Charlotte Munch om å forlate Italia

«Man maa altid tænke sig denne mildt bedrøvede og stadig mildt misfornøiede digter med himmelvendte øine og haanden under kind», skriver Rolf Thommessen om Andreas Munch. Dette elegiske temperamentet synes han å ha delt med sin første hustru Charlotte Amalie, f. Juul (1823-1859). I sin artikkel om Munch i Norsk biografisk leksikon, 1. utg., skriver Helge Groth om parets bryllupsreise i 1846-47, til Frankrike, Italia, Sveits og Tyskland – en reise man i stor grad kan følge i de reisebrev Munch publiserte i Den norske Rigstidende, og som Andreas Munch-selskapet tidligere har offentliggjort på disse nettsidene. «I dagboken fra denne reise», forteller Groth, «finnes en vakker skildring», skrevet av Charlotte, «om den siste tid i Italia, om deres kjærlighet til Syden og tanken på den evige Syd-lengsel som vil gripe dem oppe i Norge». Reisedagboken befinner seg i Nasjonalbiblioteket, og er aldri blitt utgitt.

Nu har vi vandret den sidste Spadsertour i Italien – vi benyttede de enkelte Solglimt i Middagsstunden til at vandre ud den yndige Vei langs Lago Maggiore mod Syden, under Pergolaer, der hang fulde af modne og halvmodne Druer – og rundt om os den nyeste, sydligste Vegetaion – vi kom nu ei fra at besee den smukke lille Kirke der er under Byggning her – om nogle Timer ere vi langt borte fra Lago Maggiore og fra det deilige, milde Italien som jeg nu for sidste Gang i mit Liv seer et Glimt af – for hvilken Mulighed skulde vel bringe mig her tilbage? og hvorledes tør jeg ønske atter at komme her – mit store Ønske blev jo opfyldt – jeg har seet Italien, seet den dybe blaa Himmel, seet Syden i al dens Pragt, Yppighed og Mildhed – jeg har jo henlevet otte Maaneder i dette deilige Land – og i disse Maaneder ere ligesom alle mine Ønsker blevne opfyldte, alle mine Drømme ere blevne til Virkelighed – jeg har levet glad og rolig i Rom, omgivet og paavirket af hele den rige Kunstverden som der findes – men jeg har ogsaa i denne Tid følt Uroe og Længsel, jeg har følt Lidelser i mit eget Indre; maskee større og stærkere end nogensinde i mit foregaaende Liv – men netop fordi jeg ogsaa har lidt i Italien elsker jeg det dobbelt – den Erfaring og Udvikling som hele mit Væsen deraf vel faaede vil endnu sterkere binde mig til dette deilige Land hvor jeg oplevede saameget, og som jeg aldrig mer vil komme til at see – min største Sorg nu er blot at vi ikke tøvede der 14 Dage længer og blev paa den anden Side af Alperne saalænge som mulig – 8 Dage længer i Rom og 8 Dage længer i Florents – hvorfor havde jeg ikke Kraft nok til at sætte det igjennem – og saa kilet gjennem Schweiz og Tyskland saa hurtigt som mulig – hvorfor havde jeg dog ikke Kraft til at gjenneføre dette Ønske – hvorfor sat jeg ikke den Lykke at kunne leve 14 Dage til i Italien, over Alt, hvorfor sat jeg ikke det høiere end alle andre Hensyn, høiere end en hver Tanke paa andre Mennesker? Hvor det var svagt og elendigt af mig – hvor jeg hele mit Liv vil komme til at angre, at jeg paavirket af, og under Indflydelse af taabelige Følelser lod mig trække 8 Dage før end nødvendig fra det deilige grandiose Rom, hvor jeg levede saa mildt og roligt – hvor jeg hele mit Liv vil angre paa, at da vi i Florents fik Underretning om Dampskibets sene Hjemfart, at jeg da ikke havde Kraft nok til at løsrive mig selv fra