I sine erindringer med tittelen Et og Andet fra Min Tid (1938, s. 40-43), forteller Katinka Kraft, f. Mørch, om Munchs hjem i Homansbyen og hans første hustrus død.
I Confirmationstiden og senere kom jeg engang om Ugen til Charlotte Juul, senere gift med Digteren Andreas Munch. I Førstningen kom jeg der for at lære Italiensk og senere for at lære et og andet, der kunde være mig nyttigt. Dette var meget interessante Timer, og denne min kjære Veninde skylder jeg, at der blev lagt mangen Interesse ind i mit Liv, som jeg uden hende aldrig hade havt Anledning til at tilegne mig. Fru Munch døde ung, og paa det dybeste greben af dette Tab skrev hendes Mand «Sorg og Trøst». Formodentlig hans beste Arbeide. Charlotte var Datter af Papirhandler Juul i Xania. Moderen var noget original, mod mig var hun god, og jeg erindrer hende altid med Taknemlighed.
Advocat Dunker har nedskrevet medfølgende Tale, for at holdes ved Fru Munchs Grav:
Ved Charlotte Munchs Grav.
Efterat Religionen har udtalt sin Trøst, sit Haab, maa det ogsaa være Venskabet tilladt at bringe den kjære Afdøde sit sidste Farvel.*)
Fra det dunkle Sygeleie have Vennerne været fjernede.
Da vi sidste Gang saae hende for ikke længe siden, straalede hun af Sundhed og Lykke.
Ved hendes Kiste ere Vennerne samlede, først ved Graven møde vi atter vor Veninde.
Var der i vor Kreds Nogen, hvem Livet med dets milde, qvægende Varme havde trykket kjærligere til sit Bryst end hende?
Var der i vor Kreds Nogen, for hvem Livet var saa frit for Smerte, saa rigt paa Lykke, paa skjønne Minder, paa straalende Haab?
Hvorfor maatte da hun døe, medens saa mange af os leve, skjønt Hjertet er brudt, skjønt Livets Haab er slukt?
Hvorfor maatte da hun døe, medens saa mange leve, som med Glæde vilde have givet hende deres Liv, og anseet Døden for en dobbelt Lykke, naar den havde kunnet give hende tilbage til Livet?
Aldrig har nogen Qvinde levet et ædlere, et skjønnere, et rigere Liv, end det, som Himlen i sin Naade havde forundt hende.
Hun var en Digters Hustru, hans Elskede, hans Musa.
En Digter, der for at naae Poesiens forjettede Land kun manglede Modet og den Tillid til egne Kræfter, som kun Lykken kunde give ham, gav hun det manglende Mod, den manglende Tillid, ved at skjænke ham den Lykkens Fylde, som gjengjeldt Kjærlighed er for et fromt, poetisk Sind.
Hun, der lige til Døden lukkede hendes Øine, havde et Barns Sind, et Barns hele eenfoldige Uskyld, hun lærte Manden, Digteren ved sin barnlige Fromhed, hvad de Kloges Forstand ikke kan finde.
Hendes Kjærlighed var det, som lærte ham at forstaae Livets, Naturens, den hele Skabnings rige, harmoniske Skjønhed, og gav ham de fulde Toner for dens Udtryk.
Og da hun havde uddaandet sin hele Sjæls rige Fylde i hans Hjerte, da hans Aand ved hendes Kjærlighed og dens Velsignelse havde udviklet og modnet alle de slumrende Kræfter,
da var hendes Mission tilende, da var hendes Gjerning fuldbragt, da bøiede hun sit Hoved og døde.
Hvilken Qvindes Liv har været rigere, hvilken Qvindes Død skjønnere?
Med alt, hvad Livet eier af ædelt og skjønt, og med al dets Lykke, havde hun været benaadet, – ingen af dets Sorger havde berørt hende.
Maae vi da ikke troe, at Livet havde udtømt al sin Rigdom for hende, og at Døden derfor tillodes at kalde hende, fordi Sorgen og Smerten efter Mennneskelivets evige Love ikke længer kunde holdes borte fra hendes Vei?
Derfor du ædle Qvinde, prise vi Dig lykkelig i Livet, lykkelig i Døden.
Fred være med Dit Støv! Velsignet være Dit Minde!
B[ernhard]. Dunker.
Hos Madame Juul og Munchs kom meget en af Xania beste Skuespillere Balling. Jeg vil anføre som en Mærkelighed, hvor høit Xania Theater stod paa denne Tid, at Balling gjennemlæste hele Schillers Nederlandenes Frihedskamp, da han skulde spille en af Rollerne i et Stykke fra den Tid.
I Munchs Hus har jeg været sammen med Schweigaard og Frue født Homann, Advocat Homann, Professor Munch, Historikeren, hans Hustru født Linaae, Pianistinde. Hun blev efter Mandens Død sindssyg. De havde 4 smukke Døtre. Desforuden Munch Ræder, senere Consul paa Malta, Egypten og Hamburg og mange flere Steder.
*) Disse Ord vare nedskrevne i den Hensigt at fremsiges ved Graven, men da dette faldt Forf. umuligt, blev de paa denne Maade Vennerne tilstillede.
