Nye Udgravninger i Rom

[av A. Munch, i Norden. Et Maanedsskrift, udgivet af J. Lieblein vol II (1866), ss. 295–307]

Den rige Historiens og Mindernes Mark, som Staden Rom og dens Omgivelser danner, har i de sidste Aar atter frembudt mange interessante Frugter af sit uudtømmelige Skjød. Jeg kalder det med Rette uudtømmeligt; thi uagtet de utallige Ødelæggelser, Ildebrande, Ombygninger, hensynsløse Plyndringer og Udgravninger, som dette Territorium i Løbet af mange Aarhundreder har undergaaet, behøver man blot endnu hvorsomhelst at grave i Jordskorpen forat støde paa Levninger af her undergangen Storhed, baade fra den hedenske og den første christelige Old, som og fra senere Glandsperioder. Det er netop det Eiendommelige og stadig fængslende ved Roms Physiognomi, baade under og over Jorden, at Menneskehedens Historie der har afsat sig i visse synlige Lag og Gange, i Lighed med de Naturmærker, Geologien har fremstillet fra Jordoverfladens Dannelse og Omvæltninger. Over og ved Siden af etruskiske Grave finder man Pragtgravsteder og Columbarier fra Kongedømmets, Republikens og Keisertidens Dage, ligesom christelige og jødiske Catacomber – i og over antike Templer christne Kirker, paa keiserlige Pragtbygninger har Middelalderen afsat sine raa Feudalborge, medens den evigt unge, sydlige Plantevæxt har omslynget det Hele med sit duftende, altid grønnende, broget blomstrende Slør. Og i det moderne Rom prange endnu marmor- og guldglindsende de i al deres Smagløshed dog storartede Mindesmærker fra Pavemagtens Overmod i Renaissance- og Rococo-Tiden, gjennem hvis Buegange det stivnede Hierarchi endnu bevæger sig i tom, falmet Pragt, medens den opmærksomme Iagttager derigjennem kan fornemme den nære Brusen af den ny Tids, det ny Italiens Frihedshav. I Rom er saa stille, at man troer at kunne høre Historien groe.

Det er dog naturligviis Mindesmærkerne fra Cæsarernes Old, der afgive den mest lønnende Mark for Oldgrandskerens, som for Kunstnerens Studier, og Levningerne fra hin Tids særegne Storhed berherske endnu Rom og Omegn, som det romerske Keiserdømme eengang beherskede Verden. Det er fra Cæsarernes Skjønhedspragt, den de arvede eller rettere erobrede fra Grækerne, at hine Hære af Billedstøtter skriver sig, som befolke Vaticanets, Capitoliets, saamangeVillaers og Paladsers Sale, det er de kostbare, polerede Marmorsøiler og andre ædle Stenarter fra Keisertidens Templer, Theatre, Bade og Paladser, som pryde og beklæde Roms nuværende Kirker og Slotte, medens de halvt nedbrudte Muurstens- og Travertin-Kolosser, hvorfra hin ædle Beklædning er tagen, dog endnu i al deres Forfald og Nøgenhed overrage og beherske alle senere Bygningsværker, naar undtages Peterskirken. Blandt disse mægtige Vidner fra Cæsarernes overmodige Verdensmagt indtage selve Keiserborgens Ruiner paa Mons palatinus, dette Romervældets Vugge og Grav, som billigt, den første og største Plads, men de vare og til den allersidste Tid mest forvirrede og ødelagte, saa at de frembød for Blikket et Chaos af røde Teglsteensbuer og labyrinthiske Gange, overgroede af det yppigste Grønne, og hvori den mest erfarne Oldtidsforsker ikke kunde udfinde nogen ordnet Plan, eller danne sig kun et nogenlunde Begreb om denne umaadelige Bygningsmasses oprindelige Udseende og Form. Den største Deel af den uregelmæssige Firkant, som Palatinerbjerget indtager, (og som begrændses imod Nord af Forum Romanum og Via Sacra, mod Vest af Capitolinerbjerget og