Munch på besøk hos Victor Hugo

Et Besøg hos Victor Hugo *).

[Den norske Rigstidende nr. 9 (1848). Også trykt i La revue scandinave. 2. année. Paris 1911, s. 65-69.]

Victor Hugo hører ikke længer til de største Modecelebriteter i Paris; han lever stille og indetogent, skriver ikke meget, idetmindste ikke for Dagspressen, forsyner ikke længer den hungrige Legio af Theatre med sine kraftige Stykker, blander sig fast slet ikke i Dagspolitiken, taler kun lidet i Pariskammeret og da kun naar en Sag er paa Bane, der nærmere berører literære, kunstneriske eller almeenmenneskelige Interesser, som f. Ex. da han sidstegang holdt det veltalende Foredrag for Jerome Napoleons, Keiserens sidste gjenlevende Broders Tilbagekaldelse til Frankrige. Men skjønt han saaledes for Øieblikket befinder sig i en Slags honorabel Retraite, er han dog derfor ikke glemt eller mindre anseet, hans Navn har endnu en god Klang og en vægtig Betydning, man erindrer endnu meget godt at han var Anføreren for den unge Phalanx, der hævede Romantikens Banner, og bragte ny Livskraft og frisk Skovluft ind i den galliske Classicitets overkunstlede Salonrum. Vel maa man tilstaae at den Skole han stiftede ikke har holdt hvad den lovede, og ved sine Extravagancer allerede har foranlediget en Reaction; vel kan man ikke negte at Victor Hugo selv ofte i sin poetiske Virken har overskredet det Skjønnes Grændser og forvildet sig i æsthetiske Paradoxer; men man erkjender dog med alt det, at han har gjort Epoche i den franske Literaturhistorie, at hvad han har udrettet er anseeligt nok, om man saa end kun maaler det efter de personlige Mærker: at han nemlig ene og alene ved sin literaire Virken, og trods al den Oposition, han havde at gjennemgaae, er bleven Pair af Frankrige og Medlem af det samme franske Academie, der som Classicitetens bestaltede Vogter med saamegen Rædsel og Indignation havde protesteret mod hans første Optræden. Kommer nu hertil den uvilkaarlige Magt som det ægte Geni endog under sine Vildfarelser udøver, og den aristokratiske Høihed, hvormed Victor Hugo har holdt sig udenfor den nu herskende Speculations-Literatur, saa kan man forklare sig hvorledes det ustadige Pariserpublicum dog altid har kunnet bevare Interesse og en Slags Veneration for ham. Det var ogsaa især den sidstnævnte Omstændighed, Victor Hugos notable Foragt for Markskrigerliteraturens utaalelige Bredhed, der under mit sidste Ophold i Paris igjenvakte mine Sympathier for ham; det gjorde mig godt at vide, at der i denne almindelige literære Fordærvelse, som Eugen Sues og Alexander Dumas's Romanfeuilletoner har afstedkommet, og hvorfor selv Aander som George Sand ikke har kunnet holde sig fri, dog gaves en literær Personlighed af første Rang, der ikke lod sig smitte deraf, og det netop den samme hvem jeg betragtede som Frankriges eneste rigtige Poet, ialfald den Eneste der forstaaer at slaae det i al si Glathed saa gjenstridige og umusikalske franske Sprog i Rythmens fulde Toner. Derfor vilde jeg ikke forlade Paris uden ogsaa med legemlige Øine at have overbeviist mig om Tilværelsen af denne velgjørende Undtagelse fra de literære Forholdes almindelige Deprevation, der indvirkede saa uhyggeligt selv paa mig, den Fremmede. Kort Tid før min Afreise meldte jeg mig derfor hos Victor Hugo, og blev anmodet om at indfinde mig hos ham en Søndag Aften Kl. 8.

