Anna E. Munch om moren

I Nasjonalbibliotekes håndskriftsamling finnes et maskinskrevet dokument på 14 sider med tittelen «Amalia Munch, skildret av hendes Datter, Anna E. Munch» (MS fol 1662). Dokumentet, som Andreas Munchs datter har skrevet om sin mor og sitt barndomshjem har åpenbart ligget til grunn for deler av fremstillingen i hennes bok Et nordisk Digterhjem. Andreas og Amalia Munch 1862-1884. Breve og Erindringer (København 1954). Store deler av fremstillingen – og især de som tar for seg tiden før foreldrene giftet seg og tiden etter farens død – er imidlertid utelatt fra boken, og er ikke tidligere offentliggjort. I det følgende utdraget er de avsnittene som gjenfinnes i Et Digterhjem utelatt, samtidig som det er lagt inn referanser til boken der den har utdypende opplysninger.

Jeg synes at mine Ord er saa fattige og utilstrækkelige naar jeg vil forme det Billede af min Moder, som jeg ser for mit indre Øje. Hun var en sterk Sjæl, en frisk Aand, der optog det der var af Værdi for hende og delte det med andre. Hendes Hjærte var rummeligt og ejede Følelser og Forstaaelse baade for Gamle og Unge. Selv paa hendes ældre Dage fulgte hendes Aand saa levende med i de Unges Verden, at de elskede Samværet med hende. Hendes Liv havde været vanskeligt. Moderen, datter af Forpagter Lund, var gift Nordberg, men mistede tidligt sin Mand. Der var flere smaa Børn og da Kaarene ikke var lette, kom min Moder Amalia Nordberg i Huset hos sin Tante Grevinde Anna Raben gift med Grev Christian Raben, der boede paa Aalholm, det gamle Slot ved Østersøen. Min Moder var dengang 8 Aar. Hun blev senere adopteret. Tanten blev ikke gammel. Skjønt hun var svag, var hun meget virksom og fuld af Omsorg for sine Undergivne.

Greven led til tider af Tungsind og var meget paa Rejser i Udlandet eller jagtede Bjørne i Norge. I den lille By Nysted ved Aalholm fik min Moder den første Undervisning sammen med andre Smaapiger hos en gammel Frøken. Som halvvoksen blev hun indlagt paa ortopædisk Institut for at faa rettet en Rygsvaghed. Der fik hun alsidig Undervisning, og blev forberedt til Konfirmation af Emil Boesen, senere Stiftsprovst i Aarhus, Søren Kirkegaards Ven. Boesen fik stor Betydning for hendes aandelige Liv. Han og hans norskfødte Hustru, født Holtermann (adopteret Schultz), var til deres Død hendes trofaste Venner; et Venskab som deres Søn Birkedommer Niels Schultz Boesen tog i Arv og overførte ogsaa til mig. Caroline Hanck (Datter af den norske Adjunkt Hanck i Odense) var hendes livlige Lærerinde. Hun blev mange Aar efter, ensom og døv, optaget i mine Foreldres Hjem, hvor hun blev i 21 Aar.

Min Moders trofaste Veninde i over 50 Aar, den svenske Forfatterinde Johanne v. Hofsten var ogsaa Patient paa Instituttet. Hun kom paa længere Besøg paa Aalholm og andre Steder hvor min Moder i Aarenes Løb kom til at boe. Hun har givet mig min Moders Breve til hende gjennem den lange Aarrække, og derved har jeg faaet et Inblik i min Moders Liv fra de unge Dage.

