Det andet Stykke, af Berlineren Schrader, fortjente og fandt i alle Sagkyndiges Øine en endnu større og dybere Anerkjendelse, om end ikke med saamegen Bram. Dets Gjenstand er den bekjendte Scene af Kong Edvard den 3die af Englands Historie, da han efter Indtagelsen af Calais giver Befaling til at lade de sex Borgere af Calais henrette, der med Strikken om Halsen fremstille sig for ham som Sonoffere for deres By, medens Dronningen knælende gaaer i Forbøn for dem, og ogsaa virkelig Bevæger Kongen til Mildhed. Dette Billede er ikke overlæsset med Figurer, som det forrige; Handlingens Moment er simpelt og klart udhævet, og det Hele er udført med en Sandhed, en poetisk Fylde og en kunstnerisk Kjærlighed i de mindste Detailler, som uden al Tvivl sikkrer det en betydningsfuld Plads i den nyere tydske Malerkunsts Annaler. Paa en herværende engelsk Kunstelskers Raad gaaer Schrader nu med sit Billede til London, hvor det vistnok vil finde en værdig og hæderfuld Plads i det Galleri for nationalhistoriske Stykker, der skal anlægges i det nye Parlamentshuus.
 |
| Carnevalsscene av Marstrand |
Har tydske Kunstnere saaledes end i denne Vaartermin
gjort meest Opsigt i Rom, saa er det nærmest fordi de have ladet
sine Arbeider offentligt udstille; en Gang gjennem de scandinaviske
Kunstneres Studier vil snart overbevise En om, at ogsaa hos dem
findes Elementer nok til saadan øieblikkelig Succes, om Vedkommende
attraaede den. Det lønner sig høiligt saa ofte som muligt at besøge
Marstrands kostelige Skizzer af det italienske Folkeliv, af
Carnevalet, hans Illustrationer til Don Quixote, hans klare,
forunderlige Portræthoveder; ligeledes en Valfart til Ernst Mayers
deilige Blomstersamlerinder fra Genzano og hans andre fortræffelige
Genrebilleder; til Rhodes skjønne, varme Landskaber fra Frascati,
Campagnaen og de pontinske Sumpe, og ikke mindre til Lundgreens,
Palms og en stor Deel Andres Arbeider. Sculpturen drives ogsaa nu af
de nordiske Kunstnere med meget Held; det synes virkeligt som om
Formsandsen og den plastiske Tornure var draget mod Nord for at hente
ny Kraft i Barbarernes Land, saa talrige og vel opfyldte ere her
Billedhuggernes Værksteder med Overskrift «N. N. scultore danese»
eller noget sjældnere «suedese». Jerichow staaer blandt hine endnu
fremdeles i størst Ry; hans bekjendte colossale Gruppe: «Hercules
og Hebe», hvorved han vandt sin Berømmelse, udføres nu i Marmor
for Kongen af Danmark. Siden har han modelleret en Jæger, der
behager meget, og saavidt jeg veed er bestilt i Marmor til England.
Han arbeider nu paa et Gravmonument for Goethes Sønnedatter, der
nylig er død i Wien. Blandt de andre danske Billedhuggere her
udmærker Holbek sig ved flere smukke Sager, hvoraf dog de færreste
ere bekjendte i hans Fædreland. [Anders J.] Kolberg, en anden ung Dansk, har
under Arbeide en kraftig og skjøn Theseusfigur, der lover meget. Hos
Fogelberg har man den colossale Statue af Gustav Adolph, der skal
smykke Torvet i Gothenborg. Stor Interesse vækker ogsaa Svenskeren
Molin, en elskværdig, ægte Kunstnersjæl, der har brudt sin Bane
trods alle Hindringer, og nu frit kan udfolde sine Psychevinger under
Italiens Himmel. Han var før Kjøbmand i Gothenburg, og stræd længe
mellem sin materielle Bedrifts Fordringer og sit indre mægtige
Kunstnerkald, indtil dette maatte seire; han forlod Alt, gik til
Kjøbenhavns Academie og gjennemløb der i utrolig kort Tid alle
Grader og vandt flere Præmier – efter to Aars Forløb var han
allerede i Rom, hvor han snart vandt almindelig Opmærksomhed ved sin
Hyrdedræng, en af Sandhed, Inderlighed og Følelse besjælet Statue.
Den udføres nu i Marmor, og Molin har ogsaa nylig med Prinds Oscars
Fregat hjemsendt en yndig lille Amor.
