Munchs telemarksreise 1845, del 2/9

[Den Constitutionelle No. 257/1845]

Tindsøen.

Fra Bakkerne ved Gaarden Nisi, hvorhen et noget besværligt men animerende Morgenridt gjennem Skovtragterne fra Bolkesjø, tildeels ad Gjenveie, havde ført os, saae vi førstegang et blaanende Glimt af hiin underfulde Søe, der har været Gjenstand for saa mange Reisendes Beundring og Rædsel. Vi standsede et Øieblik ved Gaardens gamle, med kunstrig Udskjæring zirede Huse, der laae fredeligt og eensomt paa en lille Høislette mellem bratte, skovbegroede Aaser, hvilke i Baggrunden styrtede sig dybt og steilt ned, forat omslutte et Fragment af Tindsøen. Her paa Nisi traf os førstegang det Phænomen, som sidenefter saa ofte forfulgte os gjennem Thelemarkens Dale, nemlig Husenes totale Forladthed af Beboere og Levnetsmidler. Udmattet og trængende til al Styrkelse efter halve Dagsreiser i den brændende Sol, gjennem vilde Skovstrækninger eller over miilelange Vande, kommer man endelig til den Gruppe smaa, steengraae Bjælkehuse, hvor menneskelige Aasyn skal være at see, Hvile og Vederqvægelse at erholde – og man finder Gaarden øde, Dørene lukte, intet levende Væsen at see, ingen Lyd at høre, Gravstilhed overalt, som havde den sorte Død nylig gaaet gjennem Dalen. Men Livet er kun af Nødvendighed og Lyst steget op af den trange, af Julisolen gjennemglødede Revne i Fjeldmassen, som man kalder Dal, op paa de vide, uendelige Fjeldmarker, hvor Sommerluften er let og kjølig, Græsgangene rige og kraftige, og kun endnu de hvide, evige Sneetoppe rage høiere op mod Himlen end Menneskenes Hoveder. Heroppe, til Sæters, maa man paa denne Tid af Sommeren søge Fjeldbonden i hans Hjem, her boer han med Sønner og Døttre, med Heste og Qvæg, her flyder hans Gjæstfrihed over med Melk og Fløde, medens nede i Bygden hans Gaard staaer forladt, og den Reisende der knapt finder et Par gamle Føderaadsfolk eller Inderster, som Intet have at byde ham uden fjorgammel, grønsuur Kjældermelk, Fladbrød, maaskee Smør, og om Lykken er særdeles god, lidt træhaardt Spegekjød. Saaedes vare Gaarden Nisis Beboere ogsaa dragne tilfjelds, og dog maatte vi der endelig have fat paa en Mand som skulde sætte os over til Tindoset, hvor Baadskydsen tilsiges.

Efter langvarig Kalden og Søgen omkring i de mange Smaastuer, hvormed Gaarden efter Sædvane var bestrøet, trak vi endelig en gammel Invalid frem af et Skuur, hvor han laae paa nogle tørrede Blade og sov i Formiddagsheden. Kalden lod ikke til synderlig at lide denne uventede Forstyrrelse; som mange af hans Landsfolk foretrak han endnu Magelighed for Fortjeneste. Skuttende sig og smaasnakkende med sig selv humpede han dog efter os, som vi rede nedad den endnu temmelig lange og besværlige Vei til Søbredden. Her laae den da for os, denne af skyhøie Fjelde indelukte, lunefulde Vandstrimmel, nu blank og stille og spillende i Solskinnet, som et slebet Staalspeil, for maaskee i næste Øieblik rygende at skumme op ved en pludselig Kastevind fra de dybe Kløfter. Endnu saae vi kun den nederste og mindst charakteristiske Deel deraf, men allerede dette Basin var trangt og dybt nok til at give os en stor Forventing om hvad der skulde aabenbare sig indenfor de i Baggrunden fremspringende Fjeldcoulisser.

Medens den gamle Færgemand med en uimodstaaelig Langsomhed og Omstændighed syslede med at faae sin Æggeskal af en Pram flot, havde vore Skytsbønder fra Bolkesjøe befriet deres smaae Heste fra Bidsel og Sadeltøi, og slap nu disse vilde stridslystne Hingster, som vi den hele Vei havde havt megen Møie med at holde i behørig Afstand fra hinanden, pludselig løs. Med en frygtelig Hvinen og Vrinsken, der gjenlød i Fjeldene rundt om, styrtede nu de rasende Dyr sig over hinanden, bedes, sloges og stod opreist paa Bagbenene, medens Skydsgutterne, et Par unge raske Karle i thelemarksk Nationaldragt, kastede sig derimellem, hujede og skreg, og syntes at finde en stolt Glæde i dette vilde Skuespil, der fuldkommen svarede til Omgivelserne.

