Billeder fra Venedig. III.

[Den norske Rigstidende nr. 158 (1848). Del 3/3]

Et ganske andet Billede, end dette Eensomhedens og den maaneklare Stilheds, frembød den store Canal den paafølgende Søndags Eftermiddag, da det moderne Venedigs beau monde var ude at promenere. Naar her tales om Promenade, da er det naurligviis ikke tilhest eller tilvogns, Befordringsmidler som i Venedig ikke findes Spor af, heller ikke tilfods undtagen paa Marcuspladsen, men tilvands i de evindelige Gondoler. Disse komme saaledes i Venedig istedetfor Eqvipagerne i andre Steder, Barcarolerne (de offentlige Gondolførere) svare til Vognmænd eller Doschekudske, medens enhver rig Signor, som ellers vilde holde Vogne og Heste, dem man i Venedig ikke kjender, her har sin Privatgondol betjent med egne Førere i bestemte Livreer. En Utallighed af disse lange, smale sorte Baade, hvis triste Udseende*) nu blev formildet ved at Liigkisteruffet var taget af dem alle, forsamlede sig Kl. 6 om Eftermiddagen ved den nordvestlige Ende af den store Canal, der en lang Strækning aldeles var bedækket deraf, saa man maatte troe at kunne gaae tørskoet paa den tversover Canalen, som paa en Flydebroe. Hele denne bevægelige Masse var besat med elegant klædte Herrer og Damer, de sidste let klædte og skjødesløst udstrakte paa det nu afdækkede Sædes bløde Hynder, medens Herrerne ubekvemt siddende paa Tabouretten ved Siden af, ogsaa her i fri Luft og i al Offentlighed fortsatte dere Courtiseren og galante Eventyr. Thi heri er idetmindste den nuværende gyldne Ungdom i Venedig endnu liig den gamle, og man maa tilstaae at den endnu har Grund nok dertil, thi iblandt de ved denne Leilighed tilskue stillede Venetianerinder, med hvem man, ved at presses ved Siden af deres smale Baad næsten kom i umiddelbar Berørelse, fandtes et overveiende Antal, der med Hæder kunde vindicere deres Nedstammen fra Originalerne til de delige Qvinder, der endnu leve paa Titians, Pordenones og Giorgiones Malerier, det var ... det samme straalende Blik, de samme bløde, vellystige Former. Men hvad der manglede for at give Formen den Characteer og Pragt, som en lignende maa have frembudt paa hine store Mesteres Tid, var Costumet. Istedetfor de pragtfulde, brogede Stoffer, stivnende Guld og Perler, som paa hine gamle Malerier saa passende indfatte og forhøie de venetianske Skjønheder, saaes her de moderne letter parisiske Sommerkjoler, Straahatte etc.; istedetfor de gamle Nobilis rige Fløielskapper, Guldkjeder og Fjederbaretter omgav nu en sort Rand af de afskyelige moderne Frakker den lysere Dameverden; selv Barcarolernes Hær, der staaende opreist i Gondolerne bøiende sig med megen Kraft og Gratie over deres Aarer, vare ikke saa phantastisk udsmykkede som tilforn, kun nogle Faa vare endnu klædte i den korte brogede Silketrøie, det røde eller blaa Skjærf eller de øvrige gamle Kjendetegn; de Fleste af dem vare iførte stygge Tjenerslivreer med lange Kjoler og vide Buxer og af guult Nankins, saa de derved fik Udseende af ligesaamange uformelige Pierrots. Imidlertid trods alle disse Forandringer i fordums Pragtudseende, var dog Scenen endnu livlig og malerisk og ægte venetiansk nok, som Toget drog frem opad den skjønne Canal, under Musik og Tale og summende Hvisken. I Spidsen drog en stor Barke med den østerrigske Militairmusik, der med hyppige Mellemrum, altfor lange for det efterfølgende Publicums Utaalmodighed, blæste sine Marscher og Symphonier saa det klang i Paladserne og henover den stille Vandflade. De gamle Paladser, hvis Skrøbelighed og Forfald det stærke Dagslys nu uden Skaansel afdækkede, syntes med Vemod at see ned paa den forbidragende Sværm, der gav sig Mine af en fordums Regatta. Hist og her i de saa kunstrigt indfattede Vinduer, der ellers som oftest ere tillukkede med grove Brædelemmer, eller paa de skjønne, itubrukne, med Epheu gjennemslyngede Altaner kom nu levende Væsener tilsyne, hvidklædte Qvindeskikkelser eller mørkt indhyldede Signori, der fra deres Forfædres øde og forfaldne, men endnu noble Haller betragte Dagens Nydelse, hvori de forsmaae at tage Deel, fordi den føres ved Ledebaandet af de fremmede Herrer.

