Paul Botten Hansen om Munch

Andreas Munch.

[Paul Botten Hansen i Illustreret Nyhedsblad, bd. IV, nr. 2. 13. januar 1855.]

Paul Botten Hansen

Ligesom Ingemann blandt de nulevende danske Digtere, er den, hvis Arbeider have den største Afsætning og Udbredelse, saaledes A. Munch blandt de norske. Begge Digtere indtage altsaa en lige Høidestand i Publikums Yndest, og forsaavidt ligger allerede deri et, skjønt tilfældigt Sammenligningspunkt. Hertil kan føies et andet, der paa en Maade forklarer hiin lige Høidestand, nemlig Overeensstemmelsen i deres Digtertalents Omfang, Anvendbarhed og Anvendelse, i deres Digtnings hele Characteer, ja selv i deres Livsbetragtning. Begges egentlige Rige er Lyriken, og hvad der i almindelig Forstand ligger inden dens Grændser raade de over – kun ikke Humoret, der er deres Talents naturlige Begrændselse. Da de saaledes i Egenskab af Lyrikere raade over hvad der, som Jean Paul sige, udgjør Blodsystemet i enhver sand Digtning, nemlig Følelsen, er det let at indsee, at de inden alle Digtarter kunne frembringe belivede Produktioner, om end ikke disse blive det Slags Minervafigurer, der med Et springe fuldendte frem af den Skabendes Hjerne. Begge disse Digtere have ogsaa godt indseet denne deres lyriske Begavelses Magt over Poesiens forskjellige Enemærker, og have derfor betraadt disse, – man kan lægge til – med et Held, der endmere viser hvor stor deres Begavelse maa være inden deres egentlige Rige, siden hiin Følelsens Tryllestav forstaar at udøve en bærende, belivende Virkning selv paa Produktioner, der ikke ere dens hele Trylleri undergivne. De have begge ikke alene leveret episke Digtninger, der have vundet de Læsendes fulde Beundring, men ogsaa dramatiske Arbeider, der, prægede med Følelsens Adel, ere gangne over Scenen med Bifald.

Forfølger man Characteeren i begges Digtninger, vil man finde en analog blid, sværmerisk, oprindelig noget sentimental Tonart, der især maa tiltale det ungdommelige Gemyt. Jævnsides hermed gaar en ubestikkelig Kydskhed i Tanker og en varm Religiøsitet i Følelser. Derfor ere begge det barnlige Gemyts, Damernes Digtere; de ere Anelsens og Haabets Sangere, og den Sjæl, der endnu ikke er bleven forkjølet av Livsskuffelsernes Trækvind, lytter til deres Sang med den inderligste Fryd, fordi dens egen Grundakkord anslaaes derved. De oplukke en ideal, en romantisk Verden. Man anstrænger sine ungdommelige Evner for at naae den, og udrustet med vældig Phantasi er man ogsaa saa heldig at naae den. Man fastholder Illusionen med sin hele Styrke; men snart kjøle Livets kolde Vinde det varme Bryst, Ironiens skjærende Latter høres fra de stærke Sjæle, der holde sig oppe trods Haabets brustne Svømmeblærer; der lyde Klagesuk fra de Feige, der ikke have Greb paa at samle Vraget af sin første lykkelige Existents for deraf at bygge en anden. Under disse omgivende Billeder lader man i et ubevogtet Øieblik Illusionen falde. Og istedet for en Kandidat til den ideale Verden, behersket af Ens Hjertes udkaarne Prinds eller Prindsesse, gjenfinder man i sig selv en forulykket Elsker, en donquixotisk Ridder, en dumhedsstemplet Verdensreformator o. s. v. Grundig ulykkelig opgiver man denne fagre Verden, dette Ungdomsdrømmeriets Paradiis, og bliver grundig ironisk, grundig forstandig, grundig praktisk. Og nu haaner man baade denne Verden og Digteren, der var Cicerone til denne lettabelige Herlighed? vil man maaskee spørge. O nei! saa haard er man da ikke. Har Du hørt Nogen at haane den, der førte ham did, hvor han fattede sin første Kjærlighed? Den, som først lærte ham at elske? Brænder man afdøde Kjæres Portræter, for at udslette de sidste smertesmanende Spor af det Oplevede. Nei, det menneskelige Sind kan ikke antage nogen fragmentarisk Afslutning; det kan ikke afkaste Erindringens Bro bag sig. Denne bevarer det, for i høitidelige Stunde at snige sig tilbage til de ungdommelige Drømmeriers rigtstrømmende Kilde og her forynge og vederkvæge sig til en fortsat trættende Vandring. Og man elsker dobbelt Digteren, hvis Sang bringer denne Mindets rige Skat i Erindring og giver Mod og Dygtighed til at stjæle sig hen til den. Og selv naar Digteren under dette Livs Piinagtighed har maattet opgive sin drømte Verden, og hans Toner ere blevne Savnets og Smertens, selv endda elsker man ham, ikke blot paa Grund af denne gjenstridige Tilnærmelse, som Fællesskab i Skjæbne medfører, men fordi Savnet og Smerten hos ham antager Skjønhedens Form, Beherskethedens Characteer. Og hvo, der ikke som Digteren kan udsynge dette Savn, denne Sorg, fra det Hjerte, hvorved de ere nærede, han vil ialfald fatte den Omhu, den Dulgthed, hvormed disse Følelser bør næres, det Sindsforædlende, der ligger i denne Næren, det Ydmygende i at lade barnelatterblandet Graad lyde ud i en Verden, «hvor Enhver har Nok med sig Selv», og hvor derfor Resignation er en Statspligt.

