Aftenpostens nekrolog den 28. Juni 1884

For faa Dage siden fik man det Sorgens Bud, at Statsminister Stang var afgaaet ved Døden. Vi modtoge idag Bud om, at en af Stangs Samtidige, der ligesom han har erhvervet sig et Navn i Historien, har forladt Skuepladsen. Professor Andreas Munch er afgaaet ved Døden. Munchs egentlige Digtervirksomhed er faldt i en tidligere Periode end vor, og hans Virksomhed i de sidste 20 Aar har kun været en mat Efterklang fra den Tid, da hans Navn var kjendt og anset i hele Norden og hans Digte vandt Anderkjendelse og Bifald baade i og udenfor Skandinavien. Munchs fremrykkede Alder – han var 73 Aar, da han døde – den forandrede Smagsretning, de sørgelige politiske Forhold, hindrede Digteren fra i de senere Aar at fortsætte den rige poetiske Virksomhed fra sin Manddoms kraftige Alder. Enkelte Digte, der nu og da saa Lyset i en eller anden af vore mere ansete Aviser, er Alt hvad Munch har præsteret i de senere Aar, og gjennem disse Digte føler man, at den bitre Stemning over Tidens mange Udskeielser i politisk og – ikke mindst – i literær Henseende lægger en Dæmper paa hans poetiske Produktion og berøver hans Digtning den Beaandelse, som udmærkede hans tidligere Poesier. For mange af den yngre Generation staaar Munchs Digtning som et Minde fra en halvglemt Tidsalder, men den ældre Generation, der maaske var opvoxet under ædlere Indtryk end den nærværende, og som har levet paa en Tid, da Munchs Navn endnu var paa Alles Læber, vil med Sympathi mindes A. Munch og hans Digtning. Om han end ikke har grebet saaledes ind i Nationens Udvikling som Welhaven og Wergeland, om han end ikke tilhørte den samme bevægede Periode og heller ikke besad dissse to Digteres mægtige Personlighed, vil hans Navn dog altid af den ældre Slægt med Ærbødighed blive mindet sammen med hans ældre Kollegaer.

Munchs Digtning falder i en Periode, da man endnu forlangte Skjønhed i Poesien, og hans bedre Digte har en Varme i Følelsen og en Klarhed i Formen, som man i Regelen forgjæves vil søge i den nyere Poesi. Om A. Munch end ikke har besiddet den kaotiske Kraft, som udmærker enkelte af vore nyere Digtere, og som ogsaa karakteriserer den mindre fuldkomne Del af den Wergelandske Digtning, saa er denne Mand fuldt opveiet ved Dybden og Sandheden af hans Stemninger og ved de adækvate Udtryk han i sine bedre Digte har forstaaet at give dem. Munch har skrevet Digte, der vil vedblive at leve, saa længe som det nuværende norske Sprog bestaar i sin nuværende Skikkelse. Digte, som «Et Fjeldvand», «Ensomhed», «Hvor i Verden jeg gaar» o. fl. er ikke overtruffet af noget, som vor senere Lyrik har præsteret. Hans dramatiske Arbeider, – som heller ikke staar paa Høide med hans lyriske Digtning – anses i vore Dage for forældet og usand; men den Tid vil visselig ikke være fjern, da den samme Dom kommer til at ramme den dramatiske Literatur, som i vore Dage har fyldt Theatrene. For 20 a 30 Aar siden samlede i alle Fald Munchs Tragedie «Lord William Russell» et ligesaa talrigt og langt mere begeistret Publikum end «Marie Stuart i Skotland» eller «Kongsemnerne» nogensinde har samlet.

Andreas Munch er en Søn af den bekjendte Lyriker Johan Storm Munch og som saadan ogsaa i Slægt med Digteren Edvard Storm og ligeledes med Historikeren Peter Andreas Munch, der var hans Fætter. A. Munchs literære Modstandere har stemplet hans Digtning som unational, og man har i Forbindelse hermed villet paastaa, at der heller ikke flød ægte norsk Blod i hans Aaarer. Efter Uelands, senere af andre Venstremænd optagne, bekjendte Theori, at kun Landdistrikternes Indbyggere er ægte Normænd, men at Indbyggerne i Stæderne er «Gother», har man ogsaa villet gjøre A. Munchs Slægt til indflyttede Udlændinger.[*] Dette er dog ikke Tilfældet. I Modsætning til saa mange af vort radikale Partis Ledere, der gjør Fordring paa at have Privilegium paa fortrinsvis at være ægte Normænd, men som i Virkeligheden har mere fremmed end norsk Blod i sine Aarer, er Familien Munch oprindelig en Bondefamilie fra Faaberg i Gudbrandsdalen.

