II
[Den norske Rigstidende nr. 312, 30.12.1847]
Jeg maa
dog bekjende, at jeg kom til Rom med forudfattet Mistillid og Uvillie
mod den nye Liberalisme paa Pavestolen. Det ærgrede og ængstede mig
at nu heller ikke her engang skulde findes noget Fristed mere for
dem, der søgte Hvilens og Mindets Fred, at man ogsaa hid skulde
forfølges af vor moderne Civilisations Huulheder og banale,
materialistiske Udjævningsforsøg. Vilde jeg
end bekjæmpe min Egoisme og erkjende hvad Sandt var, at det romerske
Folk havde storlig Trang og Ret til at aabne nye Baner for sit
materielle og politiske Velvære, uden derved at burde bekymre sig om
nogle sentimentale Reisendes Illusioner forstyrredes; saa troede jeg
dog endnu at denne Nyhedsbevægelse burde været udgaaet fra en
friskere Kilde end Pavevældet, dette tomme Hylster af en længst
bortveget Kraft og Storhed, der endnu i sit blotte Begreb maatte være
en friere Stats- og Aandsudviklings modsatte Pol. Det forekom mig at
intet Godt matte kunne udgaae af denne unaturlige Indpodning af Liv
paa Død, af Lys paa Mørke; jeg vilde at Christi Efterfølger, før
han begyndte paa denne, som mig syntes, umulige Operation, skulde
have betænkt sin Herre og Mesters Ord: Du skal ikke hælde ny Viin
paa gamle Læderflasker, thi da vil Flaskerne sprænges og Vinen
spildes. Denne Følelse vedligeholdt sig ogsaa hos mig da jeg første
Gang saa Paven Ansigt til Ansigt ved en stor Ceremonie i St.
Peterskirken. Denne stive Mumieskikkelse, der bares omkring paa
rødklædte Drabanters Skuldre, indhyllet i hvide lange Klæder,
overskygget af Vifter, kronet med Ypperstepræstens Tiara, Øienene
halvlukkede, Ansigtstrækkene ubevægelige og forstenede, det eneste
Livstegn en af og til gjentagen, eensformig Bevægelse af den høire
Haand med tre udstrakte Fingre (Velsignelsen) – var dette Spøgelse
Reformatoren, var dette de friere Ideers Befordrer, var dette
Italiens Gjenføder? Var det fra hiin høie Throne, hvorpaa
Klerkeskaren satte sin Popants, og nu ringede for ham med
Sølvklokker, nu løftede hans Kaabe op paa den ene Side og røgede
derunder, nu paa den anden og røgede derunder, nu gav ham et tændt
Voxlys i Haanden og tog det bort igjen, nu tog Huen af hans Hoved og
satte den paa ham igjen, ny kyssede ham paa Knæet, nu paa Foden –
var det derfra at de nye Tiders Lys skulde udgaae over Rom, over
Italien, over Verdden? Ak, det Hele syntes mig en sørgelig
Latterlighed, en bitter Ironie paa den Civilisationens Seier, der
skulde vindes med saadanne Fagter. Men jeg betænkte ikke at disse
Fagter, der forekom mig saa besynderlige, fordi jeg ikke forstod dem,
havde enhver sin symbolske Betydning i Religionens Ritus; jeg
betænkte ikke, at den Gestalt jeg her saa paa Bærestolen og
Pavethronen, ikke var Mennesket, ikke Tidsfyrsten Pius den Niende,
men Katholicismens legemliggjorte Abstraction og Symbol, der i de
hellige Functioner maa vise sig i Traditionens Form. Derfor burde
jeg heller ikke søgt Individets Udtryk i denne stereotype Pavemaske,
hvis strenge Ubevægelighed dens nuværende Bærer under den hele
lange Ceremonie kun et eneste Øieblik aflagde. Det var da han,
