Adskilligt fra Rom, del 1

Adskilligt fra Rom

(Af A. Munch.)

[Del 1/2]

[Den norske Rigstidende nr 77, 9. mai 1847]

Ovenpaa den dybe og stille Schicht af Fortidens store Erindringer og af Antikernes mægtige men rolige Skjønhedsudstrømning, hvormed et længere Ophold i Rom fylder Sjælen, og som vil have Roe til at forme sit Leie og derfor ikke i Utide skal berøres eller benyttes, lader dog det daglige Liv flyde adskillige lette Dagsbegivenheder og Tilstande, som man uden at komme sin egentlige Skat alt for nær kan gribe og fæstne for Øieblikket. Af disse Hverdagslivets og Nutidens Skumflokker paa Roms dybblaae Evighedshimmel har jeg saaledes nedenfor samlet nogle, der laae indenfor min Bervægelseskreds, og som jeg sender hjem uden al Orden, i den Tro at de dog maaskee kunde have nogen Interesse, om ikke for andet saa fordi de komme saa langveis fra.

Vinteren, den for disse Egne saa usædvanligt strænge Vinter er nu for Alvor forbi og vi have intet Tilbagefald mere at befrygte. De her boende Kunstnere mere end Italienerne have skreget meget over den, og beklaget os Reisende fra det yderste Norden, at netop den eneste Vinter i vort Liv vi have at tilbringe i Hesperiens Clima skulde være denne, der efter deres Sigende kommer vort Fædrelands nær og i Italien knapt har sin Lige. Jeg veed ikke om det var vore frostvante Nerver der lod os føle den herværende strænge Aarstid mildere, eller hine italieniserede Personer der havde tabt Maalestokken for en rigtig Kuldegrad, nok er det, at vi ikke kunde begribe deres Klagen, naar vi midt i Januar spadserede i Villa Borghese i det deiligste varme Solskin, som en skjøn Maidag hos os, medens de immergrønne vældige Steenege, de ranke Cypresser, de grøntglinsende Laurbær- og Myrthehækker fuldendte Illusionen om en tidlig Sommer. Riktignok havde vi i en Deel af Februar Maaned og Begyndelsen af Marts en Række kolde storm- og regnfulde Dage, ja endog eengang Snee, men hvad var dog dette Hele mod hvad disse Maaneder bringer os hjemme? Og allerede midt i Marts kom den bløde Vaarluft mildt bølgende og duftende hen over vore Hoveder, den sydlige ætherblaae Himmel ligesom udvidede sig og vandt straalende Seier over Sneedækket paa Bjergene og over de tunge Vinterskyer. Roms Gader vare opfyldte af Violduft, af de utallige Bouqvetter, som der bødes tilfals; den 13de Marts plukkende vi vildtblomstrende Gyldenlak mellem de rige Epheutræer paa Keiserpaladsets Ruiner, og Mandeltræerne vare hvide af Blomster. Efter denne gode Tid fik vi vel atter en Hjemsøgning af kolde Vinde og Regnskyl, men det varede ikke længe, og nu er naturligviis Vaaren, eller hvad vi vilde kalde Sommeren, i fuld Flor; Himlen er klar og blank, Millioner af stærkt farvede pragtfulde Blomster bedække Villaerne, Campagnen og de tilstødende Bergdale; de løvfældende Tæer og Buske faae nu deres lysegrønne Blade og danne herlige Skatteringer mellem de mørkere eviggrønne. Kun Viinstokkens Grønt fattes endnu til at fuldstændiggjøre det italienske Sommerlandskab.

En af hine skjønne Dage i Marts Maaned, den 18de troer jeg, mærkedes ved det at de herværende Svenske og Norske vare i Frascati med Prinds Oscar. Det var nemlig bleven bekjendt, at Prindsen den Dag vilde tage ud til denne venlige, herligt beliggende lille Stad, hvis hvide Huse sees fra Rom høit paa Afhældet af Albanerbjergene, midt imellem Olivenskove og prangende Villaer. Man kom derfor overeens om samlede at modtage ham derude, og der arrangere en lille Fest for ham, simpelt og fordringsløst, saaledes som Kunstnerne imellem sig selv pleie at gjøre det. Vi kjørte altsaa derud tidligt om Morgenen, nogle og tyve i Tallet, tre Norske og een Dansk, de Øvrige Svenske, mest Kunstnere, hvoriblandt Seniores vare Bystrøm, Fogelberg og Sødermark. Neppe vare vi samlede i Værtshuset, før Prindsen med Suite strax kom efter, og nu begav det hele Tog, under Prof. Vogelbergs Anførsel, sig paa Vandring gjennem de mange underskjønne Villaer, hvis Cypres- og Orange Alleer, Terrasser, Vandkunster og Pragtbygninger strække sig opad Bjergsiden, og hvorfra vi ved hvert Skridt havde den videste Udsigt over den grønbrune, havlignende Campagna di Roma, begrændset paa den ene Side af de farvestraalende, sneekronede Sabinerbjerge, og paa den anden af endnu et Hav, det virkelige, det indigoblaa Mediterraneum. Ved vor Tilbagekomst fra denne Excursion, ventede os en frugal men smagfuldt anrettet Collation i den store, skjønne Leconda, (før en Pragtvilla, bygget af den Paves Yndling). Her var Bordet dækket i en stor, halvrund Sal, i hvis Nicher stode Marmorstatuer, bekrandsede med Laurbær, og fra hvis aabne Altandørre man saae ud over den blaanende Campagna, og øinede Peterskuppelen i det Fjerne. Den bedste og gladeste Stemning herskede ved Bordet, og nordiske Melodier bleve fiirstemmigt, harmonisk udførte, og Nationalsange sjungne i Chor. Prof. Fogelberg udbragte Erindringsskaalen for det fjerne fælles Fædreland, for Sverige og Norge; den blev naturligviis modtaget med stormende Begeistring blandet med den Draabe Veemod, som Hjemveen i det Fjerne aldrig undlader at gyde i Glædesbægeret, selv naar det krandses af Italiens Epheu, som her. Den unge Prinds, hvis ligefremme, forstandige og bekjedne Væsen i kort Tid havde vundet ham Alles Hjerter, reiste sig derpaa, og bragte i nogle faa velvalgte Ord Landsmændene sin Tak for den Opmærksomhed de havde viist ham i Rom, idet han tillige ønskede Enhver af dem Held til Udførelsen af det særskilte Hverv der maatte have ført ham til den evige Stad. 