Velabrum, mod Syd af Circus Maximus og mod Øst af Via San Gregorio) befinder sig vel endnu i den samme uudforskede og forvirrede Ruintilstand, tildels bedækket af Viinhaver, Klostre og Hømagasiner, men den nordlige Deel af samme, der støder mod Forum Romanum og indtages af de saakeldte farnesianske Haver, er i den seneste Tid bleven underkastet en systematisk Udgravning og Oprydning, der stadigt fortsættes, og allerede har bragt de interessanteste Resultater for Dagen. Dette storartede Foretagende skyldes dog ikke den romerske Regjering, skjøndt man ellers ikke kan nægte den nuværende Pave Fortjenester i samme Retning, saa vidt hans indskrænkede Midler tillade det; han har saaledes ladet iværksætte betydelige Udgravninger i Ostia, det gamle Roms Havnestad, ligesom de paa hans Befaling foretagne nye Undersøgelser i de christelige Catacomber (hvorom vi siden maaskee skulde tale) fortjene al Paaskjønnelse. Men Udgravningen af de farnesianske Haver vilde ikke kunnet blive foretagne, hvis ikke en mægtigere Haand end selve Pavens var kommet med i Spillet. Disse Haver, i sin Tid anlagte af den mægtige Familie Farnese, og fra denne gaaede i Arv til Exkongen af Neapel, Frants den Anden, bleve fornylig af denne solgte til de Franskes Keiser, Napoleon den Tredie. Nu var denne kostbare Grund, hvor Palatiums mest storartede Bygninger laae begravede, kommen i en Mands Hænder, der baade havde Evne og Villie til at hævde de skjulte Skatte, ligesom hans egne omfattende Studier af den romerske, især Cæsarernes Historie, maatte være Borgen for, at Undersøgelserne vilde blive ledede med Sagkundskab og efter alle Videnskabens Regler. Dette skede ogsaa. Keiseren lod strax kraftigt tage fat paa Arbeidet under Ledelse af den dygtige Archæolog P[ietro]. Rosa, og at Arbeidet ikke skulde
trækkes hen med den sædvanlige romerske Langsomhed, derfor sørgede han ved som sine Arbeidere fortrinsviis at anvende de flinke og vevre franske Soldater, der ligge i Garnison i Rom. Inden kort Tid var Arbeidet saa langt Fremskredet, at man kunde bestemme Grundplanen for en Deel af den keiserlige Vaaning og frigjøre de uhyre Substructioner, som begrændse Palatinerbjerget ud mod Capitolinum og Velabrum. Med sædvanlig fransk Libralitet ere Haverne nu gjorte tilgjængelige for Publicum, vel ikke aldeles offentligt, hvilket ikke vel kunde gaae an saalænge Arbeiderne staae paa og mange værdifulde Brudstykker af Marmorsager og Statuer deri ligge omspredte, men dog saaledes, at enhver anstændig Romer eller Fremmed kan uden Godtgjørelse hos den franske Commandant lade sig hente Indtrædelseskort, hvilke hvert gjælde for 5 Personer. Den alminelige Besøgelsestid er hver Torsdag, og seer man da gjerne hele Rækker af Vogne holde udenfor Havernes Indgangsport, der vender ud mod Forum romanum, og hele Skarer af Besøgende (rigtignok mest Fremmede, thi Romerne selv umage sig yderst sjeldent med at besee deres egen Byes Mærkværdigheder) bevæge sig uafbrudt op og ned af den store Trappe, der fra Porthvælvingen fører op til den første Terrasse. Alt foregaar i den største Orden og Ro, høflige Vagter af de franske rødbuxede Soldater ere opstillede rundt om i Terrainet, og Tavler med Indskrifter betegnet Navnet paa de udgravede Rum, og den Bestemmelse, de oprindeligt have havt. Disse Indskrifter ere almindeligviis Citater af gamle latinske Forfattere, hvis forskjellige Udsagn om Palatiums Topografi med stor Lærdom og Nøiagtighed heri ere samlede og anvendte.