Den lyriske Digter giver disse smertelige Følelser en almeengyldig Form, hvori de tør existere uden for det Hjerte, hvor de høre hjemme, og hvori de virke opløftende og opvækkende for det indre Menneske. Han har derfor ved Udtalelsen af disse Følelser et stort Kald, en stor Betydning; Storheden ligger ikke i Omfang, men i Dybde, i Inderlighed. Den miskjendes derfor ofte, endog af Digterne selv, der paavirkede af de ydre Livsforholde sætte den i det yderlig Store. I Kunst som i Literatur ombyttes det aandelige Øiemaal for det legemlige: saaledes bliver en ægyptisk Obelisk overordentlig større, end en græsk Marmostatue, et Simonsensk Idstedslag et kjæmpemæssigt Kunstværk ligeover for et Tidemandsk Genrebillede og Klopstocks Messias et halvandettusinde Gange større Udødelighedsværk end Goethes «Mignon». Denne Hildethed i Alenmaal gjør ofte, at Lyrikere vilde bortbytte et lyriskt Digt, der i uberegnelige Tider vil kunne holde sig levende og friskt i Folkets Erindring, for et «Befriet Israel» eller en «Jonathan» der i et Bibliothek «kan staae paa egne Been» og vække Rumfyldningens Opmærksomhed. Derfor seer man saa ofte sande Digtere at skride ud over sit Ingeniums Enemærker for der at frembringe mere iøinefallende, mere stortladende Værker. De medbringe sine forrige Haandterings anbefalende Borgerbrev, og Publikum beundrer i de nye Værker den gamle anerkjendte Mesters Haand, som man tror virksom, skjønt usynlig, og gjør Sit for at krone Misviisningen. Men dette Publikum dør, det tager sine Fordomme, sit Skrig, selv sin Dumhed med sig i Graven, og de, der byggede herpaa, staae overladte til sig selv, til hvad der i deres Virken bærer en indre Spire, der blandt kommende Slægter atter og atter kan udfolde sig i vaarlig Friskhed, uafhængig af tillavet Lys og Skygge. Da indsees der, at det ikke er det Storlemmede, det Korpulente, men det Friske, det Sundtproportionerede, der har Dødstrodselsesevnen i sig. Da bliver der Mening i, hvad Vilmar siger om Schiller, at han ikke i sine høittonende Tragedier, men i nogle Smaadigte vil leve udødelig, saalænge der existerer tydskt Sprog.

