symboliken, medens den hos Munch stiger op som Duften af Rosenknoppen.

(Fortsættes).

[Aftenposten 04.10.1871]

Professor L. Dietrichsons 9de Forelæsning. (Fortsat fra Gaarsbladet).

Med sin unge elskede Hustru besøgte Munch nu Italien, sine «Længslers Land», og han skildrer os sine Indtryk derfra i sine herlige «Billeder fra Nord og Syd» fouden i flere enkelte Digte, hvoriblandt «Capri» er et af vor Literaturs skjønneste Billeder. I hans «Nye Digte» (1850) har han utvivlsomt naaet Høidepunktet i sin Digtning, navnlig forsaavidt han her viser sig at være fulstændig Herre over sit Værk. I sin næste Digtsamling «Sorg og Trøst» naaede han maaske endnu i høiere ædel Varme og dyb Følelse, men den fuldstændige Harmoni og den gjennemførte Frihed viser sig dog stærkest i «Nye Digte». Mellem disse to nævnte Digtsamlinger udkom «Kongedatterens Brudefærd», den norske Konge Haakon den Gamles Datters Giftermaal med en spansk Prins. Det Varmeste og Skjønneste i Opfatning og Tanke er her Kongedatteren, medens Digtet forøvrigt ogsaa har mange Skjønheder, der langt overveie Svaghederne fra Kompositionens Side.

Nu havde Munch den Sorg at miste sin elskede Hustru. Dette Tab rystede ham saa dybt, at han længe ikke formaaede at samle sig til nogen digterisk Virksomhed. Da udkom «Sorg og Trøst», hvormed Munch omtrent afslutter sin rent lyriske Digterbane. Denne Digtsamling, der slog an over hele Nationen, har været høist forskjellig bedømt. Man har beskyldt den for at være sygelig og umandig. Men at Digteren under en alvorlig Sjælslidelse lutrer sin Sorg i Digtningen og viser, hvorledes Trøsten efterhaanden slaar ned fra oven, er Vidnesbyrd netop om et alvorligt og stærkt Digterliv, og ikke om noget sygeligt. Sorgen førte Munch ind til hans daglige Virksomhed, men lutret og alvorlig, modnet i Forsagelsens Skole og saaledes netop ikke umandig. En saadan Meddelelse kan just blive en styrkende og opløftende Drik for Medvandrerne. Man har endvidere bemærket, at det ikke stemte overens med den nordiske Blufærdighed; men i saa Fald stemte naturligvis heller ikke vore Forfædres Drapa over sine Døde overens med den nordiske Blufærdighed. – I denne Digtsamling naar Munch jevnhøit med det Smukkeste han har givet os. Sorgen drev ham til at synge ud.

De Digtsamlinger, Munch senere har udgivet, have vist sig at træde i Baggrunden for hans dramatiske Digtninger, af hvilke allerede et Par af de betydeligste ere nævnte. Den ædle Holdning hos Munchs Personligheder, hans klare og modnede Livsanskuelse i Forening med hans digteriske Fremstillingsevne gjør Munchs Dramaer til Digterværker af stor Betydning, paa samme Tid som man savner dramatisk Styrke og Liv. Sjælelivet skildrer han let og smukt, men Handlingens Driven frem af Karakteren mangler han ydre Erfaring til at faa ret frem. Derfor bliver der Mangel paa dramatisk Effekt. Han mangler med et Ord Øie for den dramatiske Situations og karakterens Forhold til hinanden. I hans senseste Arbeide af denne Art «Moder og Søn» har han skabt et Dilemma, som ikke er noget Dilemma; det gjælder kun Dyd og Last, og derimellem kan for en ærlig Sjæl intet Dilemma gives. Han syns næsten selv at have følt dette. I den sidste Tid er han atter fremtraadt kun som Lyriker. 

Theodor Kjerulf er i Modsætning til Munch Reflektionens Digter. Han har i sine to Digtsamlinger vist sig som en begavet Lyriker, men har ikke naaet den Selvstændiged, der er nødvendig for at Digtningen skal tiltale som det umiddelbare Udtryk for et stærkt, indenfra bevæget Sjæleliv. Hvad der mest tiltrækker hos Kjerulf er maaske ikke det digteriske, men hans mandige Sjæl. Forøvrigt har han større Navn paa Videnskabens end paa Digtningens Gebet.

Camilla Collett er en Forfatterinde, der staar særdeles høit hvad Formens Korrekthed og Elegants angaar. Man skulde tro, at Følelseslivet hos Kvinden endog som Forfatterinde maatte være det fremhærskende; men det er saalangt fra at det er Tilfælde med Camilla Collett, at hun tvertimod viser en overordentlig Kraft i Villien, en myndig Villie. Det synes som om Kvinden hvorsomhelst hun i vor Tid optræder paa Forfatterbanen, særlig føler sig kaldet til at forsøge paa Løsningen af store sociale Spørgsmaal; dette finder man i alle Camilla Colletts Arbeider, ved Siden af en rig digterisk Evne. Hendes Maal er at klargjøre Kvindens Stilling i det sociale Liv. I hendes bekjendte Arbeide «Amtmandens Døtre» har hun dog været uheldig nok til at gribe Sagen an fra den feile Side. Naar man vil arbeide for Kvindens Emancipation bør man kjæmpe for hendes Rettighed til at arbeide. Derfor maa den sociale Roman vise Berettigelsen for Kvinden baade til at dele Arbeidet og dets Frugt med Manden. Heri feilede hun, og derfor slog hendes Roman ikke an, og derfor var man ogsaa uretfærdig mod hendes store Begavelse. Om hende kan siges, at hun ikke er fremtraadt for at gjøre sig bemærket, men hun er drevet frem af indre Trang, og hendes Arbeider have vist, at hun er fuldt berettiget til en hædrende Plads i Digterkredsen.