Vi ville slutte os til et saadant Thorsdagsselskab og foretage en Vandring i de farnesianske, eller som de hellere nu burde hede, de napoleonske Haver. Vi stige da først opad den store Trappe, der fra Indgangsdøren fører op til de Terrasser, hvorpaa disse i stiv, gammelitaliensk Stil anlagte Haver have udtrakt sig med deres ligeskaarne Laurbærhækker, Rader af stive Cypresser, Blomsterrbed i Form af Vaabener, Vaser, Dyr og underlige Figurer, Grotter og Statuer med sære Vandkunster, saaledes som man endnu seer dem velbeholdne i forskjellige romerske Villaer. Anlæggene i disse Farnesernes forrige Pragthaver vare dog, da Napoleon overtog dem, næsten ligesaa forfaldne, som de Ruiner paa Ruiner, de bedækkede. Hvad der var tilbage af den stolte Families gjerne smagløse Rococo-Forziringer er nu næsten forsvundet for Udgravningerne, der har afdækket en endnu stoltere Slægts mere classiske Mindesmærker. Dog findes smaa Lunde og grønne Plainer over og mellem Steenhobene, men den rige Naur har ikke endnu faaet Tid til at bedække disse med de yppige Krandse af Grønt og Slyngvæxter, som gjør Ruinerne i de øvrige Dele af Palatinerbjerget, især de ud mod Circus maximus, saa maleriske.

Paa den øverste af disse Terrasser ligger det smukke Casino eller Havehus, som Udgravningernes Conservator, P[ietro]. Rosa, nu beboer, og som blev bygget under Pave Paul den Tredie (Farnese) af Architekten [Giacomo Barozzi da]Vignola. Dets Indre er ikke tilgjængeligt for Fremmede, noget mærkværdigt er der nok heller ikke at see, men en deilig Bolig maa det afgive, beliggende som det er med den herligste Udsigt over det gamle Rom og de fjerne Bjerge – og omgivet paa Bagsiden af et nydeligt, velholdt lille Rum i Haven, hvor Roms evige Rigdom, de klare Vandspring, risle og strømme i Straaler og Neg over og iblandt de pragtfulde Blomsterpartier. Blandt disse Vandkunster paafaldt os en ved dens Sindrighed og Nethed – Napoleon den Tredies Navnetræk, dannet af hvide og røde Cameliaer og Roser, saaes under en chrystalklar Klokke af strømmende Vand. Men vi forlode snart disse moderne Anlæg for at begive os i sydøstlig Retning tilvenstre for Casinoet, hvor Hr. Rosa antager at have fundet Grundvolderne til et Tempel for Jupiter Stator. Her, som overalt, er paa store Tavler angivet de udgravede Resters mere eller mindre sikkre Benævnelser. Ikke langt herfra, ved den nedre Ende af Villaen, har man fundet endeel af den gamle Clivus (Stigning), der førte op fra summa via sacra til Palatium. De store Brostene af Basalt laae vel vedligeholdte. Ved dem staaer en Pille af den gamle Porta Mugionia, som paa denne Side dannede den eneste Indgang til Paladserne. Her i Nærheden har Tarquinius Priscus boet. Ved den øvre Ende af Clivus har man at tænke sig et terrasseformet Trappesystem, hvilket fortsatte Udgravninger maaskee endnu vil bringe for Dagen. Det dannede, formodentlig med et Atrium, Palatinerbjergets Front mod denne Side. Dalen, eller det saakaldte Intermontium mellem Bjergets to Høiderygge, fyldte Vespasian og den flaviske Keiserfamilie ud, efterat de havde til Folkets Brug tilbagegivet Esquilinerbjerget, der under Nero var Hoffet reserveret. Dengang stod endnu paa Palatinerbjerget Privathuse, som M. Scaurus's, Clodius's og Marcus Tullius Ciceros, hvilke alle naturligviis nu maatte gaae op i de keiserlige Bygninger. Af disse Pragtsale er nu kun Grundmurene tilbage og ved Udgravningerne fremkomne, kun sparsomt her og der sees Spor af den oprindelige Marmorbeklædning. Vi betræde først det saakaldte Tablinum, et stort firkantet Rum, en keiserlig Thronsal, hvilken endnu Heraclius i det 7de Aarhundrede efter Christus har beboet. Tilvenstre derfor befinder sig et mindre Rum, som man har antaget for et Lararium, fordi Levninger af den