Dog, det er paa Tide, at jeg ender disse Bemærkninger, ved hvis Almindelighed og Fjerntliggenhed i nærværende Tilfælde jeg maaskee allerede er bleven Læseren trættende, og at jeg, siden nu engang Sammenligningen af vor Digter med hiin danske er indledet, fortsætter denne Sammenligning med et Par endnu manglende Træk. Religiøsiteten er i begge Digteres Arbeider lige oprigtig; den udfolder sig fra Digterens Sjæl og er saaledes ikke af det Slags Pennereligiøsitet, hvormed Forfattere nutildags udstyre sine Aandsværker som Sikkerhedsindretninger mod Kritikens Banbuller, og som et Lokkemiddel for det store verdslige, endog det gudsforladte Publikum, der ved denne Kjøben og Tagen i Forsvar af selv de sletteste religiøitetsmærkede Sager paa en Maade besørger en Kanoniseren af sig selv. Vedbliver man Sammenligningen, vil man hos begge finde den samme sværmeriske Længsel efter Syden i Forening med den inderligste Kjærlighed til Hjemmet og Hjemve under hiins Tilfredsstillelse. Selv i begges Forhold til det læsende Publikum og til Kritiken vil man finde en betydelig Lighed. Ingen af dem har Kritiken synderlig at takke for sin Berømmelse, og kun i eet norskt Blad, «Krydseren», har A. Munch i den senere Tid havt en stadig og varm Lovtaler. Begge ere blevne Herskere i Digtningens Verden, nærmest paa samme Maade som Napoleon i Statsstyrelsens, nemlig ved Masserenes Eenstemmighed. Vilde Kritiken forsøge et Anathema, da lader det sig lettelig forudsee, at det vilde blive lige saa afmægtigt, som Victor Hugo's fra Jersey. Derfor har den været klog nok til at tie, og for Munchs Vedkommende har den kun gjort et enkelt Forsøg (nemlig angaaende Salomon de Caus i Morgenbladet f. A.), der har gaaet i modsat Retning af de blot læsende Meningsbestemmere. Den skrivende Kritik maa man i dette Tilfælde ligesaalidt bebreide Mangel paa redelig Villie til at anerkjende disse Digteres Værd, som Mangel paa Mod til at sige sin Mening, forudsat at denne ikke skulde falde sammen med den almindelige. Kritiken er Anatomiker, Theoretiker; hvor Forstanden er det Overveiende, er den stærk; i Følelsens Rige begynder dens Svaghed. Med Hensyn til Ingemann og Munch har den været saa billig at indsee dette og opgive Meningsdannelsens Ret. Nedskriveren heraf har selv ved Udkomsten af «Sorg og Trøst» været i et saadant Tilfælde. Jeg indsaa min og andre smerteubevandrede Menneskers Udygtighed til efter Fortjeneste at vurdere en Bog som denne, der var en uforbeholden Udfoldning af et dybt Smertes- og Følelsesliv, og jeg tillod mig ikke at have nogen Mening. En Mand, der aabenbar var ligesaa føleudygtig som jeg, havde dog den Mening, at der skulde ydes Bogen Ros, uagtet han ikke af Hjertet kunde gjøre det, og saaledes lod han i Christiania-Posten hiin medynksfulde og for Digteren saarende Pligtmæssighedskritik vandre ud i Læseverdenen.

