Istedetfor en Correspondentse

Rom, den 5te Februar 1847.

[Den Constitutionelle 7.3.1847]

De anmoder mig om at skrive Noget for Deres Blad fra og om Rom; ved De da ogsaa hvad De forlanger, naar De taler om Avisartikler, om Correspondentser fra denne Fortidens Stad? fra denne isolerede Trylle-Verden, som Intet har tilfælleds med det værende Nu, der pulserer gjennem det moderne Europas offentlige, politiske Organer. Fra Paris f. Ex. er det en anden Sag at skrive Correspondentser; der hører slige Productioner til Dagens Orden, der behøver man kun at gribe og fastholde et af de tusinde Reflexer af det evig sig omdreiende, altid sig fornyende, aldrig hvilende Dagsliv, forat faae et eget Billede med Sandhedens og nyhedens Innteresse; men her, hvor Livet har staaet stille siden Sixtus den Femtes Dage, hvor Pavevældets Gjenfærd skjælvende throner paa den antike Verdenshovedstads endnu stedse mægtige Ruiner, omgivet af en Ørken og ved den symbolisk skildt fra de tilgrændsende, dyrkede Nutidslande – her kan man ingen flygtige Beskrivelser, ingen Nyhedsfeuilletons skrive, eller kan man det, da er man endnu ikke indladt i Helligdommens Forgaard enngang, da staaer man udenfor og efterplaprer hvad Skokke af Reisebeskrivere have sagt om Rom og dets Monumenter i de forløbne Aarhundreder; man opskridter Peterskirken og Coliseet og troer dermed at have gjort Rede for det christelige og det hedenske Rom; man efterslaaer en Side i en af hine Touristbøger og copierer dristig hvad der staaer om Folke- og Privatlivet i Rom. Man resikerer ikke let derved at fremkomme med Anachronismer, om end Originalen er dateret langt tilbage i Tiden, da Alt her er stabilt medens den øvrige Verden gaaer fremad eller tilbage. (Jeg har saaledes i disse Dage læst et fransk Værk over Rom fra 1785 – det kunde være skrevet igaar, hvad Gjengivelsen av Roms og dets Indvaaneres udvortes Aspect angaaer.) Hertil føiet nogle Exclamationer foran de berømteste Statuer i Vaticanets Antikmuseum og foran Raphaels halvtudslettede Freskobilleder i Stanzerne, samt nogle Raisonnements paa anden Haand over hvad der just findes udstillet i forskjellige Kunstneres Ateliers eller i Paladsernes Galerier, kommer man rigtignok for godt Kjøb til saamange «Romerske Skizzer» som det skal være og som kan paradere godt nok i Hjemmets Journaler, hvis Publicum gider at læse flere Opkog af hvad det fra Barnsbeen af har hørt beskrive. 