– Ganske forunderligt var det da hele denne Masse Gondoler, vist flere Tusinde, med den deri hvilende og staaende og snakkende og roende Menneskemængde gled hen under Rialtobroens brede Hvælving*[*]), hvis dunkle Skygge faldt over det inddragende Mennesketog som fra Indgangen til Underverdenen, og fra hvis sonore Marmorvægge Stemmerne og Aareslagene og Mængdens forvirrede Lyd gjenlød som en huul Torden. Snart lyste imidlertid Dagen igjen paa den anden Side af Hvelvingen, og nu gik det videre opad Canalens store Krumninger. Da Gondolflaaden, eller Frescoen som et saadant Spadseretog her kaldes, var naaet udenfor Academia delle belle Arti eller den forrige Scuola di Carita ligeoverfor Kirken San Vitale, begyndte Aftenmørket allerede at falde paa med den Hurtighed som er egen for dette Himmelstrøg, og nu antændtes Blus paa den anførende Musikgondol, og hele Neeg af romerske Lys kastedes derfra op, i hvilken herligt afvexlende og grelle Belysning de dunkle Paladser og Kirker, den bølgende og glidende Menneskemængde og den mere og mere til en Havbugt sig udvidende Canal tog sig magisk ud. Hvor Canal grande taber sig i Canal della Giudecco foran Vicekongens Palads med den lille grønne Have, skildtes Flaaden ad og enhver Gondol smuttede bort sin egen Vei ad de mange Sidecanaler, eller lagde som vi til ved Moloen. Her var alt i fuldt Liv og Aftenvirksomhed, Gasen tændt, Cafeerne under Buegangene fulde og oplyste, Piazzettaens Qvaderstene bedækkede med Spadserende, Handlende, Udraabere, Musikanter, Officierer og Soldater, Tiggere. Vi mærkede at vi vare paa Marcuspladsen.

Det vil da sige paa den lille Marcusplads, der i en ret Vinkel med den store gaaer ned mod Vandet, til hvis Overflade brede Trin fører og hvor der bestandig ligger en Mængde Gondoler i Beredskab, for hvem der vil leie dem. Ved disse Trin var netop ved vor Ankomst et Selskab Damer og Herrer steget ud, Fremmede og Venetianere; efterat hine havde betragtet de to colossale Søiler ved den sydlige Ende af Piazzetta, vilde de mellem dem gaae videre op ad Pladsen, men Venetianerne sagde: «ikke der» – og gik tilside udenom den ene Søile. Hvad havde dette at betyde? Jo, mellem disse Søiler blev i Republikens Tid de offentlig dømte Statsforbrydere henrettede; derfor passere endnu ingen Venetianer, idetmindste ingen Nobile imellem dem. Disse mægtige Monolitter, den ene graa den anden rød, der staae som Venedigs Vartegn ved Opgangen til den Plads, hvor Stadens offentlige Liv pulserede, antoges at være bragt til Venedig i Aaret 1124 af Dogen Domenico Micheli som Seiersbytte fra et Tog i det græske Archipel efter Sigende fra Naxos. Sagnet fortæller, at da Søilerne vare udskibede, vidste man ikke hvad man skulde gjøre ved dem, og lod dem længe ligge paa Strandbrædden. Endelig tilbød en Bygmester sig at reise dem op paa deres nuværende Sted og erholdt til Løn for dette ved hiin Tids mangelfulde Mechanik meget vanskelig Arbeide, Privilegium paa mellem Søileerne at oprette en Hazardspils-Bank, hvilket ellers intetsteds i Venedig var tilladt. Dette Privilegium var arveligt, og stod i Kraft gjennem Aarhundreder, men Følgerne af Spillet bleve saa fordærvelige at Senatet tænkte paa Midler til at sætte Uvæsenet en Skranke. At ophæve Privilegiet vilde have været en Retskrænkelse, der ikke maatte statueres. Saa kom man paa det Indfald at lade Statsforbrydere, og dem var der efter Republikens mistænkelige og grusomme Politik til ingen Tid Mangel paa, henrette paa samme Sted, og fra dette Øieblik gik Ingen meer til Spillebanken. Vi som Fremmede havde ingen Betænkeligheder ved at gaae midt imellem disse uhyggelige Søiler, (hvormeget uskyldigt Blod der end klæbede ved Qvaderstenene mellem dem) længer opad Piazzettaen, der strækker sig fra Vandet til Klokketaarnet og Basilica di San Marco i en Længde af 290 Fod. Paa høire Haand havde vi den prægtige Myntbygning Zecca (hvoraf Zechiner) med dens skjønne Søilegang opfyldt af Cafeer og Boutiker; tilvensre hævede sig den hele Østfacade af det mægtige, originale Dogepalads med sine dobbelte Colonnader, sine Tinder og Portaler. Og i Flugt hermed, længere oppe, for Enden af den store Marcusplads, glimrede Basilicaen i sin forgyldning og Mosaik, med sine utallige Spir og gyldne Kugler og hvide Kupler, som en østerlandsk Eventyrbygning. 
 