Selv med Hensyn til Gangen i begge de sammenlignede Digteres Virken og i deres Overgangsstadier vil man finde en mærkelig Overeensstemmelse. Begges første Digterperiode er lyrisk-romantisk og «characteriserer sig fornemmelig ved Følelsens Overvægt og Phantasiens Hang til at anskueliggjøre det indre Liv, uden stort Hensyn til det ydre og ved en inderlig Tilsluttelse til Ideelivet selv gjennem Romantikens Mystik». Derpaa følger en anden Periode «med en kraftigere og friskere Livsfarve og mere bestemt objektiv Retning, hvori der findes den samme romantisk-christelige Grundtone, skjønt forskjellig modificeret ved de forskjellige Livsalderes Udvikling og Modenhed». Naar man hos Munch med Undtagelse af den christelig-religiøse Retning savner noget ganske Tilsvarende til Ingemanns tredie Digterperiode, med dens national-historiske Retning, da kommer dette ikke af Munchs Mangel paa Anlæg til at forfølge denne Retning, hvilket han allerede i «Nord og Syd» har godtgjort, men vel mere fordi han, som toogtyve Aar yngre, endnu ikke har naaet saa langt. Medens Ingemanns Digtervirksomhed kan ansees som afsluttet, er Munchs i fuld Fremadskriden, og derfor vilde det være en historisk Foregribelse allerede nu at søge at bestemme hans virkelige Digterrang i vor Literatur. Dette har da heller ikke været Meningen med de foregaaende Linier og vil endnu mindre blive det med de efterfølgende, hvilke skulle indskrænke sig til biographiske og bibliographiske Antegnelser paa almindelig Kompilatorviis.

Andreas Munch er født i Christiania den 19de Okt. 1811. Faderen var den som Digter bekjendte og som Bisop over Christiansands Stift i 1832 afdøde Johan Storm Munch, en Broder af Stiftsprovst Edvard Munch, Historikerens Fader. Moderen er Petronelle, f. Hofgaard. Efterat have gaaet paa Christiansands lærde Skole, dimitteredes A. Munch i 1830 herfra til Universitetet, tog næste Aar Andenexamen og begyndte at studere Lovkyndighed. Dette Studium kunde imidlertid lidet stemme med hans Aandsretning, og derfor drev han det heller aldrig til nogen Embedsexamen. Omsider blev han Kopist i Finantsdepartementet, og opgav ganske hiint Studium.

Munch beherskedes af hiin for sande Digtertalenter eiendommelige Trang til at digte, hvilken havde ytret sig meget tidlig, idet han allerede under sin Skolegang skrev Vers, og den er ogsaa let at spore i hans hele følgende Digterliv. De første Frugter af hans Muse vare en liden Digtsamling, der under Titelen «Ephemerer» udkom paa Joh. Dahls Forlag i 1836; og trods sine Mærker paa Umodenhed bleve disse blide sværmeriske og melancholske Ungdomsdigte modtagne med Velvillie og Bifald. Derpaa fulgte næste Aar et længere lyrisk-episkt Digt, «Sangerinden», og et treakters Drama, «Kong Sverres Ungdom», der var skrevet til Aabningen af det nye Theaters Forestillinger, men ved Opførelsen gjorde ringe Lykke. Nu udgav han intet særskilt Arbeide før i 1840, da der fulgte en liden tiltalende dramatisk Digtning med Titelen «Donna Clara, en Natscene», (der af H. Thaulow oversattes paa Tydsk.) Men imidlertid havde han (siden 1836) i Dagbladet «Den Constitutionelle» leveret mange Digte og Feuilletonsartikler; og under 11te September 1841 indtraadte han ogsaa i Redaktionen af dette Blad, sammen med Carl Motzfeldt, og besørgede den siden, som Bladets Eier, alene, men maatte udtræde af Departementet. – At en saadan Skribentvirksomhed var Munchs egentlige Kald aldeles imod og at han kun ved Omstændighedernes Magt bragtes til at indlade sig paa den, har han selv indrømmet, paa samme Tid som han har erkjendt, at hans Udvikling derved fremmedes, forsaavidt han nødtes «ind i Tilstande, der gav ham et friere Blik paa Livet, end de blot lyriske Drømmerier til da havde kunnet bringe».