Efter et Par Aars Ophold paa Institutet vendte min Moder tilbage til Aalholm, hvor Tanten efter flere Aars Svaghed døde 1851. Som 19aarig stod den unge Pige da som den, der maatte overtage de Forpligtelser, der paahviler Hustruen paa et stort Gods. At hun gik ind til dette Arbeide med den største Alvor og de bedste Forsætter ser man af følgende i et Brev til Veninden, skrevet kort før Tantens Død: «Det er skrækkeligt at vide at hun skal gaa bort, thi der er kun faa, der vil blive saadan begrædt og savnet; hun var saa meget for sin hele Virkekreds. Hun faar det jo godt, og det er egoistisk af mig at ønske hendes Liv forlænget, og jeg troer heller ikke, jeg vilde have saa stærkt at kæmpe med, hvis kun jeg skulle føle Savnet, men alle de Mennesker hun har forsørget og hjulpet med Raad og Daad, de faar jeg nu som hendes Datter de samme Pligter imod, men Du ved min Ven ligesaa megen Villie jeg har til at glæde og hjælpe dem, ligesaalidt Evne har jeg, da jeg aldeles ikke er praktisk, thi det er just det der er vigtigt, naar man skal tage sig af et Gods og Bøndernes Interesser, og min kjære Onkel forstaar sig heller ikke paa det og rejser formodentlig længe bort fra alt og lader mig skalte og valte i Stedet. Men jeg vil bede Gud give mig Kraft, med en oprigtig Villie kan man jo saa for en Del tilegne sig, hvad man savner». Efter Tantens Død skriver hun: «Daglig kommer Bønderne til mig og græde og beklage sig, og jeg kan aldrig kun nogenlunde erstatte hende, ti hun hjalp ikke alene med Gave, men med Raad».

Grev Raben

Greven blev med Aarene mere og mere Tungsindig, saa min Moder blev tilligt prøvet i Taalmodighed. Hun var den eneste der kunde berolige ham og kunde ofte med sit musikalske Spil dulme hans oprørte Sind. I lange Perioder var han paa Rejser, og hun var da alene paa Aalholm med en Selskabsdame og til Tider en Veninde der kom paa Besøg; af og til var min Moder i København. I Koleraaaret 53 boede hun en Tid hos den gamle Læge Konferensraad Ole Bang, hvis Datter Olivia var hendes Veninde. Moder tog da Undervisning i Musik hos Ree og Henrik Rung og læste ogsaa Sprog, som faldt hende meget let, hvad der paa hendes rejser kom hende til Gode. Jeg har tidt undret mig over, at hun trods de vanskelige Forhold, hvorunder hun levede, har haft Energi og Kraft til at tilegne sig Kundskaber, følge med i Literaturen og det aandelige Liv, hun kunde komme i Forbindelse med. Opholdet paa ortopædisk Institut var vel nok, selv om den Tids Metode med at ligge paa Strækkeseng i aarevis var haard, en Lykke for hende. Var hun ikke kommen i Forbindelse med aandeligt betydelige Mennesker, vilde det sikkert have være vanskeligt for hendes livlige og kundskabstørstende Aand at faa Næring.

Grev Raben følte sig efter sin Kones Død mere og mere utilfreds paa Aalholm og kjøbte da et Gods i Jylland, Rydhave, mellem Skive og Holsterbro. I 56 flyttede de til dette endnu mere afsides Sted i en barsk Egn. Hun fortæller i et Brev til Frøken v H[ofsten], hvorledes hendes Dag er fuldt optaget og inddelt. Hun deltog i Gaardens Styrelse, da Greven ofte var fraværende, hun læste med nogle Smaapiger, dyrkede sin Musik, læste ogsaa selv meget og vedligeholdt en omfattende Korrespondance. Hendes Breve, der var skrevet paa et udmærket Sprog, var af stor Værdi for hendes Venner.

I 52-53 havde min Moder i Følge med sin Fader og en Selskabsdame været i Tyskland, Frankrig, Italien. Hun var kun 20 Aar, men hendes Optegnelser og Breve vidner om hendes livlige Opfattelse af Naturen og Kunsten. Hun omtaler Besøg hos den norske Maler J C Dahl i Dresden af hvem hendes Fader kjøbte et stort Billede fra Vestre Slidre i Valdres, som nu er i mit Eie. Nogle Aar efter rejste hun til Norge med Frøken Sophie Hansen, som havde været forlovet med Christian Winther. Et Foraar var hun paa badekur i Borbonne les Bains, hvor hun vandt sig mange Venner, spillede og sang danske Sange for franske og særlig knyttede sig til den reformerte Præst og hans Familie som hun vedligeholdt Forbindelse med hele sit Liv.

