Om Munch i Illustreret Tidende (1859)

Den 6. november 1859 bragte det illustrerte kjøbenhavnske ukebladet Illustreret Tidende følgende lesverdige artikkel om Andreas Munchs liv og forfatterskap.
 

Den ogsaa i Danmark saa almindelig bekjendte og yndede norske Digter blev født den 29de October 1811 i Christiania, hvor hans Fader, Johan Storm Munch, dengang var Feltprovst. I hans ellevte Aar kom han med sine Forældre til Christiansand, hvortil Faderen var bleven forflyttet som Biskop. I 11830 blev han dimitteret fra Byens latinske Skole til Christiania Universitet; efterat have taget Examen artium og philologico-philosophicum vendte han i Sommeren 1831 tilbage til Christiansand, hvor han tilbragte Efteraaret og en Deel af Vinteren i et lykkeligt Fædrenehjem, som desværre ikke skulde bestaae længe; thi allerede i Januar 1832 døde Faderen, en høiagtet Mand, der ligeledes er bekjendt som poetisk Forfatter, og af hvem flere patriotiske Sange endnu leve i Folkemunde. Herved blev Sønnens hele Stilling væsentlig forandret. Moderen, Else Munch, født Hofgaard, sad som Enke med syv uforsørgede Børn. Hun flyttede til Christiania, og Sønnen maatte nu prøve paa selv at sørge for sin Underholdning. Næsten hele hans Tid blev optaget af Underviisning i offentlige Skoler, og hans faa Fritimer vare helligede poetiske Forsøg; thi fra Drengeaarene af havde en uimodstaaelig Drift draget ham hen til Digtekonsten, istedetfor til Jurisprudentsen, som oprindelig skulde have været hans Fagstudium. Nogen Tid derefter modtog han, for at vinde en sikker Subsistents, Ansættelse som Copist i Departementet for Finantserne. Efter i nogle Aar at have offentliggjort flere Digte i Dagblade og Tidsskrifter, udgav Munch i 1836 sin første Digtsamling «Ephemerer», og snart efter et større Digt «Sangerinden». 

Munchs reisepass fra 1838 (NBO)

I 1837 udsatte Directionen for Christianias nyopførte Theater en Priis for det beste Drama. Munch vandt den ved «Kong Sverres Ungdom», og saae sig ved Frugten af sit Arbeide istand til at foretage sin første Udenlandsreise; han tilbragte to Maaneder i Paris og reiste tilbage gjennem Tydskland. Ved sin Hjemkomst traadte han i nærmre Forbindelse med Dagbladet «Den Constitutionelle». Først leverede han Theaterkritiker og Bidrag til Feuilletonen, men snart begyndte han at tage Deel i selve Redactionen, hvorved hans Tid i den Grad blev optaget, at hans poetiske Virksomhed i flere Aar kun var ringe. Aaret 1842 bragte hans «Donna Clara, en Natscene». I 1844 giftede han sig med Charlotte Juul, Datter af en Kjøbmand i Christiania. I 1845 blev han Eier af «Den Constitutionelle» og opgav Ansættelsen i Finantsdepartementet. Dog, han maatte snart indsee, at han som Redacteur af et politisk Dagblad ei var paa sin rette Plads, og at hans egentlige Kald derved blev forfeilet. Han afhændede altsaa Bladet i 1846, drog med sin unge Kone til Udlandet, og tilbragte et nydelsesrigt Aar i Frankrig, Italien ogTydskland. Han vendte tilbage til Norge i Efteraaret 1847 og levede i huslig Lykke, beskjæftiget med poetiske Arbeider. I Foraaret 1848 udkom «Digte, gamle og nye», og imod Slutningen af det samme Aar «Billeder fra Nord og Syd». –

Sommeren 1849 fandt ham med sin Hustru paa Landet, sysselsatt med Forberedelsen af en ny Digtsamling. Fem Aar havde han levet i det lykkelige Ægteskab, hvis eneste Mangel nu ogsaa syntes at skulle hæves: Munch fik Udsigt til at blive Fader. Den 25de Marts 1850 skjænkede hans Kone ham to Sønner. Men Glæden blev snart forvandlet til den bittreste Sorg. Hun blev angreben af en Lungebetændelse, som bortrev hende den 20de April. En Maaned efter døde pludselig den ene Tvilling og fra det Øieblik af sygnede den overlevende hen. Det var vist et stort Held, at den haardtberøvede Mand fik en practsk Beskjæftigelse at støtte sig til under saa tunge Prøvelser: han blev i det samme Efteraar udnævnt til Amanuensis ved Christianias Universitetsbibliothek, hvilken Post han endnu beklæder.

