Den 17de Juni i Rom, del 2

Den 17de Juni i Rom.
(Fortsat fra No. 144.)

[Del 2/2]

[Den norske Rigstidende nr. 147, 18.7.1847]

Men det er paa Tide at komme tilbage til Festen den 17de Juni, hvis tørre Beskrivelse maaskee kan have nogen Interesse, især hvis denne Fest efter Pavens nysomtalte Bekjendtgjørelse bliver den sidste her i sit Slags. Tidligt om Morgenen saa Himlen mod Sædvane her graa og regnfuld ud, og man begyndte allerede at frygte for at alle de skjønne Tilberedelser skulde spildes, men en Festdag i Rom, især en Fest for Pio Nono er ikke tænkelig uden godt Veir, og derfor klarnede det ogsaa op ud paa Formiddagen, Italiens kraftige Sol adspedte snart alle Taager og Skyer, og udøste fra den faste og dog saa klare Azurhvælving sine farvefulde, brændende Straaler over den festligt smykkede Stad. Heden var dog ikke trykkende: en svag, men forfriskende Tramontan strøg gjennem den ophedede Luft, og viftede med Fanerne og Draperierne, der bedækkede Gader og Huse. Thi fra næsten alle Vinduer og Balconer udhængte brogede Festtepper, mest hvide og gule, de pavelige Farver, smykkede med Vaaben, Emblemer og Deviser; ogsaa røde, grønne og af alle mulige Nuancer. Blomsterkrandse hang i smukke Tegninger over Tepperne igjen, og vare ofte kunstrigt ordnede om Pavens Buste eller Navnetræk. Fra de gamle Familiers Paladser, Dorias, Barberinis, Ruspolis o. Fl. udhang svære, ældgamle Gobelinstapeter, med Forestillinger af Familiens Bedrifter, allegoriske Figurer, etc. Det Hele saa livligt og pragtfuldt ud; Pladserne og især den lange Corso fik derved Udseende og Characteren af uhyre Festsale, hvori Roms Befolkning promenerede. 

Kl. 10 skulde de 14 Regioners Borgere og unge Mænd forsamle sig med dere respective Faner paa Forum Romanum, for derfra at drage op paa Capitoliet, der forene sig med Borgergarden (guardia civica), hvilken havde den Ære at føre Festens Palladium, den af Bologna til Rom i denne Anledning skjænkede Unions- og Venskabsfane, og saa samlede med Universitetets og de omkringliggende Byers Udvalgte begive sig i Procession til Qvirinalet. Forat kunne iagttage Toget fra det beleiligste Sted, og der hvor Festens egentlige Handling skulde foregaae, havde jeg renonceret paa at overvære den betydningsfulde og interessante Morgensamling af de nye Qviriter paa Forum og Capitolinum, og itide begivet mig op paa Monte Cavallo, den høitliggende, skjønne men uregelmæssige Plads foran det pavelige Palads paa Qvirinalet. Midt paa denne Plads staae som bekjendt de tvende herlige Hestebetvingere, eller Castor og Pollux, Værker der tillægges Phidias og Praxiteles, og mellem disse colossale Grupper en anseelig Obelisk, et Minde af dobbelt Antiqvitet, først fra det fabelagtige Egypten og siden fra det gamle Rom. Det hele Monument med Vandspringet der foran var nu smykket og forynget ved Blomster, og Pladsen med de prægtige Bygninger deromkring bedækket med en uoverseelig Menneskemengde; fra alle Terrasser, Balconer, Vinduer og tilsidst Tage saaes broget smykkede Damer som Blomster i Mændenes mørkere Omgivning. Den tæt sammenpakkede Mængde stod her længe i Forventning inden Toget kom, og morede sig imidlertid med at see paa hinanden indbyrdes og paa de røde, lueforgyldte Cardinalsvogne, der behængte med 3 a 4 Tjenere, den ene bag den anden, arbeidede sig frem gjennem Massen til Paladset. Endelig forkyndte langtbortefra lydende Musik at Fanetoget var i Anmarsch, og snart saa man den bolognesiske hvide, tungtguldbroderte Silkefane at aabne Toget. Den hilsedes af stærke Jubelraab, og fulgtes, i passende indbyrdes Afstand, af de 14 romerske Regioners Faner, hver af hvidt og gult Silke med Ulvinden nærende Romulus og Remus malet paa den ene Side og Regionens Navn paa den anden; Fanestangen kronedes af den romerske Ørn. Midt i Toget saaes ogsaa andre mindre Faner og Trophæer ned Indskrifter om de af Pius udførte gode Gjerningeer og Løfter: som «Amnistia» – «Vie ferrate» – «Cadici» – «Istruxiane» – «Municipi» – «Deputati» – etc. Til Slutning fulgte Borgerne fra de Rom omliggende Stæder: Anagni, Tivoli, Subiaco, Palestrina, Marino, Alatri, Frasinone, Poggio-Mirteto, Monterotondo og Zagaruolo med deres Faner. 