 

Victor Hugos Bolig er beliggende paa et for hans poetiske og i Fortidens Eensomhed helst dvælende Natur meget passende Sted, der i Paris ikke kunde være valgt bedre. Det er paa Place royale [Place des Vosges], denne mørke, forladte, alvorligt pragtfulde Plads, den eneste i Paris, der ogsaa i det Ydre har bevaret en historisk Characteer, medens de øvrige, skjønt hver Sten paa dem maatte kunne fortælle store eller blodige Erindringer, fast alle have undergaaet Modernitetens Nivelleren og have optaget Dagslivet i sig. Place royale derimod, beliggende ikke langt fra Bastillepladsen, mellem Rue St. Antoine og det stille, for det meste kun af Rentiers og underordnede Embedsmænd beboede Marais, har ganske vedligeholdt det Udseende den fik ved dens Anlæg i Henrik den Fjerdes sidste Regjeringsaar. Høie, massive Huse, hinanden aldeles lignende, omgive den i en regelmæssig Fiirkant, byggende af røde teeglstene, hvorved de contrastere meget mod den graagule Kalkstensmasse, hvoraf ellers Paris bestaaer, og med høie, spidse skiferdækte Tage. I deres nederste Etage gaae aabne, lave Arkader rundt om Pladsen, hvis indre Fiirkant er omgivet af et Jerngitter. Herindenfor ere nogle grønne Anlæg, nogle eensomme Træer og et Par sparsomme Fontainer; i Centrum staaer en plump Rytterstatue i hvidt Marmor af den tungsindige Kong Ludvig den Trettende, hvis hele triste Alvorlighed synes endnu at raade over disse Omgivelser, skjønt den Afglands af galant Ridderliv, som i hans Tid gjorde denne Plads til Modeqvarteret i Paris, forlængst er veget derfra og har givet Rum for Ødhed og Erindring – Det var en kold, men klar og maanelys Søndagsaften da jeg fra Paris's larmende Nutidsqvarterer om Palais royal ved en hurtig Cabriolet pludselig hensattes paa denne gamle Plads, hvor en forsvunden Tids Luft slog mig imøde. Alting var her øde og forladt, men eget, skjønt og høitideligt stemmende; de dunkle Huse med deres høje, taarnagtige Tage besatte med mangfoldige Spidser og Udvæxter, tegnede sig med skarpe Contourer i den blaalige Maanebelysning, de lange Vinduesrækker blinkede i de zirtrende Straaler, brede Skygger faldt fra Pillarerne i Buegangene hen over Steengulvet. Ikke et Menneske saaes paa den hele Plads, ikke en Lyd hørtes uden Vandets eensformige Pladsken i Fontænerne og nogle rustne Jernfløies hæse Knirken paa Tagene. Kunde dette være Paris? befandt jeg mig virkelig her midt i den menneskemyldrende Verdensstad, og ikke heller i en af Fontainebleaus eensomme Slotsgaarde? Thi Liigheden dermed var paafaldende, det var den samme Architectur, denne samme forladte Stilhed. 

