P. Chr. Asbjørnsen i Amalias album

Da Peter Christen Asbjørnsen besøkte Andreas og Amalia Munch i København i 1879 førte han følgende lille historie inn over to sider i Amalias album. Eventyret er med noen små endringer kjent som «En Prestehistorie» og offentliggjort i Norske Folkeeventyr. 

En Præstehistorie fra Thelemarken

Der var en Gang en Præst, som var saa gjærrig, at det var grove Ting. Han eiede en Gaard udenfor Byen, og saa hendte det en Gang, at han havde sendt Tjenestegutten sin derud, for at han skulde hjælpe Folkene der, som skulde begynde med Onnen.

Da de saa vilde op om Morgenen, saa sagde Gutten: «Aanei – sa han – «Lad os ligge;» vi har ikke noget oppe at gjøre». «Aa huttetu Gut», sa de Andre – «Nei Gu om vi tør, saa nidsk som Præsten er». – «Aa Pyt – sa Gutten «Det skal jeg greie; jeg skal fri Jer, jeg;» og saa fik han dem til at ligge til Dugurds og til Middag og hele Dagen. Om Kvelden strøg Gutten til Byen igjen. Saa havde han en ny Pengepung, som der aldrig havde været Penge i, og saa fandt han sig et Hvepsebol, og dermed stoppede han Pungen fuld med Hveps. Saa kom han til Præsten: «Ja nu har vi gjort en dygtig Slaatt», sa han, «vi har mest gjort Arbeide for to Dage paa een». «Det var bra» – sa Præsten.

Men da jeg gik over Broen, fandt jeg en ny Pengepung fuld med Sølvpenge». «Den var min, den», sa Præsten. Gutten lurede paa dette, men saa sagde han: «Jaja, men er den ikke Præstens med Ret og Rigtighed, saa Gud give, at hver Skilling, i Pungen er, maa blive til Hveps og hvert Græsstraa, vi har slaaet i Dag, maa reise sig i Morgen!» Og dermed lagde han Pungen paa Bordet og strøg ud af Døren. Præsten tog Pungen, men, med det samme han lukkede den op, surrede Hvepserne om Ørene paa ham. «Det var fælt til Kar, [...] tænkte Præsten og tog paa at undres paa dette. Morgenen efter turde han ikke vække Gutten, men sendte en Tjenestejente af Gaarde for at se, om Slaatten havde reist sig igjen. Jenten kom saa tidlig ud til Gaarden, at det var i Solrendingen, og da begyndte Græsset i den tykke Engen at reise sig efter Natteduggen. 

Hun fløi tilbage til Præsten. «Da jeg kom lige bagenfor Laaven, begynte Slaatten at reise sig, og nu staar Engen, som der aldrig havde været brugt Ljaa paa den», sa Jenten.

Kjøbenhavn 3die Juni 1879     P. Chr. Asbjørnsen