Andreas Munch var født 1811 i Kristiansand, hvor hans Fader døde som Biskop. Han fik Artium i 1830, men tog aldrig Embedsexamen, hvorimod han temmelig snart kastede sig over literær Virksomhed. Han debuterede i 1836 med Digtsamlingen «Ephemere» [sic] og konkurrerede 2 Aar efter med Wergeland om at aabne det nye Theater, der den Gang var reist i Kristiania (det nuværende Kristiania Theater). Munch vandt i Konkurrencen, idet hans Stykke «Kong Sverres Ungdom», blev foretrukket for Wergelands «Campbellerne», hvilket gav Anlending til det under Navnet «Campbellerslaget» bekjendte Theaterslag. I 1844 blev Munch gift for første Gang med Charlotte Juell, foretog et Par Aar efter en Reise til Syden, og skrev efter Hjemkomsten sine fortræffelige Arbeider «Digte, gamle og ny» og «Billeder fra Nord og Syd». I 1850 havde Munch den Sorg at miste sin Hustru. To Aar efter udgav han sin bekjendte Digtsamling: «Sorg og Trøst». Efter denne Tid begyndte hans Virksomhed som dramatisk Forfatter. I 1854 til 56 udom «Salomon de Caus», «Lord William Russell» og «En Aften paa Gidske», og i 1864 Tragedien «Hertug Skule». Samtidig forsatte han ogsaa med at skrive lyriske Digte. I sine tidligere Aar redigerede Munch i nogen Tid Bladet «Den Constitutionelle».

I 1850 blev Munch ansat som Bibliothekamanuensis og af Storthinget i 1859 fik han en aarlig Digtergage af 1600 Kr. og Titel af Docent. Senerehen udnævntes han til titulær Professor med Bibeholdelse af sin Digtergage. Da Munch nogle Aar senere giftede sig for anden Gang, idet han ægtede den danske Grev Rabens Datter, erholdt han med hende en meget betydelig Formue, saa at han ikke længere trængte den ham tilstaaede Digtergage, og mange mente, at han burde have frasagt sig denne. Naar han ikke desto mindre beholdt den, har Grunden sandsynligvis været den, at det var det eneste Bevis paa, at hans Digtervirksomhed fortjente en Anerkjendelse, som hans Fædreland ydede ham. Den lidet noble Maade, hvorpaa det herskende Parti i Storthinget for et Par Aar siden forbitrede den gamle Mands sidste Dage ved at gjøre Vanskeligheder i Anledning af Posteringen af hans Gage og ved de Ord som ved denne Leilighed blev udtalt, er i friskt Minde. Det tør vel være, at Munch ved de polemiske og ikke altid vellykkede Digte, som han i den sidste Del af sin Oldingsalder af og til publicerede havde provoceret sine politiske Modstandere, men det var lidet værdigt af et mægtigt og seirende Parti paa denne Maade at forsøge at tage Hævn over en Mand, der maaske havde ladet sig henrive af sin Bitterhed til at tale uoverveide Ord, men som dog «havde havt sin Tid» og som i sin tidligere Poesi tilstrækkeligt havde lagt for Dagen en Digters hele varme og uskrømtede Fædelandskjærlighed.

I de senere Aar af sit Liv boede A. Munch i Danmark. Han har dog oftere, især om Sommeren, opholdt sig paa Besøg i Norge. I 1880 kom han saaledes ind til Kristiania for sammen med sine Jevnaldrende at feire sit 50 aars Digterjubilæum. Ved denne Anledning blev der med Hans Majestæts Tilladelse arrangeret en Festlighed for Digteren paa Bygdø Kongsgaard. Bygdø har nemlig ligefra Munchs tidligste Studenteraar været hans kjæreste Opholdssted, og han har prist dette smukke Sted i flere Digte. Blandt andet skrev han i Anledning af Oscarshalls Indvielse paa Dronning Josefines Navnedag i 1849 sit Digt om Bygdø, der begynder saa,

«Hvor Barskoven kranser med Eviggrønt
Minder fra gamle Dage,
Hæver nu Hallen frit og skjønt
I Veir de tindrende Tage».

Hr. Munch har siden denne Tid levet tilbagetrukket i Privatlivet. Med ham er den sidste af de Digtere, hvis tidligste Virksomhed faldt i den første fjerdedels Aarhundrede af vor Selvstændighedsperiode, gaaet bort.

[* Så sent som i mai 2012 kunne vi i et interview med SV-politikeren professor K. Kjeldstadli på forskning.no lese at "Munch og Ibsen har også innvandrerbakgrunn." Såvidt vites er det tidligste kjente medlem av slekten Munch født i Kristiansand. Dette utelukker naturligvis ikke at en lang rekke av Andreas Munchs forfedre i kognatiske linjer var innvandret til Norge.]