En Brudefærd til Vands

En Brudefærd til Vands, etter Tidemand og Gude. Farvelitografi fra Udvalgte norske Folkelivsbilleder, Christiania 1864. Munchs dikt «Brudefærden (efter Gude og Tidemand)» ble opprinnelig publisert i Morgenbladet (1849), siden i Meir Goldschmidts tidsskrift Nord og Syd (1849) og i samlingen Nye Digte (1850).

 

En Brudefærd til Vands

Der aander en tindrende Sommerluft
Varmt over Hardangerfjords Vande,
Hvor høit mod Himlen i blaalig Duft
De mægtige Fjelde stande.
Det skinner fra Bræ, det grønnes fra Li,
Sit Helligdagsskrud staaer Egnen klædt i -
Thi see! over grønklare Bølge
Hjemglider et Brudefølge.

Som en Oldtids Kongedatter saa prud,
Med Guldkrone paa og Skarlagen
I Stavnen sidder den præktige Brud,
Saa fager som Fjorden og Dagen.
Lyksalig Brudgommen svinger sin Hat,
Nu fører han hjem sin dyreste Skat,
Og seer i de Øine milde
Sit Liv som et Bryllupsgilde.

Alt risler det lokkende Tonefald
Af Gangar og Slaat over Voven,
Fra Fjeld til Fjeld ruller Bøssens Knald
Og Glædesraab svare fra Skoven.
Med Brudens Terner drives det Skjemt,
Og Kjøgemesteren har ikke glemt
At fylde ustandselig Kruset
Til Ære for Brudehuset.

Saa drage de frem med lysteligt Spil
Hen over den blinkende Flade,
Og Baad efter Baad sig slutter dertil
Med Bryllupsgjæster saa glade.
Det blaaner fra Kløft, det skinner fra Bræ,
Det dufter fra blomstrende Abildtræ -
Ærværdig staaer Kirken paa Tangen
Og signer med Klokkeklangen.

I dette bævende, flygtige Nu.
For Draaben af Aaren er trillet, -
Har Kunsten fæstet med kjærlig Hu
Det hele straalende Billed,
Og løfter det stolt for Verden frem,
At Alle kan kjende vort herlige Hjem
Og vide de Eventyr klare
Som Norges Fjorde bevare.