Mine Forældre traf hinanden første Gang i Norge hos Fru Marie Moe paa Grotten (Wergelandsvejen). Senere, Sommeren 62 mødtes de tilfældigt i London paa den store Udstilling.

[Her følger en fremstilling av foreledrenes forhold til hverandre og grev Raben frem til bryllupet i 1865, samt om deres tid i Homansbyen og besøk på Velo, som i det vesentlige følger samme mønster som Et nordisk Digterhjem, s. 15ff, 33, 42.]

Mange Aar efter min Faders Død, hvor hun selv var tilaars var hun glad med de Unge og fuld af Ideer til at gøre det smukt og godt, hun fulgte livligt med Tiden, og havde megen Sans for Humor. Hun var en udmærket Værtinde med aandelige Interesser og Sans for Kunst, Musik og Literatur. Sammen med min Fader gjorde hun Hjemmet i Kronprindsessegade til Samlingssted for mange af den Tids betydelige Mænd og Kvinder [se Et nordisk Digterhjem, s. 54]. Min Fader var ogsaa af Naturen i høj Grad Gæstfri og samtalede gerne om aandelige Emner. Til Vennerne hørte af Forfattere bl. a. H C Andersen, Ingemann, Carl Ploug, Kr F Molbech, H F Ewald, Carl Andersen [1828-83], Magdalene Thoresen, Camilla Collett, endvidere Professor J L Ussing, og Kunstnere Jerichau og Frue, Thorald Læssøe, Lorenz Følichs, Saabyes, Leis Skjelderup, Komponisterne Gade, Hartmann, Grieg, Lange Müllers og flere. En trofast Veninde var Fru Elise Brodtkorb f. Maschmann [1831-1914], som vi ofte har besøgt paa det smukke Kiørbo ved Sandviken.

Magdalene Thoresen hørte til sin Død til min Moders kæreste Venner, og mangfoldige ere de kærlige Breve jeg har liggende fra hendes Haand. Fru Collett var jo en anden mere kølig og fornem Natur, men naar hun følte sig ensom, vidste hun, at hun altid var velkommen i vort Hjem og ringede ofte paa langt ud paa Aftenen og kunde sidde i Timesvis i livlig Samtale og Diskussion om Tidens Spørgsmaal [se Et nordisk Digterhjem, s. 63]. Den gamle norske Billedhugger Glosimodt, som i Marmor har hugget Bissens Buste af min Fader, tog mine Forældre sig meget af. Han var oprindeligt en Bondegut fra Telemarken og skar meget smukt i Træ. Professor Caspari var en god Ven af mine Forældre og besøgte os altid, naar han var paa Gjennemrejse. Jeg ser Professor Monrad til min store Forbauselse sidde paa Villa Marina i Dagligstuen med sin store bredskyggede Hat paa. Der var en stor Spejlglasrude uden Sprosser, saa han troede, der var aabent ud til Haven. Den Slags gør jo Indtryk paa Børn.

Mine Forældre indbød ofte Medlemmer af min Faders Familie paa længere Besøg. I 78 var min Fader i Norge for at se til sin gamle Moder, der var meget alderdomssvækket. Hun var ikke klar, men da han sagde, at han var hendes Søn Andreas, dæmrede det for hende og hun sagde: «Du maa skrive et Digt om mig, naar jeg er død» [Se Et nordisk Digterhjem, s. 58, der diktet han skrev er gjengitt]. Hun boede i «Sæterhytten» i Pilestrædet 61 med sine to ugifte Døtre, som begge blev boende i Huset til deres Død.

[Her følger et avsnitt om de sjeldne ganger Andreas og Amalia Munch var fra hverandre, som i det vesentlige er identisk med teksten i Et nordisk Digterhjem, s. 51 og 54.]