Forstaae mig dog ikke saaledes som om der ikke mere kunde siges noges Nyt og Godt om Rom; tvertimod –, det er for Kunstneren og Poeten en Mine, som aldrig kan udtømmes, men til hvis Bearbeidelse der hører et helt Menneskelivs Studium, og ikke en Journalistfingers flygtige Berørelse. Det synes mig kun at enhver samvittighedsfuld Skribent, der mener det alvorligt med sit Kald, maa, naar han kommer til Rom, føle det umuligt strax at fortsætte det gamle Haandværk, ansee det som et Sacrilegium strax at besudle de eensomme Levninger af Republikens og Keisertidens Pragt og Vælde, de hellige Haller, de skjønne Statuer med sit moderne Publicisteri; det maa blive ham en Nødvendighed, før han kan tænke at benytte disse mægtige Gjenstande som Motiver til en ny Production, først at sætte sig troende og modtagende hen i deres Skygge, og lade sig ligesom indtage i denne, i det Haab siden maaskee at kunne arbeide sig gjennem til Klarhed og Lys, og blive opvarmet og belivet ved en Straale af den evige Skjønhedssol, hvis Glands man ahner bag Fortidsskyggernes tunge Dække. Idetmindste er det gaaet mig saaledes. Jeg kom til Rom som jeg troede fuldelig forberedt paa Beskuelsen og Anvendelsen af de Oltidsminder og Kunstgjenstande, jeg fra min tidligste Ungdom af ved Drømme og Bøger inbildte mig i Forveien at være saa fortrolig med, at jeg ved deres virkelig Syn næsten kun vilde gjenfinde gamle Bekjendte, i hvis Nærværelse jeg strax vilde finde mig hjemme og tilrette. Men det kom ganske anderledes, og aldrig har jeg saa levende følt den himmelvide Forskjel mellem Tankens og Legemets Syn – mellem Imaginationen og Oplevelsen, som her. Det klare, fulde færdige, bestemte Billede om det gamle Rom, som jeg medbragte i hit Hoved, blev strax ved den første Beskuelse af Virkelighed afbrudt, uden at det nye strax kunde fattes i sin Heelhed. Det fordrede en Anstrængelse og en sjælelig Kamp at reconstruere Alt efter andre Forhold, at knytte de nye Traade til de gamle i Indbildningskraftens Net, at støtte det vaklende og bortkaste det Overflødige i Troens Bygning. Og endnu, efter en Maaneds Forløb, er jeg ikke kommet langt i dette Arbeide, endnu er jeg, som en tvivlende Thomas, ifærd med at lægge min Haand i de Vunder, Tidens og Barbariets Marterslag have efterladt i den ædle Skikkelse, i hvilken det antike Roma endnu kan aabenbare sig for den, der han den rettte Villie. Og just derfor, at jeg nu endelig er kommet til Haab om at dette for mig maaskee vil kunne lykkes, netop derfor kan jeg saameget desmindre endnu vove mig til nogen Beskrivelse over de enkelte Dele, hvoraf hiint Totalbillede med Tiden skal forme sig. Langt være det derfor fra mig at sqvaldre op den gamle Lectie om de antike Monumenter i Rom, hvorom ingen Beskrivelse kan give den rette Idee; over de herlige, nydelsesrige men ofte anstrængende Timer jeg har tilbragt paa Forum romaum, paa Capitolium, i Titi og Caracallæ Bade, paa Keiserpaladsernes grandiose Ruiner, og saa mange andre Mindesteder her, vil jeg lade et Dække hvile, forat min Sjæl i Fred kan næres derunder. Kun enkelte Flige, der strække sig ud over det moderne Rom, staaer det i min Magt at løfte nu, og hvad derunder kan findes af Ubetydeligheder kan maaskee da, sammensat i al Uorden, gjælde for en slags Correspondentse. 

Det moderne Rom! hvilken Modsigelse i selve Epithetet! Der gives intet moderne Rom uden enkelte Hoteller og Boutikker i Corso og Via Condotti, Promenaderne paa Monte Pincio og de Engelskes utaalelige Væsen. Forøvrigt paa Campus Martius, hvor de Gamles største Pragtbygninger, Templer, Colonnader og Theatre vare beliggende den ene tæt ved den anden i videste Udstrækning, og hvor siden det nye Rom er anlagt, seer man nu kun en Labyrinth af krumme, smale Gader og usle Huse, der læne sig op til enkelte Paladser, kun sjælden af synderlig ædel Architectur. Deriblandt ved hvert tyvende Skridt en Kirke, næsten alle i samme barokke Stil fra den herviniske og sixtinske Periode, endnu faae af de gamle Basilikaer fra Constantins og de første Pavers Tid, fordærvede og markerede ved Roco Tilsætninger. Hist og her paa Pladserne stikker Obelisker op, ranede fra Oldtidens Cirker og Mausolæer, og altid rige Fontæner, udsmykkede med samme barokke Forziringer, risle og bruse fra alle Hjørner og Pladse, nærede ogsaa endnu af det gamle Roms Overflødighed. Smuds og Ligegyldighed for al Livets Comfort og Elegantse, den laveste Elendighed og Pjalteværk umiddelbar ved Siden af den stolteste Pragt og sjældneste Kunstskatte; men Alt overdraget af Forsømmelsens og Inertiens Skimmel – see der den Aspect, som det saakaldte moderne Rom viste mig i de første Dage efter min Ankomst – jeg vilde gjerne dølge for mig selv, at Indtrykkket deraf var noget nedslaaende og forstyrrede de længe gjemte, gyldne Illusioner om Roms Herlighed. Det Eneste, der strax svarede til min høit spændte Forventning og snart overtraf den var Peterskirken med Vaticanet, men dette mægtige Vidne om Pavevældets himmelstormende Overmod ligger isoleret som en Stad for sig selv paa den anden Side af Tiberen, bevogtet af den overvundne Oldtid i hadrians Gravmæle, og seende ned paa hele Verden fra Michel Angelo Buonarotis korsbetegnende Pantheon i Luften. Den øvrige nye Stad forekom mig ikke at høre til dette sit gigantiske for den uforholdsmæssige Hoved, som ellers efterlignes og affødes i utallige Smaakupler over de utallige Kirker. 