– Alle stillede sig i en Halvkreds foran Paladsets store Loggie, hvor Paven pleier at uddele Velsignelsen. Et Sangerchor af 360 Stemmer intonerede nu en meget smuk og kraftig Hymne, componeret for dagen af Maestro Magazarri fra Bologna, der allerede før har gjort sig bekjendt ved flere populære Hymner for Rom og Pius, hvilke alle nu synges og spilles og nynnes Nat og Dag i alle Dele af Staden. Da Hymnen var tilende, opstod der et vældigt Skrig paa «Viva Pio Nono», man ventede nu at den Feirede skulde komme frem paa Loggiaen, hvor man hidtil kun havde seet endeel røde Cardinaler og violette Monsignori at vimse frem og tilbage. Det varede noget; Forventningen spændtes og Raabene tiltoge da Drabanter i middelaldersk Dragt kom frem og bredte et rødt Fløielsteppe over Balconens Gelænder – endelig blinker Korset, der altid bæres foran Paven, i Fløidøren til Altanen – den røde Baldachin lader sig tilsyne – Alles Blikke ere rodfæstede paa den høie Balcon – der er han! der træder han ud, Christi Statholder, Reformatoren paa Pavestolen, Roms Fornyer og Afgud, Pius den Niende! En anseelig, kraftig Gestalt, med et venligt, mildt, noget characterløst Aasyn, klædt i en lang hvid Kjortel, med en rød Fløiekskrave over Skuldrene og en hvid Silkekalot paa de graanende Haar. Et umaadeligt, bedøvende Jubelraab modtog ham fra Pladsen og dens Omgivelser, hvor vist i Alt 50,000 Mennesker vare samlede; Tusinder og atter Tusinder af smaae Faner, Lommetørklæder, Hatte viftede Hilsen ham imøde, Klokkerne kimede og fra det fjerne Engelsborg lød dumpe Kanonskud. Ved en sagte Bevægelse af Pavens Haand standsedes pludseligt al denne Larm og Jubel og Virvar af Lyd; den fuldkomneste Stilhed indtraadte, saa man tydeligt kunde høre Pavens sagte Stemme, da han læste Velsignelsesformularen. Han udstrakte sine Hænder til alle Sider over den knælende Folkeskare og hævede dem derpaa bedende mod Himlen; Sangerchoret nedenunder svarede i dybe Toner et Amen paa hans Velsignelse, og nu brød atter Jubeltordenen løs, med forstærket Kraft efter den korte Stilhed – man maa have hørt Italienere skrige og raabe for at kunne gjøre sig en Idee om Intensiteten af denne Jubel. Paven gjorde endnu en takkende Gebærde, og trak sig derpaa tilbage; den synlige Gjenstand for Jubelen var forsvunden, men denne vedblev ikke destomindre at stige og falde og atter stige alt medens Fanetoget fortsatte sin lange Vei under stadig Afsyngelse af Hymner, (eller hvad vi vilde kalde Nationalsange) gjennem Via Qvirinale og Qvattro fontane, over Piazza d'Espagna og Via Babaino til Piazza del Popolo, og derfra tilbage gjennem hele Corsoen til Capitoliet, hvor man adskiltes. 

