Schweigaard om Ephemerer

Ephemerer af A. Munch. Christiania 1836.

[Den Constitutionelle 2.12.1836]

Hr. Munch har allerede ved sine tidligere enkeltviis bekjendtgjorte Digterforsøg stemt Publikum til sin Fordeel. Ved nærværende lille Samling af Sange har han deels retfærdiggjort, deels forøget de Forhaabninger, som han forhen har vakt. Vil man bruge Inddelingen i Digtere og Ikkedigtere, saa hører Hr. Munch unægtelig til den første Classe af Folk. Selv i de mindre heldige af hans Sange er der en Ømhed og noget Intimt, som vedligeholder Læserens Kjærlighed. Munch har et meget fiint Instinkt og fine Føletraade. Ikke alene det Uskjønne og Saarende, men ogsaa det Matte og Livløse støder han fra sig og udbreder en vis Sødme og Varme over Alt, hvad han meddeler.

Munch er endnu ung. Afhængighedens og Efterligningens første Halvvei har han allerede bag sig. Hans Digte ere noget ganske Andet end sammenføiede Reminiscentser af hans Forgjængeres Tankeformer, Billeder og Udtryk. Hans poetiske Symbolik er hans egen i den Betydning, hvori her kan og bør være Tale om Eiendom, hvilken Roes endda ikke kan tillægges saamange af dem, der her og andensteds skrive og have skrevet Vers. Skulde Nogen falde paa at skrive et Gradus ad Parnassum eller et Riimlexicon i vort Sprog, hvilket forresten Gud forbyde, saa vilde man snart see, hvormange Forfattere der have faaet et Slags Navn, skjøndt de kun have digtet op og om igjen, hvad Andre hve digtet forud. Munch ifører sig ikke laante Søndagsklæder, naar han vil vise sig som Digter; derfor ere hans Sange frie for disse Pragtord og Kraftudtryk, disse Storstikkere og tusindaarige Sententser, som ere det ubedrageligste Tegn paa det poetiske Hyklerie.

Munch er endnu ung. Til Originalitetens Toppunkt har han endnu ikke opsvunget sig. Den Selvstændighed i Anskuelser, Udsigter og Tendentser, der allevegne frembringer nye Themata og afvinder de ofte behandlede nye Sider, har han endnu ikke opnaaet. I sin Polemik gaaer han derfor undertiden løs paa Fiender, som allerede forlængst ere tilintetgjorte. Jeg vil blot anføre Digtet med Overskriften «Sangerprotest», nedlagt mod de Konstlærde, der om Digterbegeistring docere tørt, og Musen vil tvinge i Fiskebeensskjørt. Hos os skal vistnok Ingen klage over saadanne Konstlærde. De have holdt sig saa rolige, at Publicums sunde Følelse gjerne kunde være druknet i den rene Usands, hvis den i sig selv ikke havde havt Modstandskraft. Men det er vitterligt nok, at man heller ikke andetsteds længere generes synderligen af saadanne Baand. Af samme Grund er hans Begeistring undertiden fra anden Haand. Ingen slaaer sit Blik til Jorden, blændet ved de hvide Marmorguders Glands; heller ikke i de ældre Tider gik Fortryllelsen saavidt; men dengang tog man det ikke saa nøie med Henrykkelsens Sandhed, og derfor have vi trods Horats's nil admirari saamange officielle Beundringer.

Med alt dette ligger der i Munch store Antydninger til en original Digter. Man læse blot hans maneerfrie og larmløse, men derfor og derved yndefulde og gribende Naturskildringer, der vise, at Naturen ikke alene taler til men gjennem ham. Under Benævnelsen Reiseskizzer findes flere heraf, og de kunne samtligen sættes ved Siden af det Bædste i denne Digteart. I den mere reflecterende Poesi har han vistnok ikke samme Sikkerhed, især naar han spiller over i det Ironiske og Polemiske. Ogsaa her lykkes det ham ikke destomindre ofte at knytte en vidtgribende Tanke til en Begivenhed, og at lade en dyb moralsk Betragtning løbe jevnsides med en skjøn Allegorie. Digtene «Den første Sorg, Jernmasken og Vandlillien» ere Frembringelser af første Rang. Det hører ikke ringe Talent til at sætte en saadan Musik til de i Samlingen indheftede Staalstik, som den han har lokket ud af dem. Munch skriver vers med stor Lethed. Ved at være ødsel med Blæk og sparsom med Bogtrykkersværte vil han snart kunne levere baade en større og heelt igjennem endnu bedre Samling end den nærværende. Ogsaa denne er vistnok hvad der er blevet tilbage ef en Hoveddrøftning, hvilket selv den Omstændighed viser, at Samlingen indeholder saa faa Kjærlighedssange, hvoraf han udentvivl har sin Pult fuld.

Munch fortjener al Opmærksomhed og Opmuntring. Der er ogsaa Evighedsblomster i hans Beed. Men det er ikke nok, at disse optages i deSamlinger, hvorefter de unge skulle danne deres Smag, heller ikke er det nok, at hans Navn nævnes ved Siden af dem, der have bidraget til at forædle vort Sprog ved at gjennemstrømme det med deres varmeste Følelser. Samtiden skal erkjende hvad den besidder, og ei trøste sig med at Efterslægten vil belønne meden Mindeblomst.

A. Schweigaard