Paa min toaarige Fødselsdag 18de Juni 1878 indviedes Villa Marina i den lille By Nysted paa Lolland. Munch var lykkelig over det ny Hjem ved Østersøen nær ved hans Hustrus Barndomshjem, det gamle Aalholm Slot med den smukke Park, der gik i et med Skoven og hvorhen Aftenturen regelmæssigt førte.

[Her følger en beskrivelse av Munchs' sommerhus Villa Marina på Lolland, som i det vesentlige finnes i Et nordisk Digterhjem, s. 66ff.]

Den sidste Sommer min Fader levede, havde vi lejet en Villa i Vedbæk, da han var for svag til at rejse til Lolland. Han døde den 27de Juli 1884; jeg husker hans milde Ansigt paa Puden, som jeg gav et Farvelkys uden dog at at forstaa, at det var Døden. Naar jeg skal genkalde mig ham i Erindringen, før han blev syg, ser jeg ham gaa op og ned ad Gulvet med det hvide Hoved noget foroverbøjet [se Et nordisk Digterhjem, s. 64f]. Eller jeg kommer ind i hans Studereværelse, hvor han sidder og læser ved sin Kaffekop. Han ser op fra Bogen, da han hører de smaa Skridt og tager en Obelisk af Blik frem, en Attrap, hvor der altid var Chocoladekager. En Sommernat blev hans Kiste kjørt gjennem Dyrehaven til Dampskibet der skulde føre ham op til Norge. Pastor Christen Møller, senere Biskop i Aalborg, mine Foreldres gode Ven, fulgte med Vognen paa den natlige Færd. Min Fader blev begravet paa Vor Frelsers Gravlund i Christiania. Min Moder skriver til Veninden om sit Savn af ham, «der i saa mange Aar har løftet mig paa sine Vinger op mod Aandens Højder. Hver Dag bragte han ny Tanker, ny Spørgsmaal paa Bane, fortalte, hvad han havde læst, hvad han hade oplevet» [se Et nordisk Digterhjem, s. 65].

Min Moder blev boende i Lejligheden i Kronprindsessegade. Men i 86 tog hun den Beslutning at opgive den og tilbringe et Par Vintre i Ro paa Villa Marina. Alle de Krav, som stilledes til hende, naar hun boede i Byen, oversteg hendes Kræfter. Men hun saa hen til senere at vende tilbage til København, hvilket ogsaa skete. I den lille By Nysted var der jo ikke megen Anledning til aandelig Berigelse, men hun var «saa lykkelig ved sine Børns Selskab» som hun skriver «og ved den rige Skat af Minder, der ligger drømmende i min Sjæl», at hun ikke finder Tiden lang, den kan daarligt slaa til. Hendes Broder Prokurator [Haagen Gregers Christian] Nordberg [1826-97] og hans Familie var nærmeste Naboer. Hver 14de Dag havde vi aabent Hus, hvor der blev læst højt. Min Moder vedligeholdt ogsaa sin store Correspondance med Venner nær og fjern. Hun var ogsaa en stor Blomsterelsker og havde en glimrende Hukommelse for Blomsternavne og Arter. Særlig Roserne tog hun sig af, gik med en Kurv paa Armen og bredskygget Hat bunden under Hagen, Randershandsker paa og pillede de visne Roser bort og plukkede friske ind til Stuen. Jeg holdt meget af at være med paa disse Rosenture. I Aspargestiden var jeg stolt over at finde de hvide Hoveder, der pippede op, som min Moder saa forsigtigt skrabede jorden fra, før hun skar dem af med den lange Aspargeskniv.