En saa pragtfuld og kunstnerisk skjøn Avenue, som denne gamle Republik, har ingen Kongestad at opvise, og enhver Fremmed der for Mindernes og Kunstens Skyld søger Venedig, burde først landstige her for paa eengang og strax at blive opfyldt af den dybeste Respect for et Handelsfolk, der af en nøgen Sandbanke har kunnet skabe en saadan Localitet. Og denne Beundring vil kun stige naar han bøier om Hjørnet ved det slanke, fritstaaende, 335 Fod høie Klokketaarn, seer ud over den store Marcusplads's uhyre Parallelogram, der paa 3 Sider omgives af prægtige, hinanden lignende Marmorpaladser og fortløbende Arcader, og hvis fjerde Kant begrændses af Marcuskirken. Denne Plads er Venedigs Salon, og det er vel den skjønneste, største og pragtfuldeste i Verden, med Rette fortjenende Napoleons Udsagn «at kun Himlen er værdig til at være dens Tag». Østadens Beboere, der om Dagen pakkes sammen i de trange Gader, hvor Gjenboe række Haanden til Gjenboe, eller ved de for Fodgjængere ufarbare kanaler, strømme hid om Aftenen for at trække Luft, forat kunne røre sine Been, for at træffe Bekjendte, for at nyde Livet efter ved Dagsarbeidets Stræb at have fortjent det. Og her træffe de Alt hvad det unøisomste Hjerte kan ønske; rundt om i Arcaderne afløser den ene Restauration, den ene Cafe, den ene Boutik den anden, og tilbyde Alt hvad Børsen formaaer; en klar Belysning er udbredt over Rummet fra utallige Gasflammer; ingen Kjøren eller Hestelarm støter og svindser over Gulvets glatte rene Qvaderstene, hvorover de fineste Damer svæve hen i Silkeskoe og Balpynt midt iblandt Lastdragere og Handelscommisser, Græker, Armenier og Munke, elegante Herrer og Officerer. Her sidder Venedigs Adel og Middelstand paa de i lange Rækker paa Pladsen stillede Stole, og nyde deres Aftenforfriskning af Iis eller Cyperviin og lytte til de forskjellige Musikcorps og Banketsangere og Guitarspillere som her lade sig høre, og conversere og intriguere og politisere og betragte nu og da med en vis sorgblandet Stolthed de herlige Monumenter der til alle Sider i skjønne Former hæve sig omkring dem høit mod den mørkblaa, stjernetindrende Nathimmel. Blandt disse Monumenter søger Øiet først og hviler sidst paa det herfra synlige Hjørne af Dogepaladset, som den Bygning der i sig indbefatter den største Skjønhed og de største Erindringer. Hvilket Værk! hvilket sjeldent Udtryk i Stenen af den Aand og den ægte og den sære, sig selv indbyrdes contrasterende Magt, som engang boede indenfor disse brogede Marmormure, bag disse lange Alleer med Løvværk af Steenblomster og Rosetter. Her er Lethed forenet med Massivitet, den yderste Pragt med kunstnerisk Reenhed, brogede Detailler med et stort og alvorligt Ensemble. Her i disse gyldne Sale med de brede Buevinduer, baarne af Calendarios underfulde, dobbelte Colonnade sad den mægtige Republiks kunstigt sammensatte Aristokratregjering med dens pyntede Statsdukke, Dogen; her straaler og glæder endnu Titians, Paul Veroneses og Tintorettos Farver i det store Raads Sal, i Timændssalen og i de mange andre, nu øde Pragtgemakker. Her gyser endnu Besøgeren ved at føres derfra til den frygtelige hemmelighedsfulde Statsinqvisitions Dommerværelse ad en i den tykke Muur anbragt Trappe til de underjordiske eller rettere undervandiske Fangehuller (pozzi), eller over Sukkenes Bro til de offentlige Fængsler, eller oppe under Taget til de berygtede Blykamre. Saaledes er dette Palads et Product og et Sindbillede af den venetianske Republik; Magt og Lys og Skjønhed og Kunstsands og Rigdom, undergravet og overhvælvet med Dunkelhed, Tyranni, Grusomhed, Elendighed, Død. Statens Overhoved under samme Tag med den dødsdømte Forbryder, og maaskee bestemt til i næste Øieblik at indtage hans Plads. Selve Bygningens Oprindelse er bestænket med Blod: Dogepaladsets Bygherre, Dogen Martino Falieri blev nemlig som bekjendt for Deeltagelse i en Sammensværgelse mod det overmægtige Aristokrati, der havde beskjæmmet ham, halshugget paa Paladsets Kjæmpetrappe, saa hans Hoved rullede over alle Trinene ned i Gaarden, og hans Bygmester Calendario, der var indviklet i den samme Conspiration, blev hængt udenfor sin egen herlige Colonnade. Den lange Række af Dogebilleder, der findes i den store Raadssal, er derfor afbrudt ved Aarstallet 1354 med et sort Felt, hvorpaa staaer skrevet «Ilis est locus Marini Falieri decapitati pro criminibus». Og det er ikke at nægte, at alle Besøgendes Øine hvile længer paa det sorte Forhæng der bedækker det Sted hvor Marino Falieris Billede skulde havt sin Plads, end paa alle de med den phrygiske Dogehue smykkede Helte og Statsmænd der gjennem saamange Aarhundreder her (om og kun passivt) concentreret paa Venedig af en aristokratisk tyrannisk Statsforfatnings Storhed og Forbrydelser. Men Tiden har kastet sit poetiske Slør over Bygherrens Billede som over hans hele Palads, og vor Slægt kan nu nyde deres Skjønhed endnu mere fremhævet ved mørker Erindringers Skygger.