Det mindre tilfredsstillende Indtryk, som vor Tids Rom saaledes gjorde paa mig i de første Dage, havde sandsynligvis og retfærdigviiis [sic] ogsaa sin Grund i den bratte Overgang, hvorved jeg fra de glatpolerede, livsvrimlende overcultiverede franske Steder var kastet lige ind i Romerstatens pjaltede Grandezza og halvbarbariske Indolentse, der kunde ikke let tænkes nogen større Contrast end den som frembød sig hos mig da jeg med Dampskibet directe fra Marseilles glimrende, levende, af alle Nationers Skibe, Sprog og Dragter opfyldte Havn efter tre Dages Fart over det oprørte Middelhav sattes iland i Civita vecchia, hvor jeg blot modtoges af Ruiner, af Lediggjængere, af alle Stilstandens Mærker, og hvor det eneste Livstegn var det vilde Skrig, den Paatrængenhed og næsten Plyndring hvormed vi bleve overfaldne af Lastdragere, Tiggere, Veturiner og Toldbetjente. Saa gjennem den øde Campagna til Rom, hvis egne, fra alle øvrige hidtil seete europæiske Steders saa grundforskjellige Characteer allerede ved den første Morgengjennemfart gjorde sig gjældende. Det forekom mig at jeg fra vort industrielle, maskindristige og raffinerede Aarhundrede pludselig var sat tilbage i Middelalderen. Og saaledes var det virkelig, Roms Befolkning befinder sig endnu forstørstedelen paa hiin Tidsperiodes naive, umiddelbare Standpunct og lever sorgløst hen deri – kun vel at mærke det er ikke den mørke, dybt romantiske, gothiske Middelalder man her gjenfinder, men den italiensk-catholske, den sydlige Naturs Middelalder, med dens Levning af oldtidsskjønhedssands og antik-plastiske Reminiscentser. Det pavelige Regimente har i denne lange Tid trolig hjulpet til at conservere denne Rest af en forsvunden Tid, hvis barnlige Lettroenhed og Glæde i Ceremonie og kirkelig Pragt passede saa godt til dets Ledebaand. Selv den store og uafladelige Tilstrømning af Fremmede fra alle Europas Kanter har ikke kunnet føre Synderligt med sig af Tramontanernes Nutid; man forstaaer vel her at tage deres Penge, men man efterligner ikke deres Sæder og Skikke, deres Comfort og Elegantse. Et Exempel som ligger mig nær vil jeg blot dennegang anføre: Vi boe paa Monte Pincio, i et Qvarteer der stadigst søges af Reisende, og hvor Udhængsskildter paa alle Døre give tilkjende at man er vant til at modtage Logerende. Ikke desmindre er vore Værtsfolk saa naive og fortrolige, men saa ukyndige i Alt hvad der pleier at henhøre til Logerendes almindelige Beqvemmeligheder, at vi ofte efter deres Adfærd og Maade at omgaaes os paa kunde troe os hensatte til en Bondegaard i en af vort Fædrelands Fjeldegne. Og dog hører denne Familie til Roms formuende Middelstand, den har sin Vigne udenfor Staden og holder Vogn og Heste, men lever ellers paa Fædres gamle Viis. I de fleste af de Tilfælde hvori den Fremmede kommer i Berørelse med den egentlige Befolkning i Rom, vil han mærke lignende Tilstande og naar han først har vænnet sig til denne Maade at tage Livet paa, og faaet klarnet sit Syn fra alle de Bjælker som den første Ankomstubehagelighed altid kaster derind, saa vil det vistnok gaae ham som det er gaaet mig, han vil lidt efter lidt vinde ogsaa det moderne Rom kjær, just som det er; det ene Phænomen vil forklare det andet, de gamle Minders Poesi og Kunstens magiske Skjær vil ogsaa lægge sin Glands over Virkeligheden og man vil lidt efter lidt komme ind i et stille, ukunstlet, men dog