Billeder fra Venedig. II.

[Den norske Rigstidende nr. 156 (1848). Del 2/3]

Da jeg i August Maaned forrige Aar besøgte Venedig, hvilede det østerrigske Aag endnu tungt over det og det øvrige Norditalien, ja truede endog de sydligere Dele af Halvøen. Ved Pius den Niendes Reformer og den Bevægelsesaand, der udgik fra disse, var vel Folketanken om Italiens Gjenfødelse og Eenhed bleven stærkere og almindeligere end nogensinde før, men Muligheden af den endelige Forløsning laae endnu fjern i Tidens Taage, og man var langt fra at ane, at om nogle faae Maaneder skulde den af saa heterogene Elementer sammensatte, men dog tilsynelatende saa stærke forbundne østerrigske Colos være rystet og splittet saaledes, at den italienske Frihedsdrøm med Eet kunde reise sig til Virkelighed. Imidlertid føltes dog allerede dengang i de italiensk-østerrigske Provindser den utaalmodige Zittren under Trykket saa stærkt, at selv den Fremmede paa en hurtig Gjennemfart mærkede det, især naar han, som jeg, kom fra Syden, fra de nationale Bevægelsers Udgangspunkt. Det er som en saadan Folkestemning indaandes med Luften: den Fremmede behøver ikke et langt Ophold, ikke en dyb Indtrængen i Folkelivet forat faae en Kjending af den Sag, der fylder de Indfødtes Tanker og Hjerter – et Blik, en Gestus, et Ord, et Gadeoptrin er ofte nok til at sætte ham i Rapport med hvad der foregaaer. Og skjønt det venetianske Districts Befolkning enten ved et lettere Sindelag eller ved mindre haardt Tryk ikke var saa bittert og fanatisk antitydsk som den lombardiske, var dog ogsaa her Kjendemærker nok paa den ulmende Vulcan. Nægtes kan det vel ikke, at den østerrigske Regjering har gjort Mere for Venedig end for sine øvrige italienske Provindser; det er bleven erklæret for en Frihavn, Jernbaneanlæg, Dæmninger og andre nyttige Bygningsforetagender ere deels udførte, deels paabegyndte, og flere Foranstaltninger trufne til Handelens og Sjøfartens Opkomst. Men alle disse Foranstaltninger, hele dette Virkomshedsvæsen har ikke kunne vække noget sandt Liv, fordi Alt naturligviis kun var i fremmed Aand og beregnet paa at gjøre Venedig til en Handels- og Orlogshavn for Keiserdømmet Østerrig, ikke for det forenede Italia, og enhver oplivende Impuls derfor til samme Tid blev neutraliseret ved Censur- og Polititvang, ved et metternichske Afspærringssystem. Imidlertid er ved hine Bestræbelser forat ophjælpe det østerrigske Venedigs Trafik og Handel istandkomne adskillige Industriværker, der ogsaa kunne danne vigtige Grundpiller for det befriede, det italienske Venedigs Fremtidsbygning, og nu først ville give Anledning til rigtigt Opsving, naar den ved Omvæltningen foraarsagede Frem- og Tilbagebølgen af Europas politiske Elementer atter har sat sig, og givet Rum for en fredeligere Udvikling af industrielle Foretagender. 

Blandt disse faae sande Fortjenestesværker, som fra den østerrigske Regjering er gaaet i Arv til den nuværende nationale, staaer vistnok Jernbanebroen over Lagunerne øverst. Kommende med Trainet fra Padua holdt jeg mit Indtog i Venedig ad denne uhyre Bro, der nu forbinder Østaden med Kysten ved Mestre, og derfra formedelst Jernbanen med Padua og Vicenza, hvor Jernbanen nu hører op, men saasnart Rolighed gives udentvivl vil blive fortsat directe til Milano, Turin, og saa videre forgrene sig ned over Halvøen. Medens jeg med Lynets Hurtighed for henover denne Jernbane i Havet, der strækker sig en halv geographisk Miil fra Mestre til Venedig, maatte jeg bekjende at den nye Tid her havde udført en værdig Fortsættelse af det gamle Venedigs Underværker *). Broen fører til den nordvestlige Ende af Canal grande, ligeoverfor Isola de Sa. Chiara, hvor en stor og prægtig Banegaard skal modtage den til Østaden med Jernbanen ankommende Fremmede, og værdig forberede ham paa hvad han siden har at vente. Denne er imidlertid endnu ikke færdig, og den Reisende modtages nu i et raskt sammenstaket Brædeskuur, der tjener til provisorisk Banegaard. Her var det hvor jeg førstegang satte min Fod paa Venedigs piloterede Grund, under Omgivelser, der kun slet passede til mine Forventninger om Marmostaden, og modtagen af Soldater, Told- og Pasbetjente paa en saa ugjæstmild og brutal Maade, at den mere passede sig for en Galeislave, der føres til sin Bagno, end for en fredelig og fri Reisende, der ankommer til Adriaterstaden for at nyde og beundre dens Kunstskatte. Den Trøst havde jeg riktignok, at jeg ikke var den Eneste, der blev behandlet saaledes; Alle de, der kom med dette Tog, vist et Par Hundrede, bleve med mig pakkede sammen i en trang, mørk Gang, ved hvis Ende vi under en Krydsbue af Bajonetter En for En blev slupne ind i Pasværelset, hvor vore Personer og Pas undergik en nøiagtig Prøvelse. Derfra bleve vi med samme Høflighed slupne ind i et stort Skuur, hvor Tøiet hulter til bulter laae sammenkastet, og hvor det nu skulde udfindes, samles og visiteres. Langt om længe, efter timelang Ventetid og Spetakel, var endelig Alt klareret, en stor Port i Baggrunden af Skuret blev slaaet op, og vi befandt os pludselig paa den store Canals Marmorkai, eller Fondamente, som der her kaldes.

