Den første Nat i Italien

Goethe regnet sin første ankomst til Roma som en gjenfødsel, og feiret siden ankomstdagen den 3. september 1786 som sin nye fødselsdag. Thorvaldsen høytideligholdt likeledes sin første dag i Roma, den 8. mars 1797, som sin egentlige fødselsdag. Blant nordiske kunstnere og andre Italiareisende ble det snart vanlig å feire sin romerske fødselsdag på denne måten. Andreas Munchs romerske fødselsdag var den 5. januar 1847, altså for nøyaktig 167 år siden idag. Han skildrer ankomsten i sin utrykte reisedagbok, som er bevart i Nasjonalbibliotekets håndskriftsamling. 

Landstigning i Civita Vecchia; tog sig malerisk ud fra Søen med sine gamle Taarne og omgivet af grønne Marker, men efterlod hos os den ubehagelige Erindring formedelst den Ulvs Graadighed hvormed Toldbetjente, Pasbetjente og Vetturiner der kastede sig over os. Endelig fik vi klaret alt dette Virvar og tog Pladse i en Vetturins Vogn der i en Nattefart at bringe os til Rom. Reiseselskab 2 Franske og en styg Italienerinde. Langsom Kjøren gjennem et aldeles øde og vildt Landskab; brune Høider og enkelte Trægrupper: Campagna di Roma. Halvveis holdt vi for en Osterie, hvor vi traf en anden Vetturins Passagerer, og deriblandt den danske Corsar [Meïr] Goldschmidt. Aftenmad i Osteriet. Macaroni og Svinekjød. [...] Samtale om politiske Gjenstande. Disse Italienere meget høflige; trakterede os med Punch og Caffe; Eviva Pio Nono og Scandinavien. – Udsigt [...] over det maanebelyste Hav; deiligt mildt Veir og en vidunderlig klar Himmel. For aabent Vindue Natten til den 5. Januar! Efter nogle Timers Nat fortsatte vi den langsomme Fart gjennem Campagna di Roma. Intet bebudede at vi nærmede os Verdens Hovedstad; altid den samme Ødhed og Brunhed: Ved Daggrye saae vi pludselig en stor Masse rage i Veiret som det syntes nær ved os; Eccola San Pietro raabte Italienerinden. Det varede dog endnu længe inden vi kom til Roms Porte; vi kjørte ind gjennem Porta Cavalegghi [sic] lige bag St. Pietro og Vaticanet; atter Pasuleilighed; derfra over Peterspladsen, Engelsbroen [Ponte Sant'Angelo] gjennem en heel Mængde smaae Gader til la Dogana hvor Tøiet atter maatte visiteres. Derfra en Vogn til Hotel d'Allemagne i Via Condotti. Efter i en Skynding at have klædt os om gik vi ud for med egne Fødder at betræde Roms Gader. Piazza del Popolo; Monte Pincio. [...]. Denne Deel af Rom langtfra det stille Udseende som man havde sagt os. Gang til Torlonia forat hæve Penge; hans prægtige Palads paa Piazza Venise. Paa Hjemveien traf vi en norsk, Houm, der fulgte os ud forat see paa Værelser, og siden til Pantheon og Antoninsøilen, som vi besteg forat faae en Oversigt over Rom. Middag Kl. 5. hos [Trattoria] Lepre i Via condotti; traf sammen med en Mængde Danske og Svenske. Oberlieutnant Södermark; cand. Svane, [...] den unge Molbech, Goldschmidt. Cafe greco. Aftenen i Hotellet.

I dagbokens beskrivelse kjenner vi igjen elementer fra diktet Den første Nat i Italien, trykt i samlingen Digte, gamle og nye (1848).

Imellem de brune, mildt rundede Høie

Hvor Ødhed har fæstet sin fredede Bolig

Vor Vogn drager fremad med sukkende Møie

Drager frem igjennem Campagna di Roma.

Klar over vort Hoved os Fuldmaanen følger

Og kaster en rødlighvid Glands over Landet,

Og over det klare Middelhavs Bølger

Som glimtende fjernt skylle op imod Stranden.

Fra Høi og til Høi en uformelig Levning

Af Oldtidens Muurverk gaadefuld skuer,

Og langt i det Fjerne skimtes en Række

Af Aqvæducternes evige Buer.

I den Januarnat vaarlige, linde

Luftstrømninger møde mit Bryst og min Pande –

Og bringe mig Hilsen og ville mig minde

At nu har jeg naaet de længstdrømte Lande.

Jeg kan ikke tvivle, jeg finder dem alle

De hellige Mærker, fra Barndommen kjendte –

Jeg ved: gjennem Eensomhed Veien maa falde

Til Roma, til Ørkenens Dronning i Vesten.

Jeg veed, at ei Nutidens brogede Vrimmel

Har vovet sig ind over Kredsen om Roma –

Jeg veed at kun Sydens forførende Himmel

Med Sødme og Gift har udbredt sig derover.

Jeg føler dens Aande, mit Hjerte maa banke,

Jeg ønsker at dvæle, jeg ønsker at ile –

Jeg kan ikke fatte den mægtige Tanke:

Imorgen dit Øie paa Forum skal hvile.

I stille Forventning saa fremad der drages,

Til Stjernerne blegne og Morgenen vaagner –

Alt svagt bag de blaanende Bjerge det dages,

Det lysner igjennem de stigende Taager.

Da løfter et Punct sig fra Synskredsranden

Og voxer og bliver en afrundet Klippe,

De Reisende undres og spørge hinanden –

San Pietro! raaber nu stolt Vetturinen.

San Pietro! farer det gjennem mit Hjerte

Og Nerver og Tanker stærkt bevæges –

San Pietro! giver du Fryd eller Smerte,

Og vil jeg kunne din Tyngde bære?