fuldt og nydelsesrigt Søndagsliv, hvis milde Balsom daglig vil dryppe mere duftende, mere lægende ind i det af Hjemmets Trivialiteter og store Stæders Larm trættede Sind. Man føler ingen Trang mere til at læse Journaler og Tidsskrifter, til at følge den bevægede Verdens daglige vexlende Hvirvelgang, man er som i et afsondret Fristed, der i sig selv byder nok, og meer end nok, og med hver Dag voxende Stof til Sysselsættelse og Nydelse. Man befinder sig for en Tid uendelig vel i denne Forglemmelsens og Forgangenhedens Atmosphære, hvori der dog endnu findes saameget ægte Livsstof som knapt nogensteds ellers. Man beklager ikke særdeles det romerske Folks Skjæbne, fordi det synes fordømt til at leve i denne Barneverden bestandig – man kan jo forlade den naar man ønsker. Rigtignok siges der jo nu at en ny Æra skal opgaae for Romerne med Pius den Niende, hvis liberale Sindelag lidt efter lidt synes at ville aabne Lugerne, der i saa lang Tid har skjult det politiske Dagslys for Pavestatens Undersaatter – den hellige Faders Navn er paa alle Læber, hans Buste og Portrætter i alle Døre og Vinduer – hver Dag foretager han en ny Baandløsning eller Reformation – saa stiftes der et Jernbanecompagni, saa et Handelsselskab, saa skal Porto d'Anzio udgraves, saa udarbeides en ny Criminallov, saa indskrænkes Klostrene, saa formildes Censuren, franske liberale Blade indlades og flere raisonnerende Journaler udkomme i Rom, hvor man før kun havde den officielle Diario di Roma – den spanske Trappe er renset for dens ved Seklers Hævd trygge Tiggere og Krøblinger – hans Hellighed præker selv for sit Folk – Alt dette er jo Underværker, jeg frygtede allerede ved at høre daglig derom, at Rom alt i min Tid skulde blive moderniseret og liberaliseret og gjort til en Jernbanestation – saa God Nat Alt poetisk indre Liv her for valfartende Nordbo. Men da jeg saa siden saae den samme pavelige Reformator bæres om som et Afgudsbillede under Peterskirkens uhyre Hvælvinger paa sin høie Throne, overskygget af Paafuglvifterne, indhyllet i sin hvide Salomons Kaabe, fulgt af sin uendelige Præstehær og af den brogede Schweizergarde med Hellebarder og i Dragter fra Carl den Dristiges Tider – da sagde jeg til mig selv: det har ingen Nød med det gamle Rom endnu – denne hvide Fortidsskikkelse kan ikke bringe nogen fri Fremtid tilveie – han er Pave, han kan ikke blive en anden Peter den Store for sit Folk uden at tilintetgjøre sig selv, thi hans Magt, hans Betydning, hans hele Væsen som Pave er i det Conservative, i at bevare et Skin af fordums Ufeilbarhed, koste hvad det koste vil.

Carnevalet er nu her paa sit Høieste. Det er en uskyldig, en skjøn, en oplivende Folkefest, som Engelskmændene gjerne vilde fordærve ved at qvæle al Blomsterkasten med Gibsregn. Men de kan ikke, de romerske voxne Børns Lystighed er for dybt fæstet der, de lege med Blomster paa deres store Fædres Grave. Og den Fremmede rives med og drager med Hjertensglæde gjennem Corsoen, sendende og modtagende Regn af Bouqvetter til Balkoner og Vogne, hvor skjønne Qvinder smile, Festtepper vifte og Masker lege. Dog slal jeg ikke sørge naar den hele Støi er tilende og de fyrgetyve Dages Stilhed og Fred lægger sig over Rom, og giver mig mere Tid og Roe til at fortsætte mit ved Carnevalet afbrudte Studium af det egentlige Væsen her, og det findes for mig mest i den gamle, den øde Deel af Staden.

A. Munch.