Vel varede det længe inden han gjenvandt sin fulde aandelige Kraft, men Digtsamlingen «Sorg og Trøst», som udkom i 1852, og hvoraf nu allerede det 5te Oplag er under Pressen, viser i dets skjønneste, om end veemodige og smertefulde Lys hans lyriske Begavelse. Disse Digte have bragt Utallige, som ere i «Sorg», sand «Trøst», og det maatte være en Glæde og Husvalelse for den nedbøiede Digter, at endogsaa fra Californien en ham ubekjendt Landsmand udtalte sin varme Tak for den Styrkelse, han under sine egne, lignende Tab havde øst af deres Læsning. Saaledes sandedes da tillige Ordet i Indledningsdigtet: «I fælles Skjæbne er en sælsom Trøst».

I 1854 udkom hans første Tragødie: «Salomon de Caus», som det kjøbenhavnske Publicum modtog med det mest levende Bifald. Professor Høedt, der som bekjendt giver Titelrollen, feirer her maaskee sin største Triumph. Den er bleven udgiven paa Tydsk af Henrik Steffens' eneste Barn, Clärchen Steffens (med en Indledning af Professor Løbell i Bonn), desværre i Prosa. I 1855 udgav Munch «En Aften paa Giske», et høist tiltrækkende dramatisk Billede fra Norges ældre Historie, og «Digte og Fortællinger»; i 1857 den anden Tragødie «Lord William Russell». Betragtningen af et Maleri paa Konstudstillingen i Paris i 1855, forestillende Lady Rachel Russell for Rettens Skranke ved Lord Williams Side som hans Støtte og Bistand, indgav ham først Tanken om at benytte Helteparrets Skjæbne til Gjenstand for et dramatisk Arbeide. Dertil kom, at han paa samme Tid blev bekjendt med Guizots fortrinlige lille Bog «L'amour dans le mariage», skrevet med en for en Olding og en Statsmand beundringsværdig og høist velgjørende Varme i Følelsen. Munch blev derved endmere bestyrket i sin Plan, og Tragødien blev udarbeidet i landlig Ro i Sommeren 1856. Allerede i Vinteren 1857 blev Stykket opført i Christiania, med meget stor Succes. Det blev ligeledes valgt til Forherligelse af den norske Forfatnings Aarsdag, 17de Mai 1858. Kronprinds-Regenten, nuværende Kong Carl XV., som opholdt sig i Norges Hovedstad under Storthingssessionen, var tilstede med hele sit Følge. Efter Forestillingen lod den høihjertede Fyrste Digteren kalde til sig, udtalte sin fulde Anerkjendelse af Værket, og lovede naadigst, selv at ville drage Omsorg for, at Tragødien blev værdigen oversat paa Svensk og opført paa Stockholms kongelige Theater, et Løfte, der vil blive opfyldt i Løbet af den nu tilstundende Vinter. – Lykkeligt det Folk, hvis Digter med Sandhed kunde udraabe:

«See! Ved hiin Frihedsmartyr fra et beslægtet Folk,

Vi satte selv vor Seir og vor Glæde.

Hvad Russell streed og leed for, hvorfor han ville dø,

Hvad han med Klarhed saae i Dødsvisionen,

Det er forlængst nu vundet paa Englands grønne Ø,

Foreningen af Frihed og af Kronen!

Den Pagt af Folkefrihed og Kongehøihed har

Jo denne Dag og bragt os her i Norge,

Og stedse er den voxet, og staaer nu varm og klar,

En Fremtids Bue over Fjeldets Borge.