De «Omstændighedernes Magt», hvoraf Munch beherskedes, vare de samme, som pleie at være Talentets almindelige Huuskors, og som fremtræde i Skikkelse af dagligt Udkomme, og undergrave dets indre Liv. Talenterne i Digtning og Kunst ere ikke «praktiske» og kunne derfor heller ikke fryde sig ved den «praktiske Virksomheds» Forrettigheder, et sorgfrit Udkomme. Opnaaes dette, saa man uforstyrret kan leve for sin Kunst, er det mest ved særegne Tilfælder. Ved en lykkelig Skjæbne. Det hører til Undtagelserne. Imidlertid var Munch saa lykkelig omsider at kunne opofre sig ganske for sin kjæreste Syssel, for Digtekunsten. Da han i 1844 var bleven gift med Charlotte A. Juul, en Datter af en formuende Kjøbmand, behøvede han ikke at øde sine Evner til Journalistikkens sporløse Virksomhed. Efterat han i 1846 havde udgivet «den Eensomme»», en Sjælehistorie, drog han nogen Tid efter med sin unge Kone udenlands, besøgte Italien, og vendte derpaa tilbage for som Digter at udfolde en ny og rig Virksomhed. Denne begyndte med de i 1848 udkomne «Digte, gamle og nye», der indeholdt ikke faa Stykker fra den sidste Tid foruden tidligere bekjendte Digte fra Tidsrummet efter 1837. Samlingen udkom i den mest bevægede Tid af hiint Revolutionsaar, og derfor var det vel, at den ikke vakte nogen stor Opmærksomhed. Den erholdt imidlertid i Langes Tidsskrift en gunstig Bedømmelse ved nu afdøde Prof. P. J. Collett. Da det kan være interessant at gjenkaldde i Erindringen en saa smagfuld og skjønsom Kritikers Dom om Munchs Digtning paa et tidligere, skjønt allerede udviklet Stadium, ville vi hidsætte det mest Betegnende af hiin Kritik. Efterat have bemærket, at man i Samlingen har Anledning til at see Digterens Udvikling gjennem et heelt Decennium, siger han: «Og det er en glædelig Iagttagelse, at denne Udvikling bestaar i noget mere end i en større Færdighed i den Kunst at skrive Vers. Disse Digte staae kjendelige over Mængden af de i «Ephemererne» indeholdte; ja de, der ere forfattede i Decenniets sidste Halvdeel, staae endog i det Hele over dem, der have deres Oprindelse fra dets første Halvdeel. Stoffet er sikrere opfattet, Stemningen dybere greben og Tanken stærkere fastholdt: Dilletantismens Periode er forlængst tilbagelagt, og en modnere Betragtning træder Læseren imøde». Dernæst vedbliver han, utvivlsomt for at imødegaae den af H. J. Thue fremsatte Formening om Munchs Efterligning af fremmede Digtere: «Det har oftere, om just ikke altid paa Prent, været ytret at Munchs Originalitet er underordnet, og at fremmede Toner undertiden klinge gjennem hans Strenge. Efter min Formening er denne Bemærkning ganske uretfærdig. Det er kun de epochegjørende Aander, der formaae at gjengive sine egne Stemninger gjennem en Opfatning af Phænomenerne, der skjønt individuel, dog griber Alle ved Dybde og Skjønhed. Skulde man sætte sine Fordringer til Originaliteten saa høit, vilde den store Skare af Digtere reduceres til Efterlignere. Men til Lykke for Digterne ere de Synsvinkler, hvorunder et Phænomen kan betragtes, uendelig mange, og Phænomenet selv er ikke det samme i de vexlende Tider. Ogsaa den fortjener at kaldes original, som, hvorvel han bevæger sig i en Sphære af Ideer og Synsmaader, der ligge os nærmere, dog gjennemkrydser det poetiske Stof i sine egne Linier, og opfatter Udenverdenen umiddelbart og oprindeligt nok, til at kunne gjengive Billederne uden at fortabe sig i Erindringen om andre Digteres Syner. Men det vilde være en Urimelighed at frakjende Munch en saadan selvstændig Opfatning. En ham eiendommelig Aand mangler ikke i noget af hans Digte, navnligen ikke i dem, hvori han skildrer Stemninger, det være nu i det sjælelige Liv eller i Naturen; og dette er ingen ringe Ros for en Forfatter, der er saa maneerfri som Munch. Der ligger tvertimod efter min Formening en større Magt i hans Eiendommelighed, end man ved første Øiekast vil tro; jo længer man stirrer ind i hans poetiske Slot, jo tydeligere opdager man Trækkene i hans Musas Ansigt.