I Confirmationstiden og senere kom jeg engang om Ugen til Charlotte Juul, senere gift med Digteren Andreas Munch. I Førstningen kom jeg der for at lære Italiensk og senere for at lære et og andet, der kunde være mig nyttigt. Dette var meget interessante Timer, og denne min kjære Veninde skylder jeg, at der blev lagt mangen Interesse ind i mit Liv, som jeg uden hende aldrig hade havt Anledning til at tilegne mig. Fru Munch døde ung, og paa det dybeste greben af dette Tab skrev hendes Mand «Sorg og Trøst». Formodentlig hans beste Arbeide. Charlotte var Datter af Papirhandler Juul i Xania. Moderen var noget original, mod mig var hun god, og jeg erindrer hende altid med Taknemlighed.
Advocat Dunker har nedskrevet medfølgende Tale, for at holdes ved Fru Munchs Grav:
Ved Charlotte Munchs Grav.
Efterat Religionen har udtalt sin Trøst, sit Haab, maa det ogsaa være Venskabet tilladt at bringe den kjære Afdøde sit sidste Farvel.*)
Fra det dunkle Sygeleie have Vennerne været fjernede.
Da vi sidste Gang saae hende for ikke længe siden, straalede hun af Sundhed og Lykke.
Ved hendes Kiste ere Vennerne samlede, først ved Graven møde vi atter vor Veninde.
Var der i vor Kreds Nogen, hvem Livet med dets milde, qvægende Varme havde trykket kjærligere til sit Bryst end hende?
Var der i vor Kreds Nogen, for hvem Livet var saa frit for Smerte, saa rigt paa Lykke, paa skjønne Minder, paa straalende Haab?
Hvorfor maatte da hun døe, medens saa mange af os leve, skjønt Hjertet er brudt, skjønt Livets Haab er slukt?
Hvorfor maatte da hun døe, medens saa mange leve, som med Glæde vilde have givet hende deres Liv, og anseet Døden for en dobbelt Lykke, naar den havde kunnet give hende tilbage til Livet?
Aldrig har nogen Qvinde levet et ædlere, et skjønnere, et rigere Liv, end det, som Himlen i sin Naade havde forundt hende.
Hun var en Digters Hustru, hans Elskede, hans Musa.
En Digter, der for at naae Poesiens forjettede Land kun manglede Modet og den Tillid til egne Kræfter, som kun Lykken kunde give ham, gav hun det manglende Mod, den manglende Tillid, ved at skjænke ham den Lykkens Fylde, som gjengjeldt Kjærlighed er for et fromt, poetisk Sind.
Hun, der lige til Døden lukkede hendes Øine, havde et Barns Sind, et Barns hele eenfoldige Uskyld, hun lærte Manden, Digteren ved sin barnlige Fromhed, hvad de Kloges Forstand ikke kan finde.
Hendes Kjærlighed var det, som lærte ham at forstaae Livets, Naturens, den hele Skabnings rige, harmoniske Skjønhed, og gav ham de fulde Toner for dens Udtryk.
Og da hun havde uddaandet sin hele Sjæls rige Fylde i hans Hjerte, da hans Aand ved hendes Kjærlighed og dens Velsignelse havde udviklet og modnet alle de slumrende Kræfter,
da var hendes Mission tilende, da var hendes Gjerning fuldbragt, da bøiede hun sit Hoved og døde.
Hvilken Qvindes Liv har været rigere, hvilken Qvindes Død skjønnere?
Med alt, hvad Livet eier af ædelt og skjønt, og med al dets Lykke, havde hun været benaadet, – ingen af dets Sorger havde berørt hende.
Maae vi da ikke troe, at Livet havde udtømt al sin Rigdom for hende, og at Døden derfor tillodes at kalde hende, fordi Sorgen og Smerten efter Mennneskelivets evige Love ikke længer kunde holdes borte fra hendes Vei?
Derfor du ædle Qvinde, prise vi Dig lykkelig i Livet, lykkelig i Døden.
Fred være med Dit Støv! Velsignet være Dit Minde!
B[ernhard]. Dunker.
Hos Madame Juul og Munchs kom meget en af Xania beste Skuespillere Balling. Jeg vil anføre som en Mærkelighed, hvor høit Xania Theater stod paa denne Tid, at Balling gjennemlæste hele Schillers Nederlandenes Frihedskamp, da han skulde spille en af Rollerne i et Stykke fra den Tid.
I Munchs Hus har jeg været sammen med Schweigaard og Frue født Homann, Advocat Homann, Professor Munch, Historikeren, hans Hustru født Linaae, Pianistinde. Hun blev efter Mandens Død sindssyg. De havde 4 smukke Døtre. Desforuden Munch Ræder, senere Consul paa Malta, Egypten og Hamburg og mange flere Steder.
*) Disse Ord vare nedskrevne i den Hensigt at fremsiges ved Graven, men da dette faldt Forf. umuligt, blev de paa denne Maade Vennerne tilstillede.
Ingen kommentarer :
Legg inn en kommentar