efterat være steget ned af Thronen og langsomt at have vandret over
det lange Chorgulv, medens hans uhyre Kaabe af sex Præster bares
udspredt omkring ham, med blottet Hoved knælede ved den Bedestol,
der var stillet foran Høialtret. I dette Moment taug Præsternes
eensformige Mumlen, forstummede Kastraternes skjærende Sang, og
ophørte enhver Bevægelse hos den talrige menneskemængde, der
bølgede gjennem Kirkens uhyre Rum, saa at selv den svageste Gjenlyd
døde under dens sonore Hvælvinger. I denne dybeste Stilhed, der
hvor en stor Folkemasse er samlet har noget saa Gribende ved sig og
vidner om en Alle paa engang beherskende Stemning eller Tanke, laae
Pius den Niende hensjunken i stille Bøn for Alle. Og da han i Bønnen
hævede sit Aasyn mod det Høie, var den stive Ceremoniemaske veget
derfra, dets Udtryk var bævende af indre Varme og Andagt, og bar et
utvivlsomt Præg af den store Gjerning, der i dette Øieblik opfyldte
hans Sjæl, Bøn for hans aabnede Folkesags Fremme, for hans store
Kjærlighedsværks Fremgang, for Italiens Gjenoplivelse. Der laae en
forudanet Seier og en fast Overbeviisning i dette bedende Aasyn, som
uimodstaaeligt meddelte sig til Alle der saae det, og for et Øieblik
ogsaa bragte mig til at troe. Dog denne Stemning var snart brudt,
Pavens Ansigt antog snart igjen sin forrige stive Form, da han gik
tilbage til Thronen for der at fortsætte sin chinesiske Pagoderolle.
Det gamle Væsen begyndte paany med fordoblet Mumlen, og Syngen og
Knixen, og Svingen af Røgelseskar, og Processioner hid og did;
Kirkens Hvælvinger surrede af alskens forvirrede Lyd af de
høitsnakkende Folkeslag fra alle Verdens Hjørner, der promenerede
frem og tilbage under dem, Lommetyvene øvede deres Haandverk –
fortumlet skyndte jeg mig ud af det, som mig syntes, profanerede
Tempel; udenfor paa den gigantiske Trappe faldt jeg i Kløerne paa
Betlernes graadige Hær – nedstemt ilede jeg hjem gjennem de
smudsige Gader, fristet til mange Gange at udraabe med Harme og Sorg:
Er dette det nye Rom og skal herfra Oplysningen og reformværket
udgaae?
Men alt
eftersom Dagerne gik hen i Rom og jeg vænnede mig til Livet der,
vænnede mig til at observere det egentlige Romerfolks offentlige
Færd, ikke blot hiint sammenstimlede meest af Fremmede bestaaende
Nysgjærrighedspublicum ved de store kirkelige Festligheder; eftersom
jeg siden kom til at iagttage Pius den Niendes Ord og Handlinger
nærved, betragte ham i hans Folks, ikke i hans Cleresies Midte,
lærte jeg efterhaanden at forstaae Vexelvirkningen mellem ham og
dette Folk, lærte jeg at erkjende, at den hele ved ham ikke saameget
vakre som ledede Bevægelse var virkeligere, var dybere, var mere
fremtidsrig, end jeg i Førstningen havde troet muligt – Jo mere
jeg Dag for Dag blev optagen i den egne Verden som Rom danner for sig
selv, des mere voxede min Tillid til dette miskjendte romerske Folk,
et man ret betragtet, snarere burde beundre end foragte fordi det
uagtet saamange Nedværdigelser, trods saa utroligt slette sociale og
politiske Forhold gjennem mange Aarhundreder, dog har kunnet bevare
saameget af sin gamle Kraft og Adel, som endnu er Tilfældet. Man
