Den 17de
Juni i Rom
(A. Munch.)
(A. Munch.)
[Del 1/2]
Efter en
Fraværelse af halvanden Maaned er jeg da atter i Rom. Og skjønt jeg
tilbragte denne halvanden Maaned i Europas yndigste og frugtbareste
Egn, i Italiens Have, under Neapels og Siciliens straalende
Himmelstrøg, og ved det underfulde Middelhavs blaanende,
forfriskende Bølger, blev dog Erindringen om Romas stolte, alvorlige
Herlighed ikke et Øieblik fordunklet eller overdækket ved disse for
mig saa nye og saa mægtige Strømme af Indtryk. Selv under Siciliens
Palmer og Cactus- og Orangehækker, omgivet af Palermos mauriske
Paladser og rosenlysende Bjergkrands, grebes jeg dog ofte af Længsel
efter den øde Campagna di Roma med det midt deri eensomt liggende
Kloster for alle Verdens største Erindringer. Hvor meget mere maatte
ikke Billedet af Romas stille, storartede Mindefred staae velgjørende
og vinkende for mig i Staden Neapels støiende, skrigende, støvende,
meningsløse Hvirvel, hvor det moderne Civilisationsliv er parodieret
paa en ubehjælpelig Maade og det skjønne Sydlandsliv er enten
opgaaet i den store Stads Alt nivellerende Tummel eller gjort
utaaleligt ved den lavere Folkeklasses ondskabsfulde og frække
Paatrængenhed. Det var derfor med mildtbevægende, næsten andægtige
Følelser, som naar man nærmer sig et længesavnet Hjem, at jeg paa
Tilbagereisen saa fra Albanerbjergene atter ud over den umaadelige,
som et Hav sig bølgende, grønbrune, med Ruiner besaaede Campagna,
saa Peterskuppelen hæve sig i Horizonten, som Romas Vartegn. Den
evige Stad havde ogsaa et eget høitideligt, stille, prægtigt
Udseende, da vi drog derind gjennem den antike Porta Maggiore.
Et
stærkt rødligt Aftensolskin laa over de stille Gader, de høie
Monumenter, de betydningsfulde Ruiner, de talløse Kirker; Beboerne i
de mindre Gader sad udenfor deres Døre, Qvinderne med deres
Haandteen, syngende og snakkende, Mændene med deres forskjellige
Arbeide eller i det dolce farniente som er Italieneren saa kjært og
hvori den Fremmede saa snart stemmer overeens. Der var dennegang
udbredt et festligt Præg ved det Hele; Kirkeklokkerne klang og
kimede fra alle Kanter, foran Kirker og Klostre var strøet med
Buxbom og Laurbær, hvilket i Forening med Virakskyerne fra Kirkernes
Indre udbredte en eiendommelig skarp Duft; smaa Drenge gik omkring og
falbøde en Uendelighed af gule og hvide Papiirsfaner med Indskrift
«Viva Pio nono», og paa alle Gadehjørner saaes store Placater, der
bebudede Morgendagens Festlighed i Anledning af «L'Anniversario
faustissimo della esaltazione alla cattedra di S. Pietro di Pio IX,
Ottimo, Massimo». – Det var virkelig midt i Vigilien før denne
store Fest, Aarsdagen efter den forgudede Paves Valg, at vi kom
tilbage til Rom, og skjønt vi allerede under vort forrige Ophold her
havde været Vidner til flere Feste i Anledning af Pavens store og
underlige Gjerninger, var det os dog ret kjært ogsaa at kunne
overvære denne, der lod til at skulle sammefatte alle de foregaaende
i Glands og folkelig Betydning. Det Hang til Fester og offentlig
Skuespil, som Romerne alt fra gammel Tid have været bekjendte for,
og som gjennem mange Aldre har maattet søge sin Tilffredsstillelse i
den catholske Kirkes og Pavehoffets mange Ceremonier er i den sidste
Tid ret kommet til nyt Udbrud ved den friere Aande, der har oplivet
Pavestaten siden Pius den Niendes Regjeringstiltrædelse og ved de
Reformedicter, han har udstedt. Hvergang altsaa et saadant
Reformedict gaves (og paa dem har der sandelig hidtil ikke manglet)
har der strax deraf udfoldet sig en Fest som en Blomst; hvad Frugten
skal blive vil først Tiden vise. Det kan ikke nægtes, at Romerne
forstaae i Hast og med Smag at arrangere slige Festoptog, der hos os
vilde tage hele Maaneder at omdeberere og sætte i Værk. Riktignok
hjælper de herlige Localiteter ikke lidet, man behøver blot at
tænde en Fakkel eller hænge et Festtæppe ud saa er strax en
pittoresk Gjenstand oplyst eller udhævet. Saaledes vil jeg til
exempel anføre en Dag i April Maaned d. A., paa hvilken Circulæret
om Indkaldelsen af Deputerede fra Provindserne uformodet var udkommet
og bekjendtgjort henimod Middag; inden Aften, nogle faa Timer efter,
drog det unge Rom i Procession med over 1000 Fakler og en stor
Standart, hvorpaa hele Circulæret var afskrevet med colossale
Bogstaver, op til Qvirinalet, og bragte Paven deres Hyldest, medens
den skjønne Plads med de mange Fontainer, Paladser, Statuer og
Obelisker oplystes phantastisk ved Fakkelskinnet og ved mangefarvet
bengalsk Ild. Alt gik til i den her ved saadanne Anledninger
almindelige Orden og Takt; saasnart Paven havde givet Velsignelsen,
slukkedes alle Faklerne paa eengang, og Enhver gik til Sit.