«Munch forstaar især at gribe de poetiske Stemninger i den Kreds af Forholde, som ligge det menneskelige Hjerte nærmest, og at give dem Mæle i et Sprog, som drager sig smukt og farverigt over Tanken, og som runder den, hvor den mangler noget i Fylde. Uden den sikre Reflexion, der betegner Welhaven, veed han dog ofte paa en naturlig Maade at afvinde Stoffet en skjøn, moralsk Betragtning, og at drage Symbolet ud af Tilsyneladelsen. En vis primitiv Friskhed, der f. Ex. i Christian Winthers Digte er saa tiltrækkende, savner man vistnok; men Læseren stødes dog aldrig ved noget Mat eller Trivielt; hvortil kommer, at han undertiden erstatter Mangelen paa Humor ved en original, bitteralvorlig, for ei at sige grætten Fortrydelse over Begivenhederne, der er af meget Effekt». Dernæst bemærker han, «at det er de egentlige Stemningsdigte, hvori Munchs Aand renest aabenbarer sig», og at Samlingens bedste Digte høre hid og udmærke sig ved en Inderlighed i Følelsen og Reenhed i Opfatningen, der virker mildt paa Læserens Gemyt.

Digtsamlingen efterfulgtes næste Aar af et endnu omfangsrigere og ikke mindre mærkeligt Arbeide, nemlig «Billeder fra Nord og Syd», otte Skizzer, hvortil Stoffet hvad de fire første angaar er hentet fra vort Fædrelands Natur og Historie, til de øvrige fra Syden. Thue erklærede (i Langes Tidsskrift) disse Skizzer, dengang de udkom, for det Modneste, der var flydt fra Munchs Pen. «Der er, sagde han videre, en Sandhed i Opfattelsen, en Elegants og afrundet Skjønhed i Fremstillingen, der gjør Læsningen af dem yderst tiltrækkende». Imidlertid klagede han over Forfatterens gamle «Hang til rhetorisk Deklamation», og hans «svævende Vidtløftighed og udglattede Zirlighed i Stilen, hvorved Tankens Kjærne let blev borte under et Lag af Blomster». Forresten erklærede han Stilen, ved dens Korrekthed og Smagfuldhed, for et Mønster paa norsk Prosa, en Dom, som sikkerlig Mængden af Læsere vil tiltræde. Blandt de øvrige Bemærkninger, som Thue gjør over Bogen, mærke vi os den, at der i Munchs «nordiske Skizzer ikke er nogen ret nordisk Tone», Stoffet er vel nordisk, «men ikke Opfatningen og Sproget». Det nordiske Element er, siger han, i det hele Stedmoderlig behandlet. Han har aabenbar ikke kunnet faae Fodfæste, ikke kunnet finde sig ganske tilrette i dette Element. Han elsker sit Fædreland, dets Natur og dets Historie, og han mener det alvorligt, naar han slaar paa de nordiske Strenge. Men disse ville ikke under hans Hænder give den rette Klang. Hans Naturel og Retningen af hans poetiske Udvikling har draget ham nærmere til «Sydens lette Alfedands i muntert Chor», end til Nordens strænge Alvor og dybe, men for kunstnerisk Fremstilling lidet skikkede Væsen». Hvor grundede disse Bemærkninger for endeel end ere med Hensyn til Digterens tidligere Arbeider, ville de dog ikke træffe flere af hans senere Produktioner, hvori Sproget har antaget en anden Klang og Styrke. Da de omtalte «Billeder» ogsaa fra Indholdets Side ere underholdende, trænge de frem selv til denne store Kreds af Morskabslæsere, der sluger Alt, kun ikke Digterværker, og for hvem altsaa de virkelige Digtere i Regelen forblive ubekjendte.