I en besynderlig Stemning steeg jeg opad de brede Trapper i Huset No. 5, hvor Victor Hugo boer. Det forekom mig som maatte jeg deroppe blive modtaget, ikke af en moderne Forfatter i hans Salon, men af de høie, alvorlige, fløielsklædte Gestalter, der med langt kruset Haar, tilspidset Skjæg, et melankolskt Træk om den fine Mund, og den kniplingsbeskyggede Haand lænet paa Sværdfæstet, i Ludvig den Trettendes Tid skred gjennem disse Gemakker. Det Forværelse, hvor jeg først indvistes, tilintetgjorde ikke ved nogen moderne Aspect denne romantiske Stemning. Et brunt Egetræs Paneelværk med kunstige Udskjæringer bedækkede Væggene, og deri vare hist og her indfattede Broncemedallions med Basreliefs fra den franske Middelalder; i de dybe Vindusnicher stode Gibsafstøbninger af Sculpturværker fra Renaissancetiden; en mat fra Loftet nedhængende Lampe oplyste sparsomt det underligt kantede Værelse. Her maatte jeg vente en Stund; endelig aabnedes de tunge Fløidøre i Baggrunden, en stærk Lysning kom mig imøde og paa Tærskelen viste sig – ikke en Cinq Mars eller de Thous slanke, tankeblege Skikkelse, men en moderne klædt, trivelig Mand af Middelhøide, med et rødt, fyldigt, smilende Ansigt og glatte Manerer; det var Victor Hugo. Ved dette Syn tabte jeg med Eet alle min Illusioner, jeg befandt mig atter i Hverdagslivets Niveau, og fulgte rolig den venlige Vært ind i hans klart oplyste Familiesalon, hvor de tilstedeværende Beboeres moderne Udseende atter for en Deel ophævede det middelalderske, borgagtige Indtryk, hvorpaa det her ogsaa ved Værelsets Udsmykning tydeligt var anlagt. Mørke vævede Tapeter og tunge Forhæng hang ned fra Vægge og Vinduer; enkelte store Malerier, Jagt- og Stillebensstykker i svære Rammer, vare uregelmæssigt anbragte; høiryggede, knirkende Stole, antike Skabe og Meubler af udskaaret Ibenholt eller Egetræ, med alleslags Curiositeter paa, manglede ikke. I et Hjørne af Stuen var den yngre Deel af Familien, nogle unge Damer og Herrer, grupperede om et Bord, sysselsatte med at spille Domino; ved et andet Bord, der var bedækket med Journaler og Bøger, sad en gammel Mand, med friserede hvide Haar, af et diplomatisk Udseende, ivrigt beskjæftiget som det lod med at studere Dagens Anliggender. Endelig foran den uhyre Marmorkamin, hvori et vældigt Baal af store Kubber frammede, havde Husets Herre nu stillet sig hen i en napoleonsk Stilling, med Hænderne paa Ryggen. Medens nu Samtalen lidt efter lidt kom i Gang, og naturligviis først dreiede sig om det skjønne nordlige Land, hvorfra den Besøgende var kommen for at bringe den europaberømte Digter sin Hyldest, havde jeg Anldning til nøiere at studere hans Træk, for om muligt deri atter at gjenfinde det skjønne, fine, aandfulde Billed, som hans Portrætter før havde givet mig af ham, men som det første Syn ad vivum saa aldeles havde nedbrudt. Det lykkedes mig ogsaa virkeligt af dette fede, røde Ansigt at udbringe Elementerne til hint fordums Billed. Endnu var den høie, usædvanligt hvælvede Pande der, som saa ofte har givet Gavarni og Dantan Stof til Charger; til den fine, bøiede Næse kunde man endnu opdage Contouren, skjønt den var bleven saa bred og udfyldt; de skjønne dybe Øine udsendte endnu Glimt af fordums Magt, skjønt de nu næsten vare bedækkede af tykke Øienlaag; om Munden saaes undertiden endnu et fint og bevæget Træk, skjønt dens almindelige Udtryk var Slaphed og Livslede. Ensemblet af hans Physiognomi gav mig et Indtryk af en Sjælstilstand, der var nedstemt fra sin forrige Høide, af en mægtig Individualitet, der ved Skuffelser, Vildfarelser og usande Aandsforhold var bragt til at søge sin Havn i materiel Nydelse og Ro, og i en udvortes sikkret og hædret Stilling. 