– I Middagsstunden og Timerne derefter var Alt roligt; Solen blev altfor brændende og midt i al deres Enthousiasme vilde Italienerne dog ikke undvære deres Praxizo og deres Siesta. Men Kl. 6 om Eftermiddagen strømmede de Patriotiske og Festbegjærlige i stort Antal sammen til Kirken Santa Maria degli Angeli, der er bygget eller rettere indrettet inde i Ruinerne af Diocletians Bade. I disse store og prægtige Haller, der endnu i Form og Prydelse har mere Lighed med deres oprindelige Bestemmelse som Pinakothek og Pragtlocale i Keiserens Bade, end med en christelig Kirke, og som ellers pleie at være saa øde, stod nu Mennskemassen Hoved ved Hoved, og hørte paa en Præken af Pater Cavazzi, der har Ry for at være en af Roms bedste Talere, men man maa rigtignok være baade Italiener og Catholik for egentlig at appreriere [sic] ham. Hans Tale, der varede i halvanden Time, og var krydset med alleslags lystige Indfald og hvad vi vilde kalde Narrestreger, gik ud paa at bevise at den nuværende Paves Valg og Ophøielse paa St. Peters Stol var et Mirakel. Efter Prækenen blev et Tedeum afsjunget og Sacramentet fremvistes af Cardinal Baluffi, den første Cardinal der af Pius den Niende er creeret.

Om Aftenen var hele Rom illumineret, de største Paladser og de mindste Hytter, Corsoen og de yderste Udkanter og trangeste Gyder. Illuminationen skede her paa en let og smuk Maade, ikke som hos os ved at stille stive Rækker af antændte Lys i Vinduerne, men ved mangefarvede Papirslygter, der i alleslags Figurer og Guirlander hænges udenpaa Husene, over Gaderne og overalt hvor man kan komme til. Der manglede dog heller ikke paa Transparenter og andre mere glimrende Udsmykninger; især udmærkede sig herved Caffè nuovo, Samlingspladsen for det unge Rom, midt paa Corsoen; Palazzo Ruspoli; alle de 18 store Façadevinduer vare her udfylte med straalende Transparenter, fremvisende Allegorier og Lovtaler over Pius den Niende. Prægtigst og feeagtigst tog sig ud det lige for Via condatte [sic] ovenover den spanske Trappe paa Monte Pincio liggende Kirke Trinito del Monte, flammende i Straaler paa den mørke Nathimmel, ligeledes det franske Academie, eller Villa Medici, der ligger paa samme Høide. Men skjønnest tog det hele sig dog ud fra Piazza del popolo; jeg sad her paa Trinene af Obelisken og saa paa eengang opad de tre rigest oplyste Gader: Babuina, Corso og Ripetta. Den store Plads omkring mig var dunklere og kun i partiviis oplyst: de fire hvide Marmorløver der sprude Vand paa Hjørnerne af Obelisken glimtede og lyste underligt og som levende i Ildskinnet, Klynger af Drenge sad tilhest paa dem. Sorte stak Cypresserne og Løvhækkene blandt de hvide Statuer paa det prægtige Haveanlæg opad Monte Pincio; Aftenhimmelen var reen og stjerneblinkende, men mørk over den røde straalende Stad; Luften saa mild og frisk og indsmigrende som i en Elskerindes Kammer, og gjenlydende af fjern Musik, af Sang, af Fontæners Rislen og af den umaadelige i Corsoen bølgende Menneskemængdes dæmpede Mumlen. Bag mig laa Porta del Popolo dunkel og svær med sine to firkantede Taarne; jeg turde neppe see tilbage paa den; jeg vidste at jeg om faa Dage skulde drage ud af den, for aldrig at see Rom meer! Jeg forstaaer endnu ikke hvorledes dette skal skee og kan skee, og hvorledes jeg skal udholde; men endnu klamrer jeg mig til de sidste Dage, og før jeg reiser skal Peterskuppelen tænde sig endnu en Gang, paa Vigilien til St. Petersdag, og lyse for mig som et himmelluende Erindringstegn om Rom og dets gamle og nye Herlighed. 

Rom, den 25de Juni 1847. 

A. Munch.