Et Mindesmerke over A. Munch!

I anledning av 200-årsjubileet for Camilla Colletts fødsel i år, presenterer Andreas Munch-selskapet hennes varme innlegg for et monument over Munch. En byste av Munch ble først avduket henved tredve år senere. Ikke på Bygdø, men på Kjerulfs plass. 

Et Mindesmerke over A. Munch!

(Anonymt i "Aftenposten" 8de Juni 1885.)

Der er gaaet en af vore Digtere bort, en af de faa, der har holdt Kampen som saadan ud til op i en saa høi Alder; vi kjender inden vort Land ellers ingen af hans Stand, der har opnaaet at blive 73 Aar. Det er den forrige Aar afdøde Andreas Munch, der lukkede sine Øine paa dansk Grund, for efter Ønske at begraves i det Fædreland, han elskede saa høit og har viet sine smukkeste Sange. 

Derved, at det, vi kalder et Digterlivs Zenith, ligger os fjernere, og at hans Død faldt ind i en Tid som den nærværende med sine nye Interesser og Synsmaader, sin alt overdøve[n]de Partilarm, kan vi forstaa, at denne Begivenhed er gaaet stillere, mindre oprystende hen, end den ellers vilde have gjort.

Men ikke alene heri maa vi søge Grunden, men maaske mere i Munchs hele Art som Digter; den hørte i sig selv ikke til de sterkt oprystende, ikke til den Sort, der gjør Larm. 

Der eksisterer et Billede af den belgiske Maler Stallaert, benævnt "den sidste Gladiator-Kamp". I en Kommentar til dette heder det, at en Munk, Amachos, oprørt over den grusomme Kamp mellem to Gladiatorer trængte ind paa Arenaen og ved Korsets milde besvergende Magt skilte de kjæmpende ad, medens han selv maatte lide Martyrdøden.

Man vil maaske kalde Lignelsen søgt, men naar den ubuden paatrænger sig, kan den vel altid forsvare sig.

Dette Billede minder om den Stilling, M. indtog, selv Tredjemand paa Scenen, i hint vor Digtekunsts mindeværdigste Tiaar: 1830 -- 40. Som en sand Fredens og Forsonlighedens Apostel stod han her ligeoverfor vore to Digtergladiatorer, omgiven af hin fanatisk bevægede Tilskuerkreds; kun var det her de stridende, der en for en bukkede under, medens Mægleren længe skulde overleve dem.

Mægler kalder vi ham, uagtet han i denne Strid egentlig talt ikke kan kaldes saa, en Strid, hvori han vistnok ogsaa havde sin Mening, men hvori han aldrig traadte personlig op.

Andreas Munch repræsenterer et Element i vort norske Samfundsliv, som vi, maaske uden at være os det ret bevidst, dybest savner: Hjertets, Følelsens, et Element som man nu engang vil stemple som det specifik kvindelige, medens Arenakampens Vildhed og Uforsonlighed endnu synes uindskrænket at gjælde for den "kristne Menneskeheds" anden Halvdel. Denne Norm for den sande Mandighed pleier vi vistnok helst at søge i fjernere Tiders mer barbariske Tilstande; men hvad skal vi da sige om vor Nutid, hvor Mand mod Mand, Borger mod Borger, Nation mod Nation, værre end nogensinde staar rustet mod hinanden?

Det er disse tvende Livsmagter, Styrkens og Mildhedens, kald dem kun den mandlige og den kvindelige, der i Nationerne indtager den skarpt sondrede, endnu ikke forsonede Stilling til hinanden, og visselig ikke mindst i vort Norge. Det er i saadanne Samfund, Digtere som A. Munch optræder som Formidlerne, og maaske derfor har man fornemmelig villet betegne ham som en Kvindernes Digter.

Men er det deres Savn og Krav og Haab, han i sine mange, af en saa varm Følelse baarne Sange og Skildringer har givet Ord, saa kan vi med fuldt saa megen Føie kalde ham en Digter for Mænd; det er det rent menneskelige i sine ædleste, mere ophøiede Rørelser, i sine Lidelser og Kampe, han har gjort sig til Tolk for.

Og dog -- det sterkere Kjøn raader nu engang for Tiden og dens Stemninger og dens Tilstande; derfor har Røster som Andreas Munchs vanskeligere for at trænge igjennem, og derfor er han heller ikke vurderet saaledes, som han tilfulde fortjente det.

Der vil komme en Tid, da man atter vil læse ham, læse ham med det stille Velbehag, hvormed man efter de længe uhyggelig oprørte Søer glider ind i den lune, skjærmende Bugt.

* * *

Maatte disse Betragtninger over vor bortgangne Munchs Digterart og -værd bidrage lidt til paany at vække og styrke Bevidstheden derom, og navnlig hos den yngre Slegt, Bevidstheden om, at vi alle, Unge og Gamle, er denne Mand noget skyldig, at vi har noget at indhente.

Hans gjenlevende Hustru, der bragte hans jordiske Levninger op til Hjemmet, har allerede tidligere skjænket hans Marmorbuste til det norske Studentersamfund, ligesom hun staar i Begreb med at reise ham et Monument paa Graven.

Skal vi tillade, at hun, den Fremmede, hvem vi allerede paa en Maade skylder hans Liv fra den Dag, da hun blev den af Skjæbnens Slag saa grusomt prøvedes Trøst og Støtte i et langt kjærligt Samliv, skal vi lade hende alene den Forpligtelse at reise ham et Minde?