Efter de to Aar paa Lolland foretog vi gerne hvert Aar Rejser syd paa eller nord paa. Fra Efteraaret 92 til Foraaret 94 opholdt vi os i Italien og Frankrig, hvor jeg gik paa Malerskole i Paris. Min Moders livlige Aand og store Tilpasningsevne gjorde, at vi følte det som et Hjem paa ethvert Hotelværelse «blot hun havde hængt sin Hat fra sig», som min Søster engang bemærkede. Min Søster havde ogsaa den Evne ved smaa Midler at gjøre et kedeligt Hotelværelse hyggeligt, og hun var vor praktiske og dygtige Rejsefører. Hun havde arvet sin Moders Sprogtalent og var utrættelig i sin Omsorg for os. Vinteren 93 tilbragte vi Italien Julen i Rom [sic], hvor min Moder virkede som det samlende Midtpunkt for Skandinaverne, der med stor Enighed udnævnte hende til Foreningens [ie. Skandinavisk Forening i Roma] «Mamma». Det var ogsaa hende der med sin Livlighed og sit Hjertelag satte Fart i Juleforberedelserne. Den næste Vinter i Paris havde Moder lejet en møbleret Lejlighed, hvor vi selv førte Hus med Hjelp af vor trofaste norske Pige Dorthea, der var hos os i 30 Aar. Der samledes ofte Skandinaver om Aftenen og hyggede sig ved det hjemlige Præg min Moder altid forstod at give, selv om Omgivelserne var fremmede. Blandt de norske, der den Vinter var i Paris kan nævnes Jonas Lie, hvis Sølvbryllup blev fejret med en Festmiddag, hvor blandt andre Herman Bang og Maleren Willumsen var til Stede. Jeg husker, at Fru Tomasine [Lie] havde højrød Silkekjole paa, og at Tjeneren, idet han bød hende et Fad med Fasan, sat op med Hale og Vinger, sagde: «pour la marieè». Han troede at hun var Brud. Et minde af Samværet med Jonas Lie har jeg i det Digt han skrev i min Moders Album «mens Vaarsolen flommer med Guld om Land».

S. Segelcke: Nordiske kunstnere på Cafe de la Regénce i Paris. I midten Amalia Munch.

Af andre norske Kunstnere var der Fritz Taulow og Halfdan Strøm. Paa denne Rejse skrev min Moder en Række livfulde Cirkulærbreve, som gik rundt til Slægt og Venner. Hun siger et Sted: «For mig bliver dog det rigeste og interessanteste Udbytte af Rejsen de Mennesker jeg lære at kende og holde af». De aandelige Rørelser, hun mødte paa sin Vej, interesserede hende levende. I Sydfrankrig opholdt vi os hos protestantiske Venner i den Egn hvor Huguenotterne med saa stor Udholdenhed kæmpede for deres Overbevisning. I Firenze og Torre Pellice i Piemont lærte vi Valdenserne og deres vanskelige Forhold at kende. Hendes stærke Vilje herskede over hendes svage Legeme, saa hun ikke skyede trættende Rejser, barsk Klima, naar det kunde tjene til Gavn for hendes Børns Udvikling og Studier. Villa Marina blev lejet ud for at vi kunde faa ny Indtryk paa Rejser. To Somre tilbragte vi i Bretagne, og de sidste Aar før hendes Død boede vi ved Vesterhavet i en Bondegaard, hvor hun som altid med sin menneskelige Fortaaelse vandt sig Venner blandt Befolkningen. Om Vinteren havde vi atter fast Bolig i København. Der samlede hun til det sidste nye og gamle Venner om sig og levede et rigt aandeligt Liv. Et av de sidste Beviser paa hendes kærlige Sindelag var, at hun kort før sin sidste Sygdom tog min Veninde Forfatterinden Sophie Breum hjem til os, for at hun, der ikke havde sit Hjem i København, men boede hos Fremmede, kunde blive plejet under en Sygdom. Siden den Tid har vi fulgtes ad i Livet.

Paa nogen Træthed nær følte min Moder sig ikke syg. Efter kun faa Dages Sygeleje sov hun ind den 24de Februar 1905. Hendes sidste Ord var: «Jeg ser et lyst Ansigt og Stjerner, der funkler».