[Den
Constitutionelle No. 257/1845]
Tindsøen.
Fra
Bakkerne ved Gaarden Nisi, hvorhen et noget besværligt men
animerende Morgenridt gjennem Skovtragterne fra Bolkesjø, tildeels
ad Gjenveie, havde ført os, saae vi førstegang et blaanende Glimt
af hiin underfulde Søe, der har været Gjenstand for saa mange
Reisendes Beundring og Rædsel. Vi standsede et Øieblik ved Gaardens
gamle, med kunstrig Udskjæring zirede Huse, der laae fredeligt og
eensomt paa en lille Høislette mellem bratte, skovbegroede Aaser,
hvilke i Baggrunden styrtede sig dybt og steilt ned, forat omslutte
et Fragment af Tindsøen. Her paa Nisi traf os førstegang det
Phænomen, som sidenefter saa ofte forfulgte os gjennem Thelemarkens
Dale, nemlig Husenes totale Forladthed af Beboere og Levnetsmidler.
Udmattet og trængende til al Styrkelse efter halve Dagsreiser i den
brændende Sol, gjennem vilde Skovstrækninger eller over miilelange
Vande, kommer man endelig til den Gruppe smaa, steengraae Bjælkehuse,
hvor menneskelige Aasyn skal være at see, Hvile og Vederqvægelse at
erholde – og man finder Gaarden øde, Dørene lukte, intet levende
Væsen at see, ingen Lyd at høre, Gravstilhed overalt, som havde den
sorte Død nylig gaaet gjennem Dalen. Men Livet er kun af
Nødvendighed og Lyst steget op af den trange, af Julisolen
gjennemglødede Revne i Fjeldmassen, som man kalder Dal, op paa de
vide, uendelige Fjeldmarker, hvor Sommerluften er let og kjølig,
Græsgangene rige og kraftige, og kun endnu de hvide, evige Sneetoppe
rage høiere op mod Himlen end Menneskenes Hoveder. Heroppe, til
Sæters, maa man paa denne Tid af Sommeren søge Fjeldbonden i hans
Hjem, her boer han med Sønner og Døttre, med Heste og Qvæg, her
flyder hans Gjæstfrihed over med Melk og Fløde, medens nede i
Bygden hans Gaard staaer forladt, og den Reisende der knapt finder et
Par gamle Føderaadsfolk eller Inderster, som Intet have at byde ham
uden fjorgammel, grønsuur Kjældermelk, Fladbrød, maaskee Smør, og
om Lykken er særdeles god, lidt træhaardt Spegekjød. Saaedes vare
Gaarden Nisis Beboere ogsaa dragne tilfjelds, og dog maatte vi der
endelig have fat paa en Mand som skulde sætte os over til Tindoset,
hvor Baadskydsen tilsiges.
Efter
langvarig Kalden og Søgen omkring i de mange Smaastuer, hvormed
Gaarden efter Sædvane var bestrøet, trak vi endelig en gammel
Invalid frem af et Skuur, hvor han laae paa nogle tørrede Blade og
sov i Formiddagsheden. Kalden lod ikke til synderlig at lide denne
uventede Forstyrrelse; som mange af hans Landsfolk foretrak han endnu
Magelighed for Fortjeneste. Skuttende sig og smaasnakkende med sig
selv humpede han dog efter os, som vi rede nedad den endnu temmelig
lange og besværlige Vei til Søbredden. Her laae den da for os,
denne af skyhøie Fjelde indelukte, lunefulde Vandstrimmel, nu blank
og stille og spillende i Solskinnet, som et slebet Staalspeil, for
maaskee i næste Øieblik rygende at skumme op ved en pludselig
Kastevind fra de dybe Kløfter. Endnu saae vi kun den nederste og
mindst charakteristiske Deel deraf, men allerede dette Basin var
trangt og dybt nok til at give os en stor Forventing om hvad der
skulde aabenbare sig indenfor de i Baggrunden fremspringende
Fjeldcoulisser.
Medens
den gamle Færgemand med en uimodstaaelig Langsomhed og Omstændighed
syslede med at faae sin Æggeskal af en Pram flot, havde vore
Skytsbønder fra Bolkesjøe befriet deres smaae Heste fra Bidsel og
Sadeltøi, og slap nu disse vilde stridslystne Hingster, som vi den
hele Vei havde havt megen Møie med at holde i behørig Afstand fra
hinanden, pludselig løs. Med en frygtelig Hvinen og Vrinsken, der
gjenlød i Fjeldene rundt om, styrtede nu de rasende Dyr sig over
hinanden, bedes, sloges og stod opreist paa Bagbenene, medens
Skydsgutterne, et Par unge raske Karle i thelemarksk Nationaldragt,
kastede sig derimellem, hujede og skreg, og syntes at finde en stolt
Glæde i dette vilde Skuespil, der fuldkommen svarede til
Omgivelserne.