behøver blot at komme fra de øvrige italienske Stater, ligemeget
sydfra eller nordfra, til Rom, og man vil strax mærke den uhyre
Forskjel mellem Kjernen af denne Stads Befolkning og Neapels eller
Mailands f. Ex. Og dette ikke blot i det Ydres Skjønhed, i
Physiognomiernes antike Ædelhed, Bevægelsernes Anstand og Ynde,
Sprogets sonore Reenhed; man kan ogsaa, hvis man vil, snart komme til
Erfaring om at dette indtagende Ydre ikke blot er et huult Skal, ikke
blot en levnet Fernis fra bedre Dage over et ormstukket og
livsforladt Indre, men at der virkelig endnu er en sund Kjerne deri,
som man troede udtørret, ja, at denne forsømte Fortidslevning af et
Folk maaskee har mere uforfalsket Livsformue i sig, end mangt et
andet overcultiveret Nyhedssamfund. Hos den romerske Almue er der en
forunderlig Blanding af Lidenskabelighed og Indolentse, af barnlig
Naivetet og moderne Takt, af Uvidenhed og medfødt Skjønhedssands og
Sluhed, af sydlig Iver og Inertie, af lovløs Selvtægt og stor
Ordensfølelse; det er saaledes en Kjendsgjerning, at medens Knivstik
og blodige Scener høre til Dagens Skik ved private Sammentræf og
ved Lidenskabernes Conflict, hersker der ved offentlige Sammenkomster
og ved store, livfulde Folkeforlystelser eller Fester den skjønneste
Orden og Sømmelighed, den sikkreste Urbanitet midt under den høieste
Lystighed, og det uagtet saagodtsom intet Politie eller Militairopsyn
findes, men Folket er sin egen Vogter. Man skulde troe det er
Bevidstheden om dets historiske Værdighed, der paalægger det
udannede romerske Folk denne Tøile, selv i dets Saturnalier; den
samme Værdighed, hvori den simpleste Bottegha eller Haandværker
drapperer sig, naar han tilbageviser den Fremmedes Mistankesyttring
om Prelleri med et uendelig stolt: «Jo son o [sic] Romano.» Af alle
disse forskjellige Egenskaber hos sit Folk har nu den nye Pave vidst
paa den klogeste Maade at benytte sig til sit sociale og politiske
Reformationsværks Fremme. Med den ene Haand har han aabnet Porten
for Lys og Frihed og givet sit Folk en Impuls fremad, med den anden
holder han det forsigtigt tilbage, og leder og styrer Bevægelsen
inden Fredens og den besindige Fremgangs rette Skranker. Det blev mig
snart mærkeligt, hvorledes han stykkeviis tildeler Folket sine
Gaver, og gjør den ene Indrømmelse eller Nyhedsindstiftelse efter
den anden til Trin for Romernes gradvis Opstigen til Folkebevidsthed.
Han vidste altid at holde dem i Aande ved et eller andet Circulaire
eller Motu-proprio om en Forbedring i Statsforvaltningens mange
Brøst, en eller anden mindre Institution, indtil han endelig kom til
en Hovedforandring. Og mærkede han undertiden at hans Folk i dets
letfængelige sydlige Indbildningskraft foregreb Fremtiden og gav
hans Foranstaltninger en videre Betydning end dermed for Øieblikket
var tilsigtet, saa havde han altid paa rede Haand en Formaning eller
et Edict af conservativ Tendents, der virkede som et kjølende Pulver
paa Exaltationen, og erindrede Publicum om, at Alting endnu afhang af
Herskerens gode Villie. Imidlertid søgte han ved idelig at færdes
mellem Folket at udjævne den Kløft der forhen havde bestaaet mellem