Aftensolens Glands faldt rød og stærk paa det klare grønne Vand i den brede Canal, der her var stedetfor Gade; paa de forunderlige, gjennembrudte Huse og Paladser, der stege umiddelbart op deraf; paa den Vrimmel af større og mindre Fartøier, af sorte, lette Gondoler, af brogetfarvede Matroser og Roerskarle, og Frugtsælgersker og alle Slags Trafikanter, der bølgede om hinanden, thi vi befandt os paa et Sted af Canalen, hvor Færdselen ved denne Dagstid er størst. Vi saae at vi vare i Venedig, og at Skildringerne deraf ikke havde bedraget, men vi samlede og forfulgte ikke Billedets Opfatning videre nu; deels vare vi dertil for trætte og fortumlede efter de udstaaede Møisommeligheder, deels havde vi foresat os ikke at modtage det første dybere Indtruk af Venedig, denne Forgangenhedens Stad, ved Dagslys og Larm, men i Aftenens Stilhed og under Maanens formildende Skjær. Saasnart vi derfor havde faaet Plads i en Gondol, drog vi ikke videre frem ad den store Canal, men lod Gondolieren føre os ad trange Sidecanaler tvers igjennem Byen til vort Logis i Calle del Finberti, ikke langt fra Marcuspladsen. Der indrettede vi os og hvilede ud indtil Aftenens Skygger faldt dunkle over de trange Canaler og endnu trangere Gader eller retter Gange, der omgav vor Bolig. Maanen stod sent op; det var endnu ganske dunkelt da vi Klokken 10 om Aftenen steg ned ad Steentrinene til Canalen nedenfor vort Huus, hvor Gondolieren efter Aftale ventede med sin lange, smale høitsnablede Barke, hvis sorte Sider og med sort Klæde overtrukne Ruf, der seer ud som en Liigkiste, tegnede sig endnu dunklere mod Aftenmørket. Vi strakte os ud paa de bløde Maroqvinshynder under Ruffet, hvor kun To mageligt kan finde Plads, og nu gled det sagte afsted gjennem Dunkelheden til de ubestemte Herligheder i en venetiansk Nats Trylleverden. Den lydløse, halv glidende, halv vuggende Bevægelse hvormed Baaden bar os hen, og som var frembragt ved Gondolierens Skruen med sin ene, brede Aare, havde en besynderlig Virkning paa os medens vi gled frem over de trange Canalers sorte, blanke Vand, mellem de høie, dunkle Huse, i den lumre, med Havvandets Uddunstninger impregnerede Aftenluft. Den smale Rand af Himlen, vi kunde see over Hustagene havde allerede en blaalig og luftklar Lysning af det stigende Maaneskin, medens Gjenstandene omkring os endnu var indhyllet i brede Skygger; Alt var stille og ligesom sagte aandende af Forventing; ingen Lyd hørtes uden Gondolierens monotone Varselsraab naar han bøiede om et Hjørne eller mødte en anden Gondol, der gled os forbi som en sort Skygge. Efter flere Krumninger kom vi ind i en Canal hvor Masserne paa begge Sider vare endnu høiere, sværere og mere samlede, end sædvanlig; den dannedes af Dogepaladsets Bagside og det offentlige Fængsel. Høit over vore Hoveder bemærkede vi en dunkel bedækket Bue, der over Vandet forbandt disse to uhyre Bygninger. Det var Sukkenes Bro. Fra Enden af Canalen dæmrede en forunderlig, ubestemmelig Lysglands os imøde, og blev stærkere og stærkere. Vor Barke gled hen under den hvide, lave Marmorbro, der fører fra Moloen foran Dogepaladset til Riva dei Schiavoni, og nu laae hele den sydøstlige Lagunes havlignende Vandspeil for os, overgydt med den sølvklare men sydvarme Maaneglands, hvoraf de mange fjerne smaa Øer med deres Klostertaarne og Kirker tegnede sig som Seilere i den blaa Taage, lige indtil Armenierklostret San Lazare og Fortet paa Lido, over hvis lave Sandbanker vi troede at see ud i det aabne Hav. Det var et herligt, forfriskende og dog drømmevækkende Skue; man var fuldt udsat for det uendelig rolige Havs mægtige Paavirken, formildet og forskjønnet ved Maanestraalernes zittrende Spillen paa Vandfladen, og med de ziirlige, slanke Kirkespiir hist og her paa Øerne til at hvile Øiet paa. 