Pladsen dertil synes at tilbyde sig selv. Andreas Munch kan man sige har opdaget Bygdø, det gamle, minderige Bygdø, ligesom Kammerherre Holst har skabt og skjænket os det nye. Tidligere havde vi blot et Stykke Sommertilflugtssted i den gamle agtværdige spidsborgerlige Stil med sine vel afstængte "Løkker", hvorhen man naaede ad nogle mindre velbanede Veie, et Sted som vi kaldte "Ladegaardsøen", og hvor vi vistnok havde faaet anbragt et ganske pent lidet Slot, som dog ikke syntes ret at passe til Omgivelserne.

Men ligesom vor utrættelige, energiske Holst har omskabt Ladegaardsøen til et lidet Paradis af fornem, kunstbeaandet Skjønhed, saa kan man sige, at ogsaa Munchs Navn uforgjængelig er knyttet til denne fortryllende Ø. Vi formaar ikke bedre at udhæve dette end ved at opfriske i Erindringen lidt af, hvad der faldt i Tale og Sang ved hans Digterjubilæum, der i Sommeren 1880 saa smukt og festlig blev feiret, netop denne hans kjære Ø.

Vi hidsætter af Dietrichsons Tale ved Anledningen følgende:

. . . "Ja i disse Lunde skal hans Fest feires; thi om nogen kan kaldes det skjønne Bygdøs udkaarede Sanger, og om "nogen kan kaldes Barn af vor norske Sommers korte, vemodige Herlighed, saa er det Andreas Munch. Over disse Strande har han kastet Romantikkens duftende Blomsterflor, i Bygdøs Sommerskjønhed, som han har besunget, være han nu hilset og takket af sine Landsmænd.

. . . Vor unge Digtekunst har nu sin Sommer; den blomstrer og fredes, og med Rette glædes vi derved. Men vil vi se dets Tempels Tinder stige i denne Sommer, lad os da erindre at takke de Mænd, der lagde Templets Grundvold, lad Sommeren ikke glemme, at den er Vaarens Barn; det bør os, som en af vore ædleste Digtere har sagt, at kalde Anemonerne for Aarets Pryd, skjønt vi ved, at Roserne vil komme.*

Og en saadan Aarets Pryd i Norges Digtervaarbrudd var Andreas Munchs Digtning. Her er ikke Stedet til en kritisk "Vurdering, end mindre til en tom Panegyrik, men det tør og skal siges, at A. Munchs Digtning havde Vaarfloraens deiligste Egenskaber: dens bly Ynde, dens friske vaarlige Duft.

Kan Norge glemme, at det var ham, som midt i Vrimlen af de hastemte Toner først skjænkede os en Fædrelandssang, der var sungen af Hjertet, og derfor anderledes end alle andre tidligere gik til Hjertet? Er der nogen i denne Kreds, hvis Hjerte ikke har bævet ved Ord som disse:

Du vil savne den Jord, hvor din Moder har grædt,
Hvor som Barn du i Skovene sang.
I det Land, hvor din Fader til Jorden er stedt,
Vil du længes at hvile engang. 

Er der nogen i denne Kreds, der ikke har jublet i sit inderste, naar Billed, Toner og Ord strømmede sammen til en eneste stor Fest: "Brudefærden i Hardanger"? . . . Hvem har ikke været løftet af den sorgfuld skjønne Tanke:

Det er bedre at have elsket og tabt,
End aldrig at have elsket en Gang!**

Jeg kunde længe blive ved, vilde jeg drysse over eder hele den Rigdom af vemodsfuld Skjønhed, han har bredt over vort Folk. Nu vil vi takke ham for det alt, altsammen, nu skal han vide, at han er elsket og erindret i sin Sang, om end Livet har ført ham selv bort fra os, og om end nye Tider har skabt nye, fremmede Interesser, som ikke er hans -- vide det just af os, den nye Tids Arbeidere."

Saavidt Dietrichson. Og vi vil lægge til: Nu vil vi takke ham for alt, altsammen, om end Døden har ført ham bort for os, og om end nye Tider har skabt nye, fremmede Interesser, der ikke var hans . . . hvad han var, vil vi derfor trofast mindes.

* * *

Hvad han var, vil vi derfor trofast mindes, og værdigst gjør en Nation dette, naar den reiser sine Digtere et synligt Tegn derpaa. 

For Andreas Munch tænker vi os et saadant, helst i Form af et Buste-Monument, der smukkest vilde finde sin Plads paa hans kjære Ø.

Skulde Tiden endnu ikke være kommen dertil? 

Vore Partistridigheder, der nu længe saa sørgelig har optaget og splittet Gemytterne, der ogsaa kastede en Skygning ind i vor gamle Digters sidste Leveaar, maa dog, som andet Bygeveir, engang drive over. Trangen til at udhvile i ædlere, mildere Indtryk vil da dobbelt melde sig. Enhver i vort Land, der har Sans for Kunst og Poesi, disse sande Livsfornyelsens Kilder i en Nation, vil da, til hvilket Parti han eller hun end hører, besinde sig paa, hvad ogsaa A. Munch har været os, og spore Ønsket om synlig at lægge det for Dagen som en kjær Forpligtelse.

Maatte denne Tid ligge nær! Som et Fredens, Forsoningens Tegn i al vor Splid, vil vi hilse det. 

* Henrik Wergeland: "Paa Sygeleiet".

** Vi kan forstaa, at Taleren ved en Anledning som denne har undgaae at nævne hans "Sorg og Trøst", dette i vor Literatur enestaaende Digt, en Sangens og Kjærlighedens Høisang, der underlig maa have kastet sine Funker ind i mangt et Egteskabs Iskulde.