det og Kirkefyrsten, han vænnede dem til udenfor Kirkeceremonierne
at betragte ham som et Menneske og ikke som et over menneskelige
Følelser ophøiet Helgenbillede. Jeg troer jeg før engang har
omtalt hvorledes han i Kirken Andrea della Valle uventet i den
bekjendte Pater Venturas Sted traadte op for den forsamlede Mængde,
oplod den i saa mange Aarhundreder tause pavelige Mund, og selv talte
bevægelige, formanende, faderlige Ord til den i Taarer svømmende
Menighed. Siden øvede han oftere paa lignende Maade sin blide og
intrængende Veltalenhed i andre Kirker eller Forsamlingssteder, ja
endog under aaben Himmel til de tætte Folkeskarer. Det er ved
saadanne Anledninger, eller ved de offentlige Audientser, som Paven
hver Uge giver for Hvermand, eller paa hans næsten daglige
Spadseregang udenfor Porta Pia, eller ved en af de populære
Festligheder, der saa hyppigt gives til hans Ære, at man bør see
Pius den Niende, hvis man i hans Træk vil søge et Billede af hans
Mission. Isærdeleshed ved disse Folkefester, da hele Mængdens Jubel
stiger ham imøde, lyser hans Ansigt af saadan Glæde, og Fasthed og
Haab, at man ikke kan andet end troe paa dets Udtryk. Hiint evige
Hang til Fester og Optog, der udgjør et saa eiendommeligt Træk i
det romerske Folks Liv, har nemlig ogsaa bemægtiget sig det nye
Reformvæsen, og af hvert Emancipationsedict, som Paven lader udgaae,
af hvert nyt Skud, han indpoder paa den gamle Stamme, udspringer en
Fest pludseligt som en tropisk Blomst, ved hvis glødende Farve og
berusende Duft man i Øieblikket glæder sig, ubekymret overladende
til Fremtiden om den skal sætte Frugt. 
En af disse extemporerede
Festligheder vil jeg her nævne særskilt, baade som en Prøve paa
dem alle, og fordi dens Anledning var en af de vigtigste. En Aften i
April Maaned sad jeg i et for sin gode Viin bekjendt Trattoria i
Nærheden af Fontana Trevis brusende Vande, sammen med en Deel danske
og svenske Kunstnere. Pludselig bliver der i det yderste Værelse
blandt de derværende Gjæster af den romerske Middelstand et
almindeligt Opbrud, høie Skrig og Tummel hørtes oppe fra Gaden,
Alle styrtede ud, selv Opvarterne og Kjøkkendrengene forlode deres
Borde og deres Gryder for at følge Strømmen. Vi skyndte os efter,
og paa vort Spørgsmaal om hvad der var paafærde fik vi kun
forvirrede raab til svar, som «Evviva Pio Nono! Leve de Deputerede!
Til Qvirinalet, til Qvirinalet!» Da fort strømmede den jublende
Folkemasse, Mænd, Qvinder og Børn opad den steile Gade til Monte
Cavallo, Pladsen foran Qvirinalet, vi med, uden endnu at være blevne
klogere. Paa vort gjentagne Spørgsmaal svarede endelig en ung Romer,
der med blussende Kinder, tindrende Øine og under jublende «Viva»
foer os forbi: «Hvad, I vide ikke at den hellige Fader har givet en
Constitution?» Og væk var den Exalterede. «Naa, det feilede kun»,
udbrød fortvivlet en dansk Kunstner i vort Følge, der havde
tilbragt flere Aar i Rom, blot sværmende for dets Antiqviteter af
alle Slags, selv for dets gamle Smuds, og saaledes havde sin stadige
Ærgrelse af alt dette Nyhedsvæsen – «det feilede kun! en
Constitution! Nu god Nat al Poesi og alt Kunstnernes Fristed i Rom!»
