Fru Amalia Munch
Fru Munchs Død har vakt megen Deltagelse. Jeg, som havde den Ære personligt at kende hende, vil i Dag faa Lov at riste hende en liden Mindrerune.
Den Bortgangne, der var en Adoptivdatter af den bekendte Greve Raben Levetzau, «Bjørnejægeren» kaldet, var ingen almindelig Kvinde. En høj Intelligens forenede sig hos hende med megen Hjærtensgodhed og stærke kunstneriske Interessser.
Hendes Giftermaal med Digteren, Professor Andreas Munch, førte hende til Norges Hovedstad, i hvis højere Selskasliv hun spillede en fremragende Rolle. Hun kom i nær Forbindelse med Norges daværende Aandsaristokrati, Familierne Welhaven, Sars, Schweigaard, Collett etc., og satte sig nøje ind i alle vore Forhold. I Modsætning til andre danske Damer, der, overflyttede til Kristiania, som Regel blir trætte af Byen, holdt hun af den.
«Alt var saa nyt og friskt deroppe», sagde hun en Gang, da hun talte om sit Ophold i Norge.
Vor berømte Camilla Collett sluttede sig især til Fru Munch, der for hende repræsenterede den gamle, danske Kultur. Hun tilegnede hende saaledes en af sine Bøger [Sidste Blade, 1868] med en lang, smigrende Fortale, hvori hun blandt andet skriver: «Som en god Fe kom De, kære Fru Munch, fra Danmark op til os –»
I Rom gjorde Fru Munch Bekendtskab med Ibsen og Frue, der begge satte megen Pris paa hende. Selv har jeg hørt Ibsen tale om hende med stor Sympati.
Da Munch og Frue senere bosatte sig i København, var deres Hus i Aarrækker et af Byens fineste og mest selskabelige. Den gamle Digter med sit lange Sølvhaar, sit drømmende Væsen tog sig udmærket ud som Vært – og Fruen var en aandfuld og elskværdig Værtinde. Deres gæstfrie Hjem blev tilslut som et Samlingssted for berømte danske og norske Kunstnere. Plougs, Frølichs, Hartmanns, Jericaus, Rasmus Nielsen, H. C. Andersen etc. kom der jævnligt, og her kunde man en Selskabsaften ved Siden af Professor Gade træffe Grieg (der har sat Musik til flere af Munchs Digte) og Svendsen – og i Damernes Kreds opdage Camilla Colletts, Nina Griegs og Magdalene Thoresens straalende Skikkelser.
Efter Munchs Død levede Fruen ret indesluttet. Men nu og da kunde hun dog samle Ungdommen om sig til en munter italiensk Kunstnerfest med Vin og Maccaroni, med Deklamation og Tableauer (en af hendes efterladte Døtre [Anna E. Munch] er Malerinde), og med usvækket Interesse fulgte hun til det sidste alle nye aandelige Bevægelser, ligesom hun stod i livlig Korrespendance med udenlandske Venner, som hun havde lært at kende paa sine Rejser.
Det er vemodigt at tænke sig, at hun nu er borte for bestandig – at Danmark har en højsindet og begavet Kvinde mindre.
John Paulsen
Ingen kommentarer :
Legg inn en kommentar