Endelig
var vor seendrægtige Gamle færdig med sine Tilberedelser til
Overfarten, vi steeg vaersomt i hans skrøbelige Farkost, der vippede
ved den mindste Bevægelse og gjennem hvis raadne Sammenføininger
Vandet piblede ind. Skjøndt Strømmen her gaaer temmelig strid, hvor
Tindsøen har sit Afløb i Elven, kom vi dog med denne ynkelige
Befordring godt og vel over til den anden Side, hvor
Skydsskafferkonen paa Tindoset strax tog os under sin Beskyttelse, og
sendte Iilbud ud for at oprive Roerskarle, idet hun dog tillige gav
os den trøstelige Underretning, at det kunde vel hende man ingen
fandt, «for de Fleste var nu paa Stølen». Imidlertid var der intet
andet for end at vente med Taalmodigheden; vi satte os da paa Bakken
udenfor Hytten (hvis Indre ikke saa meget indbydende ud), tog frem
vor Niste og holdt vort tørre Middagsmaaltid, omringet af Tindosets
hjemmeværende Beboere, mest Børn og gamle Qvinder, der fulgte
enhver af vore Bevægelser med Øinene, og overvældede os med de
sædvanlige naive Inqvisitioner om hvem vi vare, hvorfra vi kom, hvad
vi vilde her, o. s. v.
En
ældgammel Hex, der kom rokkende ud af Stuen ved sin Stav, rystede
endnu meer paa Hovedet end hun ellers gjorde, og fortrak sin tandløse
Mund til at medynksomt Smiil, da hun hørte at vi meest vare komne
herop for at see Gausta og Rjukanfossen. «Her havde hun nu siddet
paa Tindoset i mangfoldige Aar, og seet mange Reisende fra alle
Verdens Kanter drage opad til Fossen, men aldrig kunde hun endda
blive klog paa dem, at de kom saa langveisfra og gav saa mange Penge
ud for at see Noget der var saa stygt». Vor Befrielsestime slog
snarere end vi havde ventet; paa en Plads i Nærheden havde Budet
heldigviis truffet Karlfolk hjemme, og vi fik i en Hast to flinke
Roerskarle. Et Leie af frsikt Løv blev redt i Bagstavnen af en ny,
god Pram, vi leirede os beqvemt deri, og snart gik det opad den
blanke Fjord for raske Tag af de korte plumpe Aarer.
Middagssolen
stod brændende over vore Hoveder, dens mægtige Straaler syntes at
maatte have Kraft til at gjennemtrænge det sorte Vandspeil hvorover
vi hengled, og oplyse de underliggende Dybder. Men Tindsøens Vande
ere dertil for bundløse, deres Hemmeligheder for vel bevarede. Ikke
en Haandbred under Vandskorpen kan man see, selv tæt under Land, kun
det sorte Dyb stirrer op med sine uudgrundelige Øine. Ingen
Vandplante vugger sine grønne Blade paa Tindsøens Bølger. Intet
Siv hvisker paa dens Bredder, kun de strenge, alvorlige Fjeldvægge
stige næsten lodrette op paa begge Sider af Vandfladen, indtil to
tusinde Fods Høide, undertiden i Revner og Ridser bevoxede med
Løvskov og Furutræer, men som oftest ganske bare og kund afbrudte
ved gigantiske Urer og Nedstyrtninger. Deraf kommer det, at Tindsøen
selv i det blankeste Veir, som nu, gjør et sært, mørkt og
beklemmende Indtryk; hvordan maa den da ikke være at skue, naar
Fjeldvinden rasende gjennemfarer dens fire Mile lange Spalt, og
oppidsker dens korte Bølger til rygende Skum, eller naar Høsttaagen
lægger sig graa og klam over den, og de lange Skygger aldrig vige?
Alt
som vi foer frem, og Næs efter Næs tilbagelagdes, og Fjeldene, især
paa den venstre Side, stege høiere og rædsommere i Veiret, og
Fosser viste sig langt oppe paa de glatte Bjergvægge som lydløse
hvide Strimer, og den venstre uhyre Klippebreds lange, mørke Skygger
faldt bredere og bredere tvert over Søen, saa vi tilsidst, tidlig
paa den varmeste og klareste Solskinseftermiddag, roede under dem som
i den kjøligste Aftenskumring, – da følte vi os mere og mere
betagne af underlige Følelser, og det forekom os, som om hvert af de
eensformige Aareslag bragte os, halvt modstridende halvt længtende,
nærmere ind under Fjeldaandens inderste Hvelvinger.
Ingen kommentarer :
Legg inn en kommentar