– Constitution var det nu vel ikke der var givet, kunde heller ikke
være det, den spøgede kuns i enkelte Exalteredes Hjerner, men det
var dog en Spire dertil, eller Skygge deraf, alt eftersom man
betragtede det, som Paven denne Aften havde indstiftet. Netop dette
Aften, den 22de April, om jeg husker ret, havde hans Hellighed
nemlig ganske uventet promulgeret Edictet om et Slags
Provindsialstænder. Deputerede fra Hovedstaden og Provindserne, vel
valgte af Paven, men dog foreslaaede af Communerne, skulde samentræde
i Rom for offentligt at discutere Statens Anliggender og bringe
Folkets Ønsker for Thronens Fod. Det er den samme Institution der
ganske nylig under Navn af Consulta del Stato er bleven aabnet med
saamegen Høitidelighed, og som vel for et andet Land vilde være af
liden Betydenhed, men for den romerske Stat, hvis indre Anliggender
hidtil uden Control overveiedes og forvaltedes af udenfor Folket
staaende Prælater og uvidende Præster, bliver et uhyre Fremskridt
for Folket til at kjende sig selv, sine Fornødenheder og billige
Fordringer.-ZZZ-Festival_Before_the_Quirinale_Palace.jpg)
Fra den
skjønne Plads foran Qvirinalet lyste os langt borte en Ildglands
imøde. Et Tog af Patrioter med mange hundrede Fakler stode allerede
opstillede i flere Rader foran Paladset, og midt imellem dem hævede
Folketribunen Angelo Brunetti en stor hvid Fane, hvorpaa det hele
lange Edict allrede fandtes malet med store Bogstaver, uagtet det
først var offentliggjort for en Times Tid siden. Det blodrøde Skin
fra de mange Fakler stred med det sølvklare Maanelys, der denne
Aften med Sydens hele forunderlige Glands hvilede over den evige
Stad, og i denne dobbelte Belysning tog Pladsens pittoreske
Omgivelser af Paladser, Obelisker, colossale Statuer, Haveterrasser
med ranke, mørke Cypresser bag, Alt belivet og bedækket og omgivet
af en uoverseelig Folkemasse, sig høist phantastisk ud. Rummet var
ligesom opfyldt af Ild, af Lys, af dunkle, som Lynet sig bevægende
Skygger, af Jubelraab, af Musik, af vældige chorsjungne
Hymnestropher, af utallige Menneskers brændende Tanker. Alt dette
tilsammen havde en electrisk Vexelvirkning, og hævede Øieblikkets
Stemning til Begeistringens Delirium. Tilsidst, da det varede noget
længe inden Paven lod sig tilsyne, forenede alle Lyd sig til et
eneste, tusindstemmigt Raab: «Santo Padre! Santo Padre!» Endelig
kom den Feirede frem paa Altanen, modtaget af en uendelig
Acclamation, medens i det samme foran Castor- og Polluxgruppen, der
staaer ligeoverfor Pavens Loggia, antændes bengalsk Ild af rød og
grøn Farve, hvis dæmoniske Skjær oplyste de antike Colossers
herlige Former og Qvirinialets lage Façade,
hvor den hellige Reformator netop stod paa Altanen og rakte
sine Hænder høit mod den maaneklare Himmel, som om han vilde
nedkalde den rene Glands deroppe over det gjøglende, vildt blussende
Flammeskjær, der nu indhyllede ham og hans Folk. Uagtet hans Ansigt
var mildt og Øie straalede, var der dog Noget i hans hele Udseende,
der ligesom røbede en uvilkaarlig Tilbagebæven for de mægtige og
vilde Kræfter, han selv havde sat i Bevægelse. Hans Stemme skjalv
tydeligt, da han under den dybeste Stilhed begyndte at oplæse
Velsignelsesformularen, men snart gjenvandt han sin Fasthed, og
Slutningsordene usagde han med en Kraft og en Kjærlighed i Stemmen,
der gjenlød i Alles Bryst, og han gjorde en Gestus, som om han vilde
samle dem Alle til sit Hjerte. Folket sagde sit Amen med en
Eedrægtighed, en Tillid og en Andagt, der maatte lyde ham som god
Hjertegrund at bygge paa. Og da han trak sig tilbage, udslukkedes paa
een Gang alle de kunstige Gjøglelys og røde Blus, og kun den rene
Himmelglands straalede over Folkemassens Hoveder, da den roligt og i
al Orden skildtes ad. Var det et Symbol paa at den Klarhed og Fred
han havde nedbedet over sit Værk, virkelig til Slutning skal krone
det og overvinde alle Vildfarelser og forførende Drømme? –
Fremtiden vil vise det.A. Munch.
Ingen kommentarer :
Legg inn en kommentar