Staae op kun, William Russell, og see din stolte Drøm!

Den er i Norden nu til sandhed blevet!

Med Folket Haand i Haand gaaer en elsket Kongeslægt,

Sandhed og Ret er her paa Thronen steget.»*) 

I Foraaret 1858 udkom en tydsk Oversættelse, af John H. Burt i Kjøbenhavn. Tragødien er blevet gunstigen bedømt i mange tydske Blade og af flere af de mest ansete æsthetiske Autoriteter. Hvor forskjellige Meningerne end vare angaaende dens speciel sceniske Egenskaber, saa stemme alle Kritiker overeens i at anerkjende Digterens dramatiske Talent og i at rose den faste, skarpe Characteertegning, det mandige, kraftige Sprog og «den skjønne, sædelige Reenhed», som besjæler det Hele. I saa Henseende var det vist et træffende Ord, som fandtes i Augustheftet 1858 af «Monatsschrift für Theater und Musik»: «For denne Digter er Godt endnu Godt, og Slet er Slet. Han tager ikke, for Effectens Skyld, sin Tilflugt til en forklaret Forbryder, en genial Nar eller en dydig Synder. I Lord Russell see vi som i et Speil en mandig, daadkraftig Natur, som besegler sit Livs Virken med Døden. Ved hans Side saaer Lady Rachel, unægteligt Værkets fortrinligste Tegning, et sindrigt-poetisk Billede, reent og skjønt, behandlet med sand, omhyggelig Kjærlighed». – Det fortjener at fremhæves som en Mærkelighed, at Munch begge Gange i Valget af en Gjenstand for en Tragødie er truffen sammen med tydske Forfattere. Umiddelbart efter hans «Salomon de Caus» fulgte Brachvogels «Mon de Caus», og efter hans «Lord William Russell» kom «Lord Russell» af B. v. Warburg.[**] – Efter Forlydende har Munch nu gjort fornyede Skridt hos den nye Direction for at faae Tragødien antaget til Opførelse paa Kjøbenhavns kongelige Theater.[***]

Munch havde endnu ikke tømt Lidelsernes og Bedrøvelsernes bittre Kalk. I Efteraaret 1858 foretog han en Reise til Italien. Lægerne haabede, at Vinteropholdet under den milde, sydlige Himmel vilde helbrede hans Søn, som bestandig leed af en chronisk Brystsyge. Denne sidste Levning af fordums Lykke blev ikke bevaret for ham. Barnet døde i Nizza [****], og Faderen vendte i afvigte Foraar ene tilbage til sit øde Hjem. Senere hen paa Sommeren søgte han Adspredelse i en Vandring gjennem sit Fødelands Fjelde og reiste tilbage over Stockholm, hvor han indtraf snart efter Kong Oscars Død. Han tolkede det forenede Folks dybe Sorg i en skjøn Ode; Carl XV. belønnede Digteren ved at føie Nordstjernens til St. Olafsordenens Ridderkors, hvormed han allerede var bleven hædret i 1855.

Andreas Munch har saaledes ført et Liv, fuldt af haarde Prøvelser og tunge Tilstikkelser. Vi maae haabe, at han vil søge sin Styrke og Opmuntring der, hvor den sikkrest er at finde, i de nordiske Folkefærds varmeste Anerkjendelse af hans poetiske Arbeider; thi det er utænkeligt, at en saa hæderlig og roesværdig Løbebane skulde kunne ansees som afsluttet, og at Forfatteren af «Salomon de Caus» og «Lord William Russell» ikke ved nye, ham værdige Frembringelser, skulde forøge den vundne Digterberømmelse.

-ti.

*) Prolog, fremsagt paa Christiania Theater den 17de Mai 1858, før Opførelsen af «Lord William Russell».

[** Likeledes sammenfalt utgivelsen av Munchs skuespill Hertug Skule med Ibsens Kongsemnerne.]

[*** Se Munchs brev til H. C. Andersen 5. februar 1858]

[**** Se Munchs brev til H. C. Andersen 14. februar 1860]