de mange exalterede Tanker og Følelser som vare komne over mig, at jeg ikke fandt Mod til at sige at jeg vilde blive 8 Dage længer i det deilige Florents, den sidste italienske Bye – hvor er det muligt at jeg ikke foretrak 8 Dages længer Ophold i Italien, i Florents, hvor saamange Kunstskatte ere samlede, for en Reisen sammen med andre Mennesker, som jeg dog altid ogsaa hjemme kunde have at see? nu begriber jeg det ikke, dengang faldt det ikke i min Tanke at handle anderledes end jeg gjorde – men hvor det piner mig og bedrøver mig, hvor jeg hele mit Liv vil angre paa at vi ikke blev 8 Dage længer i Rom og Florents, jeg vil aldrig selv kunne tilgive mig at jeg saaledes opoffrede 14 Dage af den skjønneste og nyttigste Virkelighed for at løbe efter et Idee-Billede af min egen Følelse – det vil bestandig pine mig, jeg vil altid angre det – at blive disse 14 Dage længer paa et andet Sted efter at have forladt Florents, derom kunde Talen ikke være – vi vare i det triste Venedig næsten længer end vi kunde udholde, og Lombardiet, og dets Hovedstad Milano kunde ikke frembyde noget trøstende Opholdssted, for os som kom fra Syditalien – man følte sig jo ikke der længer som værende i Italien – og dog nu, som jeg sidder her nedregnet i Luzern angrer jeg at vi ikke blev et Par Dage længer i det moderne, italienske Milano – der vare dog Malerier, Kirker, og dens Latter Italiensk – jeg angrer paa at vi ikke tilbragte et Par Dage i det yndige Baveno, som var det første rigtig italienske Opholdssted jeg havde truffet efter at have forladt Roma, og hvor Italien ligesom til Afsked viste sig i al sin Rigdom og Mildhed – jeg angrer paa, og vil hele mit Liv angre, at vi forlode Italien et eneste Minut inden den 1 September – og saa daarlig var jeg, saa svag, at forlade dette skjønne Land fortidlig blot for at løbe efter en Idee af min egen Følelse, efter et tomt Drømmebillede – Italien staaer allerede nu saa idealsk for mig – allerde nu ere ligesom udvisked af min Erindring de mange smaa mindre skjønne Virkeligheder, som ofte i Øieblikkets Oplevelse kunde berøve Gjenstandene den poetiske og ideale Skjønhed – allerede nu staaer Italien for mig som et lysende, straalende Land, hvor der ikke findes andet end Skjønhed, Mildhed og Lykke – hvorledes skal jeg kunde udholde altid forgjæves at længes derefter – og vil ikke selve den skjønne Erindring om vor oplevede Lykke blive mig en nagende Pine – naar jeg Hjemme i Norge sidder indesluttet mellem Snee og Iis og Fjelde, og tænker mig tilbage til Italiens sydlige, varme Himmel, vil da ikke denne Erindring blive til en nagende, fortærende Længsel i sammenligning med Virkeligheden, vil jeg ikke komme til at sige og tænke som der staaer i Dante: nessun maggiore dolore, che ricordarsi del tempo felice bella miseria – og da er den Tid uigjenkallelig forbi, jeg vil længes og længes, og faaer dog aldrig meer Italien at see, jeg kommer aldrig meer paa den anden Side af Alperne – hvorfor blev vi i det mindste ikke 14 Dage til – hader Schweiz og Tyskland ovenpaa – her er jo Norden, Regn og Kulde – hvorfor bleve vi ikke i det Mindste i Bovano? eller fornemmelig i Rom og Florents? jeg er bleven haardt nok straffet for at have visket en Oplevelse i min Følelse, det berøvet mig 14 Dages Ophold i Italien, og det vil jeg aldrig kunne tilgive mig selv, det vil jeg altid angre.