Endelig var vor seendrægtige Gamle færdig med sine Tilberedelser til Overfarten, vi steeg vaersomt i hans skrøbelige Farkost, der vippede ved den mindste Bevægelse og gjennem hvis raadne Sammenføininger Vandet piblede ind. Skjøndt Strømmen her gaaer temmelig strid, hvor Tindsøen har sit Afløb i Elven, kom vi dog med denne ynkelige Befordring godt og vel over til den anden Side, hvor Skydsskafferkonen paa Tindoset strax tog os under sin Beskyttelse, og sendte Iilbud ud for at oprive Roerskarle, idet hun dog tillige gav os den trøstelige Underretning, at det kunde vel hende man ingen fandt, «for de Fleste var nu paa Stølen». Imidlertid var der intet andet for end at vente med Taalmodigheden; vi satte os da paa Bakken udenfor Hytten (hvis Indre ikke saa meget indbydende ud), tog frem vor Niste og holdt vort tørre Middagsmaaltid, omringet af Tindosets hjemmeværende Beboere, mest Børn og gamle Qvinder, der fulgte enhver af vore Bevægelser med Øinene, og overvældede os med de sædvanlige naive Inqvisitioner om hvem vi vare, hvorfra vi kom, hvad vi vilde her, o. s. v.

En ældgammel Hex, der kom rokkende ud af Stuen ved sin Stav, rystede endnu meer paa Hovedet end hun ellers gjorde, og fortrak sin tandløse Mund til at medynksomt Smiil, da hun hørte at vi meest vare komne herop for at see Gausta og Rjukanfossen. «Her havde hun nu siddet paa Tindoset i mangfoldige Aar, og seet mange Reisende fra alle Verdens Kanter drage opad til Fossen, men aldrig kunde hun endda blive klog paa dem, at de kom saa langveisfra og gav saa mange Penge ud for at see Noget der var saa stygt». Vor Befrielsestime slog snarere end vi havde ventet; paa en Plads i Nærheden havde Budet heldigviis truffet Karlfolk hjemme, og vi fik i en Hast to flinke Roerskarle. Et Leie af frsikt Løv blev redt i Bagstavnen af en ny, god Pram, vi leirede os beqvemt deri, og snart gik det opad den blanke Fjord for raske Tag af de korte plumpe Aarer.

Middagssolen stod brændende over vore Hoveder, dens mægtige Straaler syntes at maatte have Kraft til at gjennemtrænge det sorte Vandspeil hvorover vi hengled, og oplyse de underliggende Dybder. Men Tindsøens Vande ere dertil for bundløse, deres Hemmeligheder for vel bevarede. Ikke en Haandbred under Vandskorpen kan man see, selv tæt under Land, kun det sorte Dyb stirrer op med sine uudgrundelige Øine. Ingen Vandplante vugger sine grønne Blade paa Tindsøens Bølger. Intet Siv hvisker paa dens Bredder, kun de strenge, alvorlige Fjeldvægge stige næsten lodrette op paa begge Sider af Vandfladen, indtil to tusinde Fods Høide, undertiden i Revner og Ridser bevoxede med Løvskov og Furutræer, men som oftest ganske bare og kund afbrudte ved gigantiske Urer og Nedstyrtninger. Deraf kommer det, at Tindsøen selv i det blankeste Veir, som nu, gjør et sært, mørkt og beklemmende Indtryk; hvordan maa den da ikke være at skue, naar Fjeldvinden rasende gjennemfarer dens fire Mile lange Spalt, og oppidsker dens korte Bølger til rygende Skum, eller naar Høsttaagen lægger sig graa og klam over den, og de lange Skygger aldrig vige?

Alt som vi foer frem, og Næs efter Næs tilbagelagdes, og Fjeldene, især paa den venstre Side, stege høiere og rædsommere i Veiret, og Fosser viste sig langt oppe paa de glatte Bjergvægge som lydløse hvide Strimer, og den venstre uhyre Klippebreds lange, mørke Skygger faldt bredere og bredere tvert over Søen, saa vi tilsidst, tidlig paa den varmeste og klareste Solskinseftermiddag, roede under dem som i den kjøligste Aftenskumring, – da følte vi os mere og mere betagne af underlige Følelser, og det forekom os, som om hvert af de eensformige Aareslag bragte os, halvt modstridende halvt længtende, nærmere ind under Fjeldaandens inderste Hvelvinger.