flaviske Families Huusguder og Stamtavler der ere fundne. Tilhøire for hint Tablinum træder man ind i en stor Basilica eller Domshal, hvis Grundform med den halvrunde Tribune endnu tydeligt kan erkjendes. Enkelte gjenstaaende Søiler antyde, at en Porticus har løbet rundt omkring, ligesom ogsaa Marmortrappen, der førte op til Tribunen, endnu er bevaret. Trappeopgange til andet Stokværk kan man ogsaa her bemærke. Ved det forreste Hjørne af Basilicaen seer ma store Tuskvadre, som gjentage sig ved den modsatte Side af Bjerget, under det gamle Casino (ikke det af Hr. Rosa beboede) og saaledes nøie angive det Areal, som Flavierne benyttede til deres Bygninger. Fra Tablinum komme vi lige Linie fra Indgangen ind i en stor Peristyl, som paa alle Sider har været omgivet med Søilegange. I Midten heraf fører en Trappe ned til de underjordiske Kammere, som forhen falskelig kaldtes «Livias Bade», de eneste Rum, som før de franske Arbeider vare udgravede. Den ny, nuværende Nedgang er vilkaarlig gjennembrudt, thi den gamle Indgang tilligemed Vinduerne, der gav disse Kammere Dagslys, bleve i sin Tid utvivlsomt tilmurede for at bære de derover staaende Grundmure til Flaviernes Bygninger. Disse to Kammere ere nemlig altfor rigt udstyrede med Stucatur, Maleri og Forgyldning, til at man kan antage at de oprindeligt have været mørke Kjælderrum. De afgive saaledes et slaaende Beviis paa, hvorledes den ene keiserlige Bygherre har bygget ovenpaa den andens Pragtgemakker, uden at respektere disse. Loftet i disse to mørke Gemakker er saaledes beklædt med de skjønneste Stucaturarbeide, Guld paa hvid og Himmelblaa Grund, fremstillende de yndigste Arabesker og mythologiske Figurer; desværre have Farverne lidt meget ved Røgen af de Voxlys paa lange Stænger, som man i lang Tid har anvendt for at besee dem.

Fra Peristylen træder man ind i Triclinium, eller den keiserlige Spisesal, Coenatio Jovis, som den efter et Sted hos Julius Capitolinus kaldtes, og er bleven gjenkjent for. Det er en stor Sal, i hvis ene Ende man endnu seer den halvkredsformige, brogetfarvede Marmorindfatning, som har omsluttet den keiserlige Coena. Her har de altsaa siddet, de overmodige Verdensherskere, ved deres sybaritiske Maaltider, omgivne af den mest raffinerede Luxus, tilbedte som Guder af det nedværdigede romerske Senat og Patriciat, uddelende til alle Sider Magt eller Elendighed, Liv eller Død ved et Smil eller en rynket Pande, et mildt eller et vredt Blik. Her har det gyldne Loft hvælvet sig over dem, baaret paa Vægge og slanke Søiler af det sjeldneste Marmor, Jaspis og Alabast, medens Hellas's ædleste Statuer fra Nicherne saae ned paa dem med stille Høihed – her har de skjønneste Kvinder dandset for dem paa Mosaikgulvet, her har sød Musik lydt fra Harper og lybiske Fløiter, medens Rosenblade regnede ned fra Loftet over Cæsars yppige Bord og Vandspringene pladskede inde fra Nymphæum i Sidehallen, hvor endnu det store, aflange Bækken kan sees den Dag i Dag. Undertiden blev vel al denne udsøgte Nydelse forstyrret ved Oprør og Mord, medens Prætoriangardens vilde Storm bruste nærmere og nærmere gjennem Marmorhallerne – man veed saaledes med Sikkerhed, at Keiser Pertinax netop i denne Sal (Coenatio Jovis) blev overrasket af en Paladsrevolution – men snart kom en ny Tyran istedetfor den afsatte eller myrdede, og fortsatte Cæsarlivet i mere Herlighed eller Galskab. – Og nu – hvad er vel tilbage af al denne Herlighed? Kun nogle afbrudte Mure – den nøgne Jord til Gulv, den aabne Himmel til Loft – af al Marmorpragten kun smuldrende Brokker omspredte – Stilhed og Øde overalt – Barbarer fra det yderste Thule vandrende frit om i Cæsarernes Sale, der nu kun beboes af grønne Fiirbeen og bevogtes af røde galliske Soldater. Sic transit gloria mundi.