A. M.

*) Denne Gondolernes sørgelige Eensfarvethed er Følgen af en gammel lovmæssig Forskrift, som ogsaa nu udøver sin Vedtægtsret. Under Dogen Barbarigo (1486-1500) havde Handelen vundet et saadant Opsving, at Statsindkomsternes Overskud ansloges til 1,200,000 Ducater. Medens fra da af Handelen tilligemed Rigdommen efterhaanden aftog, forblev Luxusen bestandig stigende, saa at Regjeringen tilsidst fandt det nødvendigt at sætte Skranker for den ved Lov. Navnlig var de Adeliges Kappestrid i deres Gondolers Udsmykning en Kilde til saa stor Ødselhed, at der under Dogen Hier. Priuli udgik Befaling til at alle Gondoler for Fremtiden skulde være sortbeklædte.

*[*] Rialtobroen (Rivo alto), den eneste Forbindelse mellem Venedigs to, ved den store Canal adskilte Hoveddele, var fra 1261 kun af Træ. 1588, under Dogen Pasqvale Cicogna begyndtes den nuværende, ved sin eneste 66 Fod brede Buespændning mærkværdige Marmorbro, der fuldendtes 1591, af Bygmesteren Antonio da Ponte. Begge Endepillerne hvile paa en Piloteren af 12,000 Egestammer; iøvrigt er Bygningen helt igjennem af hvidt (nu ved Tiden graaligt) Marmor, ikke alene Broen selv, men ogsaa Gelænderet paa Siderne og de smaa med Bly tækkede Boder, der i to Rækker gaae langs over Broen og deler den efter Længden i tre Gange, hvoraf den inderste (hvortil Boderne aabne sig) er 20, de to ydre 6 Fod brede. Broens hele Bredde er 43, dens øvre Længde 148 Fod, og 50 flade Trin føre op paa Midten af Buen, hvor en Aabning i Bodrækkerne forbinder de tre Gange med hinanden. Fra den sydvestlige Gang overseer man en stor Deel af Canal Grande lige til Palazzo Foscari; fra Nordøstsiden seer man derimod kun en meget liden Bøining af Canalen, og i den midterste seer man intet uden Boderne og den til alle Tider frem- og tilbagebølgende Menneskemængde, thi da denne er den eneste Bro over Canal grande og i Centrum af Staden forener dens to største Hovedafdelinger, medens man paa alle andre Punkter kun for Betaling kan komme over paa Gondoler, saa er det naturligt at Stadens egentlige markedsliv her concentrerer sig. Derfor seer man ikke i alle Husene i Omegnen intet andet end Kramboder af alle Slags, men ogsaa i det Fri paa alle Broens Tilgange ja endog paa selve Midtgangen opstillet en Mængde Borde og Stilladser med de mangfoldigste Varer, hvoriblandt Oranger, Meloner og andre Sydfrugter spille Hovedrollen.