«De er altsaa fra Norge», gjentog han distrait, efter at vi allerede længe havde talt om dette mit nordiske Fædreneland. «I Norge» – et Smiil som af en blid Erindring gled herved over hans Træk – «i Norge har jeg engang sat Scenen for et af mine Ungdomsarbeider. Har de læst Han d'Islande? Det var en lykkelig Tid da jeg skrev den, en Tid fuld af Kamp og Savn, men ogsaa af Haab og Ungdomsmod». – Jeg udtrykte naturligviis min Beundring for den mægtige Phantasi og vilde Kraft der aabenbarede sig i Han d'Islande, men tillod mig ved Siden heraf at bemærke, at Romanen ikke røbede synderligt Kjendskab til det Lands Forhold, Sæder og Skikke, hvor dens Handling var sat. «Jeg veed det, jeg veed det vel», svarede han smilende. «Dengang var det mig kun om at gjøre at finde for mine Skabninger en Skueplads, der var vild, ubekjendt og romantisk nok, og hvor Phantasien kunde have frit Spillerum. Skulde jeg nu skrive en Roman, der foregik i Deres Fædreland, vilde den vel blive mere tro, men ogsaa mere kjedelig». – Imidlertid lod det just ikke til, af hans øvrige Yttringer at dømme, at hans Kundskab til vore nordiske Lande var steget betydeligt siden hiin Tid. Hans Begreber om vore politiske, sociale og literære Forhold vare meget confuse, og han blandede norske, svenske og danske Sager meget ugeneert om hinanden. Selv vort Lands simpleste Topographi var ham ikke klar; han troede saaledes at der kun gaves to Stæder i Norge, Christiania og Trondhjem, Alt det Øvrige var ham ubekjendt Fjeld og Ødemark. Af literære Notabiliteter kjendte han kun af Navn først og fremst Frederikke Bremer, dernæst Tegnér, Oehlenschläger, Andersen, og tvivlsomt, Heiberg. Hvo af disse der hørte til den danske eller svenske Literatur var han ikke ganske paa det Rene med; en særskilt norsk lod det ikke til at han nogensinde havde hørte tale om. Den eneste Personlighed hos os han ret levende syntes at interessere sig for og kjende rigtigt til var vor Konge, fra hvem han fortalte at have modtaget et egenhændigt Brev, efter Regjeringstiltrædelsen. «Kong Oscar», sagde han, «er en af de mest dannede, oplyste og tidsmæssige Monarcher i Europa; han er et ideal af en constitutionel Konge; det Land er lykkeligt der regjeres af en saadan Menneskeven». Heri gav jeg ham naturligviis af Hjertet Ret, søgte dernæst saagodt jeg kunde, i al Korthed at give ham en rigtigere Idee om vore Forholde her hjemme, og endte med at spørge om vi ikke nu, da Communicationsmidlerne vare blevne saa lette, kunde gjøre os Haab om en Sommer at see ham i Norge, blandt grandiøse Naturscener, jeg ikke tvivlede paa at hans mægtige Aand vil føle sig beslægtet med. «Det kunde nok være gavnligt at forfriske sig i Deres kraftige Bjergluft efter Corruptionen her», svarede han. «Men» – lagde han til med et lite Skuldertræk – «man bliver gammel og doven». – Ifølge hans Spørgsmaal om hvorledes jeg fandt Theatrene i Paris, yttrede jeg blandt Andet min Beklagelse over at det endnu ikke var lykkets mig at faae see et eneste af hans Dramer opført, uagtet jeg nu havde været flere Maaneder i Paris. Forsilde mærkede jeg at jeg herved var kommet til at slaae paa en øm Streng. Han hævede sit Hoved med saaret Stolthed, forlod sin rolige Stilling ved Kaminen, gik hurtigt op og ned i Værelset, og lod falde afbrudte Sætninger, som «Mine Stykker – det er ikke deres Tid nu – man har jo Dramafabriker nok, der kan hjælpe sig uden en saa kostbar Ingredients som Poesien – desuden vil De have Tragedier, saa gaae hen og see Ponsard, denne classiske Skoledræng, hele Paris er jo fuld af Larm over hans Agnes de Meranie – jeg skriver knapt for Scenen meer». – han fattede sig dog snart igjen, indtog atter sin forrige Post og begyndte med rolig Ironie at velte sig over de nuværende literære og dramatiske Misforholde i Paris. Uheldigvis blev dette for mig interessante Foredrag snart afbrudt ved Madame Hugos Indtræden. Denne nu noget corpulente Dame, med tydelige Levninger af stor fordums Skjønhed, havde et ærgerligt Udseende. Om Historien med Madame Biard endnu spøger mellem Ægtefolkene skal jeg lade være usagt, men urimeligt er det da ikke. Fruen lod sig synke ned i en Lænestol ved Ilden, og omgaves snart af en Kreds unge og ældre Herrer, der lidt efter lidt indfandt sig. Samtalen blev nu almindelig, men for mig ikke synderlig interessant, da den meest dreiede sig om fælles Bekjendtskaber, Dagsbegivenheder etc., hvortil jeg ikke stod i nogen Rapport. Saasnart det var muligt, anbefalede jeg mig derfor; Victor Hugo rakte mig hjertelig sin Haand til Afsked, og betydede mig idet han fulgte mig ud i Forværelset, at hans Salon saaledes stod aaben hver Søndag Aften, og at det vilde være ham kjært, at see mig oftere deri. Jeg kunde til Svar beklage, at min alt bestemte Afreise desværre vilde forhindre mig fra at benytte mig af dette gode Tilbud, at jeg sandsynligviis ikke saa ham mere i Paris, men at jeg endnu ikke vilde opgive Haabet om engang at see ham i Norge. Han rystede smilende paa Hovedet, og med de Ord: «Hils Deres Bjerge og Deres Hjems simple Tilstande; hvad mig angaaer, jeg maa holde mig her i de falskes Hvirvel» – faldt Døren til efter ham og jeg saa ham ikke mere. Med beklemt Sind ilede jeg ned ad Trappene, og aandede først atter selv da jeg befandt mig paa den øde, maanebelyste Plads, der nu dog for mig havde tabt al sin Romantik, siden jeg vidste hvilken moderne, glimrende Utilfredshed der boede bag dens mørke Mure. 

A. Munch

*) Jeg finder mig foranlediget til herved eengang for alle at erklære, at jeg ikke er Forfatter til andre Stykker i dette Blad, end de der ere mærkede med mit Navn. A. Munch.