I Flugt med disse keiserlige Vaaningsrum har man truffet paa Levningerne af flere Luxusbygværker, hvilke man af deres Form foreløbig har betegnet som Porticus, Bibliothek og Academi. Paa Siden af en skjøn Porticus af corinthiske Søiler, der atter nu ere opreiste, hvor de fandtes omstyrtede, seer man dybt under deres Grund mægtige Kvaderstensmure, hvilke her udfylde Dalen. Materialet til disse Mure bestaaer mest af Stene fra Bjerget Coelius, hvilket Material, som man veed, blot anvendtes til Bygning indtil Sullas Tid. Idetmindste saa gamle ere altsaa disse Substructioner. Academiet – en stor, rund Sal med Nicher – var engang beklædt med pragtfulde Marmorplader, hvoraf Brudstykker nu ligge spredte rundt omkring. Bag Academiet hælder Bjerget steilt ned, og den hele Strækning herfra til Velabrum antages at indeholde Resterne af Tiberius's Bygninger, der endnu ikke ere udgravede. De her opstillede Tavler, der fornye Mindet om Romulus, hvis første Anlæg skal have været her, ere Conjecturer af Hr. Rosa. Herfra vende vi os til Palatinerbjergets Afhang mod Nord, hvor den gale Keiser Caligula har bygget. De uhyre Substructioner bestaae af høie, nu underjordiske Hvælvinger og Kammere, hvor man nu og da træffer paa Mosaikgulve, Rester af Loftmalerier al fresco, og Marmorbeklædning; disse Hvælvinger hvile igjen paa Rester af den gamle Roma qvadrata (bygget af Tufkvadre) paa Kongedømmets og Republikens Tid. Ved det nordvestlige Hjørne sees Levningerne af Porta romana og Clivus Victoriæ, ad hvilken man steg op fra Forum til Caligulas Huus. Her anlagde Caligula en hængende Bro, der førte over Husene og over Forum hen til Jupiters Tempel paa Capitolinum, og saaledes forbandt dette hellige Bjerg med Palatium. Et Stykke af denne Bro med tilhørende skjønne Marmorrækværk troer man at have fundet ved Udgravningerne her. Ovenpaa disse vældige Substructioner befinder sig nu, istedetfor Caligula-Slottets Søiler og Architraver, en liden Lund af Steenege, Cypresser og Oliventræer, blandt hvis skyggefulde Gange nu og da fremtitte hvide Fauner og Nympher, stærkt restaurerede Statuer, hidførte fra den forrige Villa Campana. Fra Aabningerne i denne Lund, men mest fra Tinderne af et lidet Taarn midt i den, har man den mest storartede Udsigt over den underliggende Panorama af Ruiner, Kirker og Klostre mellem Viinhaver og Orangelunde, og i det Fjerne Campagnens bølgende, grønne Hav omkrandset af de blaa Sabiner- og Albanerbjerge. Aldrig skal jeg glemme det magiske Indtryk, denne Udsigt gjorde paa mig, da vi efter Rundvandringen om Udgravningerne vandt op paa Taarnet, netop som den romerske Solnedgang tømte sine Purpurstraaler over al denne veemodige, de store Minders og den evigt friske Naturs forenede Herlighed. Det var ligesom Templerne og Triumphbuerne paa det underliggende Forum, som Constantins-Basilicaens vældige og Colisæets over Alt ragende Steenmasse nogle Minutter igjen antog Livets varmende Glød, for i næste Øieblik atter at bedækkes af Dødens Skygger, da Sydnattens sorte Vinger efter Solnedgang pludseligt slog sammen over dem. Men endnu længe efter stode de fjerne Bjerge, Naturlivets evige Vidner, i svagt Rosenskjær.