Kun i et Aar lod Munch vente paa sig, inden han udgav et nyt Digterværk. Det var «Nye Digte» (1850), hvis Kjærne er en episk-lyrisk Digtning, i en sammenhængende Romancecyklus, hvortil Stoffet er hentet fra Haakon Haakonsøns Saga. Denne Digtning, der fører Titelen «Kongedatterens Brudefærd» [sic], forbausede næsten ved en hos Munch tidligere ubekjendt Friskhed og Fyldighed i Sproget og bidrog saare meget til at fremme Digterens Anseelse i Læseverdenen.

Men just som han saaledes med Alvor og Lyst og uhindret af ydre Forholde fulgte sit Digterkald, blev han rammet af et smerteligt Tab, der skulde blive af stor Indflydelse paa hans følgende Digtervirksomhed. I 1850 berøvedes han nemlig ved Døden sin elskede Hustrue, og Sorgen herover fremkaldte en mærkelig Cyklus lyriske Digte, der under Titelen «Sorg og Trøst» udkom i Slutningen af 1852 og nu har oplevet sit tredie Oplag. Allerede i denne Udbredelse ligger et Beviis for den Yndest, disse Digte have fundet, selv om man ikke ogsaa ellers vidste, at de fandt flere og varmere Beundrere, end nogen af Digterens tidligere Produktioner.

Imidlertid havde han, samme Aar som han rammedes af hiint Tab, erholdt den ved Mart. Nissens pludselige Død ledigblevne Amanuensispost ved Universitetsbibliotheket. Denne Post modtog han vel snarere for derved at finde den Adspredelse og Modvægt mod grublende Sorger, der ligger i afmaalet og eensformigt Arbeide, end fordi den særdeles stemmede overens med hans Lyst og egentlige Kald.

I den sidste Tid, hvori Digteren selv siger, at den lyriske Kilde, for ham ikke flyder saa let og umiddelbart, som i yngre og varmere Dage, har han slaaet ind paa et nyt Felt, den christelige Tragedie. Saaledes betegner han selv en ifjor udkommen stor dramatisk Digtning, «Salomon de Caus», hvilken ved sine mange lyriske Skjønheder og ved en dyb religiøs Characteer tiltalte det læsende Publikum, og ogsaa, skjønt mere paa Grund af disse Fortrin, end ved dramatisk Kompositionsstyrke og Afrundethed, gjorde megen Lykke paa Theatret, hvor den ifjor Høst opførtes trende Gange. Denne Digtning blev, ligesom i sin Tid «Sorg og Trøst», rosende anmeldt i det danske Blad «Fædrelandet», hvilket vel har havt til Følge, at Munch ogsaa er bleven bekjendt i Danmark, hvor tidligere ingen anden norsk Digter end Welhaven har havt noget Publikum.

Hvad man senest har modtaget fra Munchs Haand, er den i dette Blad nylig omtalte Samling af ældre og nyere «Digte og Fortællinger». Deri finder man Digterens tidligere end 1848 særskilt udgivne Arbeider, med Undtagelse af «Sangerinden». (Det er efter det lithographerede Portræt, der pryder denne Samling, at vi give hosstaaende Træsnit.)

Ved at tage for sig denne Samling ved siden af Munchs seneste Digtninger kan man ket forfølge hans stadige Fremadskriden i Sprogets og Formens Behandling, eller hvad Mange ville kalde hans Digterudvikling. Dette Slags Udvikling i egentlig Forstand har man imidlertid vanskeligere ved at fastholde, da Munch som Digter ikke har bevæget sig inden en oprindelig begrændset Kreds, men har betegnet sin Virksomhed ved Overgange eller Efterhaands-Erobringer af nyt Terrain.

Til de opregnede Arbeider kunde føies mange Bidrag i Blade og Nytaarsbøger; men dette er her overflødigt, da allerede det Anførte viser, at Munch med Omhu og Flid har anvendt sit i Sandhed ubestridelige Digtertalent.