Af de romerske Billedhuggere
staaer endnu Tenerani øverst, som en værdig Discipel og Efterfølger
af Thorvaldsen, hans tre Ateliers paa Piazza Barberini ere et sandt
Museum for sig selv. I Bologneseren Fadolinis [sic] Verksted hersker stor
Virksomhed; her drives Kunsten i en lavere Sphære, der nærmer sig
til Haandverkets. Her copieres til Englænderes Forbrug berømte
Billedverker af Canova, etc. Her sees ogsaa mere som Curiositet end
som Skjønhedsgjenstand et uhyre Gravmæle over en indisk Fyrstinde,
Begum Sombre, bestaaende af 8 eller 9 næsten colossale Figurer
grupperede sammen trods den meest skrigende Forskjel i Characteer og
Drapering: man seer her om hinanden hinduiske Dragter, engelske
Uniformer, catholske Præstekjoler og græske draperede Dyder; til
Kunstnerens Undskyldning gjælder ikke, synes mig, at det Hele er
bestilt og foreskrevet saaledes. Af Tadolini er ogsaa den colossale,
noget plumpe Statue af St. Paul, der tilligemed St. Peters af Fabri
blev med stor Høitidelighed og i Pavens Nærværelse opstillet foran
den store Trappe til Peterskirken, nogle Dage før Paaske. – Ja,
jeg har da ogsaa oplevet Paasken i Rom[;] jeg har været Tilskuer ved
det store Mysterium, som Kirkens Overhoved og hans Hof af Prælater
og Præster her opfører aarlig i den hellige Uge. Mange af disse
uendelige Ceremonier ere i sig selv betydningsfulde og poetiske, men
den maskinmæssige Maade, hvorpaa de udføres, den støiende,
andagstløse Trængsel, hvori de bivaanes af Publicum, Alt dette
forstyrrer deres Indtryk, og gjorde at idetmindste jeg med den bedste
Villie ikke ved deres Betragtning kunde komme til nogen opløftet
Stemning, og uvilkaarlig ledtes til at ansee det Hele som et tomt
Skuespil, gjort for de Fremmede, og for det nu som i gamle Dage
skuelystne romerske Folk. .jpg)
Kun tre Momenter fandt jeg, der svarede til
min Forventning, og greb mig for hele Livet: det var
Kuppelbelysningen, Girandolaen paa Engelsborg [Castel Sant'Angelo] og det Indre af St.
Peterskirken Skjærtorsdag Aften i Halvmørke, kun svagt oplyst hist
og her i Korsgangen ved en enkelt Vokskjerte; medens Pillegrimenes
Procession med Kors og Fakler sagte skred frem under de høie mørke
Hvælvinger, og knælede i en Halvkreds om det stærkt oplyste Kapel,
hvor Sacramentet var begravet. Jeg havde ventet til disse gribende
Momenter at kunne føie Pavens Velsignelse fra Peterskirkens Loggia,
men jeg maa tilstaae at jeg her skuffedes. Localiteterne og
Forsamlingen var vel, som jeg tænkte mig dem; den uhyre, pragtfulde
Plads bedækket med maaskee 50,000 Mennesker – men da Pavens 2
store Paafuglvifter viste sig paa Altanen, da han selv reiste sig fra
sin Bærestol og hævede Armene til Himlen, da alle Klokker kimede og
Engelsborgs Kanoner tordnede – da sank blot Soldaterne paa Knæ,
den hele øvrige Menneskemasse løftede blot paa Hatten og raate
deres Evviva Pio nono! Ja Nogle raabte endog paa den længe forlangte
og belovede Nationalgarde. Det Hele fik derved et pliktisk Anstrøg;
det var en Fyrste, der viste sig for sit Folk, ikke Christi
Statsholder der lyser Velsignelsen over Rom og Verden, urbi et orbi.
Thi Alle see mere den verdslige Reformator og Tidsfyrste i Pius den
Niende, end den hellige Fader; den gode Knæbøiningstid er forbi.
Endnu sætte alle liberale Fremskridtsmænd i Italien sit Haab til
ham; enhver af hans Handlinger blive udtydede i denne Aand. Da det
fameuse Trykkefriheds- eller rettere Trykketvangs-Edikt i Marts
Maaned udkom, nedsloges vel Forventningerne Noget, og Romernes
Uvillie ga sig Luft ved paa en Nat at nedrive alle Placaterne derom
fra Gadehjørnerne; men snart trøstede man sig igjen: det var ikke
Paven selv, det var hans Omgivelse, de gamle, haardnakkede Cardinaler
i østerrigsk Sold, der havde foranstaltet dette, hed det, og da
Paven næste Gang viiste sig offentlig raabte man til ham: Corraggio
Sauto [sic] Padre, hør ikke paa de Andre, stol paa dit Folk! –
Verden faaer nu see hvorvidt en moderne liberal Pave kan bestaae, og
drive sit Forbedringerværk.Rom den 16de April 1847.
A. Munch.
Ingen kommentarer :
Legg inn en kommentar