Stigende ned af denne Høide kom vi nu paa den modsatte Side tilbage til Hr. Rosas Casino, som vi vare gaaede ud fra, og havde saaledes gjort Rundvandringen i de farnesiske Haver. Før vi forlode disse maatte vi dog endnu besee et lidet Museum, som i et strax ved Casino beliggende Havehuus er samlet af hvad man ved Udgravningen har fundet af Statuer, Billeder, Huusgeraad, Mynter, Anticaglier, kostbare Marmorarter, o. s. v. Af sidstnævnte Sager er der en udvalgt Samling, af egentlige Kunstværker derimod meget lidet. Det synes, som de værdifuldeste Billedstøtter allerede ved tidligere Undersøgelse maa være blevne borttagne eller ødelagte, ellers kan man ikke forklare sig, hvorledes de keiserlige Pragtsale ikke have givet mere Udbytte af antike Statuer, medens de skjønneste saadanne endnu til den seneste Tid findes i Rom, paa Steder hvor man mindst skulde vente dem. Saaledes har man for faa Aar siden i nogle af de upaagtede Ruiner udenfor Ponte Molle fundet den herlige Imperatorstatue af Augustus, som nu er en af Vaticanmuseets Hovedprydelser, ligeledes ved et Tilfælde i Trastevere den skjønne Athlet (Apoxyomenos) der er i Begreb med at rense sig fra Olien, hvormed Legemet ved Væddekampen indsmurtes, en Marmorstatue, der antages for en antik Copi efter en af Lysippus's Mæsterværker. Originalen til denne Statue var af Erts og stod i Agrippas Thermer. Den behagede Tiberius saameget, at han lod den bringe derfra til sit Palads, men Folkets Uvillie derover var saa stor, at han maatte lade den flytte tilbage til dens gamle Plads. Og nu fandtes dens mesterlige Efterligning i Tiberflodens Gruus! – Ganske nylig er der jo ogsaa ved et Tilfælde skeet et mærkværdigt Fund nedenfor Corsoen, i den store, side Slette langs Tiberen, som var de Gamles Campus Martius, og nu er bedækket med en Labyrinth af trange Gader, der indeholder den tættest befolkede Deel af det moderne Rom. Her havde en Architekt kjøbt et gammelt, brøstfældigt Huus, der dog har det stolte Navn Palads, thi i Rom kaldes ethvert Huus, saaledes, der har en egen Indkjørselsport og et større Gaardsrum, selv om dets Architektur ikke synderligt hæver sig over den almindeligt borgerlige. Kjøberen vilde foretage nogle Restaurationer med Huset og lod til den Ende Gaardsrummet opgrave – pludseligt stødte man der, kun en Alen under Jordfladen, paa en muret, langagtig, flad Hvælving. Forsigtigt blev denne aabnet, og man tænke sig den lykkelige Architekts Overraskelse, da man deri fandt liggende udstrakt og vel bevaret en kolossal Herkulesstatue af lueforgyldt Erts, et antikt Mesterværk! Og ikke nok dermed – inden i den hule Ertsstatue fandtes igjen gjemt et skjønt Marmorhoved. Sandsynligviis har Kolossalstatuen tilhørt et her staaende Tempel eller en offentlig Halle – man veed jo at Marsmarken var bedækket med saadanne – og er ved en af Roms mange Plyndringer af omhyggelige Eiere eller Tempelvogtere bleven saaledes nedgravet. De har vel tænkt, siden at faae den op igjen – men ere vel selv bortrevne i Ødelæggelsen; – den indmurede Statue er bleven glemt i Tidernes Løb, for atter at bringes for Lyset i vore Dage, som et af de mange Vidner om Oldtidens mageløse Rigdom paa Kunstværker. Den lykkelige Finder har for en betydelig Sum afhændet Statuen til den pavelige Regjering, og i Vinter blev den opstillet i Vatikanmuseet i den herlige Sala rotonda, hvor den rager høit op over de andre derværende, skjøndt ogsaa kolossale Statuer. Mange fandt vel, at den ikke ganske var paa sin Plads her, idet dens overragende Størrelse og gyldne Glands virke forstyrrende paa Indtrykket af de ædle, hvide Marmorskikkelser omkring i Salens Nicher – ligesom det og ikke kan nægtes, at Hovedet er udtryksløst, og ikke svarer til Legemets skjønne og kraftfulde Forhold. Det er sandsynligviis senere sat paa efter et Portræt af en eller anden mægtig, maaskee cæsarisk Mand, for efter den fordærvede Keisertids Sædvane at bevises guddommelig Ære. Men ialfald er Statuen af stor Værdi og særdeles mærkværdig for den Omhyggelighed, hvormed den er opbevaret, og som har havt til Følge, at den den Dag idag er næsten ligesaa heel og glimrende, som da den for over tusinde Aar siden udgik fra Ertskunstnerens Værksted.

Ingen kommentarer :

Legg inn en kommentar