Amfiteateret i Tusculum

Efter Maaltidet satte Alle sig paa Æsler og Heste, og foer i en lystig Caravane op til Stedet, hvor det gamle Tusculum har ligget, paa Ryggen af dette Bjerg. Her, i de vel vedligeholdte Levninger af Theatret, forefaldt en ganske original Scene. Hele Selskabet tog nemlig Plads om hinanden paa Steentrinene, hvor ogsaa de gamle Tilskuere havde siddet, og blandt dem vistnok Cicero, hvis Villa var her. Nu sadde en Flok Barbarer fra det yderste Thule paa disse Bænke, og istedet for de antike Acteurer med Masken og Cothurnen traadte en svensk Maler frem i Prosceniet, og foredrog Bellmann, paa en saa fortræffelig Maade, at det gamle Theater og Klippevæggene omkring gjenlød af Bifaldslarm. Bellmann sjunget i det classiske Tusculums antike Theater, hvilket sælsomt Spil af Skjæbnen! Siden afvexlede man med at synge Qvartetter og Tyrolersange mellem Ruinerne, og Prindsen tog selv virksom Deel i denne Øvelse. Tilsidst, da Skygggerne begyndte at falde lange over Campagnen, og Solen nærmede sig Horizonten, maatte man bryde op, besteg sine respective, gjenstridige Æsler, og satte i fuld Carriere, under adskillige tragicomiske Uheld, nedad Bjergkløfterne til Frascati, hvor Vognerne ventede, og tog hver sin Fragt tilbage til Rom.

Denne Forsamling af Kunstnere var den første, som i lang Tid havde fundet Sted; man klager nemlig almindeligt over at her nu ikke mere er saadant Sammenhold og gemytligt Leben mellem Kunstnerne, som tilforn. De Danske og Svenske leve vel endnu meget tilsammen, skjønt heller ikke deres ugentlige Aftenmøder ere saa regelmæssige og saa besøgte, som de forrige Vinter skal have været; men det er især mellem disse scandinaviske Kunstnere og de tydske at Splittelsen er mærkelig. Jeg troer ikke, som man har villet paastaae, at det schleswigholstenske Spørgsmaal ogsaa her skulde spøge og sætte Ondt mellem Danske og Tydske endog her midt i Italien, hvor Kunst og Poesi maatte frit kunne udøve sin formildende Indflydelse og holde politiske Tvistigheder borte, idetmindste hvad Kunstanliggende angaaer; det er rimeligere at forklare Phænomenet ganske simpelt af de til Rom strømmende Kunstneres overhaandtagende Mængde, der gjør et mere almindeligt Samliv næsten umuligt; tillige maa man erkjende, at Kunstersamfundet her har tabt sit bedste Foreningspunkt siden Thorvaldsens Bortgang. Imidlertid maa man ikke forstaae dette Schisma mellem Scandinaver og Tydske saaledes, som skulde de være ligegyldige eller endog fordomsfulde mod hinandens respective Kunstpræstationer; at det kun er i social Henseende Splittelsen bestaaer, viste sig netop i denne Tid klart ved den uforbeholdne og varme Interesse, hvormed de scandinaviske Kunstnere forenede sig med Roms kunstelskende Publicum for to store historiske Malerier, der i forrige Maaned vare offentlig udstillede her af to tydske Kunstnere, og som vakte mere end almindelig Opmærksomhed. Det ene, af Østerrigeren Rahl, forestillende Hohenstauferen Manfreds Indtog i en siciliansk Stad, gjorde ved Mangfoldighed i Compositionen, dristige Stillinger og pragtfuld Udførelse megen Effect, har fremkaldt lange Kunstkritiker i tydske Blade, og er endog bleven besjunget af den tydske Digter Heinrich Stieglitz.

(Fortsættes.)