Siden den
Tid har man foruden de kirkelige havt mange lignende Fester, f. Ex.
for Pavens Navnedag, for Ministerconseilet, nu for Aarsdagen efter
Valget og Kroningen, og i Juli skulde man igjen begynde paa Nyt med
Høitideligholdelsen af Amnestiens Aarsdag. Men Hans Hellighed har
dog nu fundet, at det kunde være nok med slige Fester, især da man
i den senere Tid ikke alene ved Optogene har havt Emblemer for at
takke men ogsaa for at fordre, og det Hele antog mere og mere et
politiskt Præg; han har derfor, efter at denne sidste Fest, som jeg
nedenfor skal give et Recit af, var afholdt, i disse Dage udstedt en
Kundgjørelse, hvori han i salvelsesfulde Udtryk takker for den ham
beviste Kjærlighed og Hyldest, men lægger sine Undersaatter paa
Hjerte, at han er geistlig Fyrste og Christi Repræsentant paa Jorden
og at han vil fremskride som saadan paa en med Oplysning og
Faderlighed betraadt Bane, men at man ikke af ham maa formasteligt
vente voldsomme politiske Omvæltninger eller ultraliberale
Forholdsregler; til Slutning frabeder han sig paa det Venligste for
Fremtiden alle usædvanlige Festligheder, som skadelig for Borgernes
baade Tid og Penge. Vi faae nu see hvorvidt denne Anmodning hjælper;
det er ikke let at standse Sydboernes Begeistring naar den engang er
vakt; de see nu engang Alle Italiens Frelse og eenhed i Pius, og
gjøre ham til deres Idol; det gaaer saavidt med Raseriet efter
Mindestegn af ham, at man næsten aldrig kan faae fat paa en Scudo
med denne Paves Brystbillede, fordi alle saadanne Penge, saasnart de
komme ud af Mynten, optages og betales tredobbelt af Enthusiasterne,
der gjemme paa dem som Medallier. Den hellige Fader kan ikke gaae ud
af sit Palads til hvilkensomhelst Tid eller nok saa hemmeligt, uden
at hans beundrere udsprede det, og omgive ham med Hyldninger,
Jubelraab og Knæfald; man har havt Exempel at fornemme romerske
Damer, naar de mødte Paven paa Veien foran Porto Pia, hvor han
pleier at tage sin Eftermiddagspromenade, ere stegne ud af Vognen og
have kastet sig ned paa den støvede Landevei for at kysse Pavens
Fod. Dette kan være besværligt nok for ham, men han skulde have
betænkt i Forveien, hvad Virkning det vilde gjøre naar en Pave
opgav sin mystiske og statueagtigte Holdning for at træde indenfor
Dagsbegivenhedernes hvirvlende Kreds. Thi nu er virkelig det Under
skeet, som Goethe ønskede da han i Rom saa Paven i al hans skinnende
Herlighed paa St. Peters eensomme Throne, men stum og kun bevægende
sig hid og did med enkelte Gebærder: Christi Statholder paa Jorden
har nu opladt sin gyldne Mund og talt til Folket og har talt om
Frihed og Lys. Intet Under at Folket derved er bleven ør i Hovedet
og at det er vanskeligt at bringe det til Besindelse igjen.(Forts.)
Ingen kommentarer :
Legg inn en kommentar