Det var os som maatte vi vedblive at bæres ud i dette skinnende, blaanende Fjerne, men Gondolen bøiede om tilhøire, ind i den brede Canal della Giudecca foran Moloen og Piazzettaen, og derfra brød et nyt Skuespil ind over os; i sit Slags lige saa overvældende, som det første. Det hvidligrøde, blændende Gaslys brød her fra tusinde Flammer med den blaalige, rene Maaneglands, og i denne forunderlige Blandning af Himlens og Jordens Lys laae det underfulde Dogepalads for os i al sin Storhed, med sine Rosetter og Kniplingsværk, med sine dobbelte, gjennembrudte Galerier, med sin brogede Marmorbeklædning, med sin ene Række brede, lavt buede Vinduer, der glitrede i den dobbelte Belysning. Ved Siden deraf paa Moloen, ved Opgangen til Piazzettaen tegnede sig mod den blaa Luft de to høie colossale Søiler, Venedigs gamle Vartegn, hvoraf den ene siden 1329 bærer en Statue af den hellige Theodor, og den anden den hellige Marcus's vingede Bronzeløve, der i 1797 vandrede til Paris, men nu er kommen tilbage paa sin gamle Plads. Bag disse Søiler skimtedes den af Mennesker opfyldte lille Marcusplads og Indgangen til den store, de guldstraalende, orientalske Kupler paa Marcuskirken, det høie, eensomme Marcustaarn, den skjønne Myntbygning, etc. etc. Paa Moloen og foran den vrimlede der af brogede Menneskesværme, af en Utallighed Gondoler med coulørte Lygter, af al Slags Trafik og Gjøgleri; alle disse forskjellige, hver for sig mærkværdige Gjenstande vare alle badede i og hævede af den magiske Belysning; en forvirret Larm af Sang og Snakken og Strengeklimpren og Raaben lød ud til os medens vi langsomt gled forbi denne underfulde Scene, der forekom os som et levende Eventyr fra Tusind og een Nat.

Snart, altfor snart var imidlertid dette livfulde, straalende Nattesyn forsvundet. Gondolen drog forbi Dogana di Mare og Kirken Santa Maria della Salutes blege Marmorkupler, der høit over Bygningens dunkle masser badede sig i den fugtige Maaneskinshimmel, ind i Mundningen af Canal Grande, denne søebrede Vandgade, Venedigs Corso, der i Form af et uhyre S slynger sig gjennem den hele Stad og hvor størstedelen af de gamle Nobilis prægtige Paladser findes. I Modsætning til det Liv og den Vrimmel, der herskede paa Moloen og Marcuspladsen, hvilede der i Canalen den dybeste Stillhed og Forladthed, dog ikke tung og mørk og ængstelig som i de smaa Canaler, men blegklar og gjennemsigtig, som et forsonende Element. Thi Rummet var her bredt nok til at Maaneglandsen kunde falde uhindret paa Vandfladen og de deraf umiddelbart opstigende Paladsrækker. De dybe Skygger der fløde hist og her fra Hjørner, Søilerækker og Fremspring, bidroge kun endnu mere til at hæve Architekturens Skjønheder og dække Tidens og Forladthedens destruerende Virkninger. Det ordinæreste Huus kan som bekjendt i Maanebelysning tage sig pittoreskt ud, hvormeget mere da disse utallige, underfulde, imellem sig saa forskjellige Marmorpaladser der her som kunstrigt ordnede Coralvæxter stige op af Bølgerne, og snart forme sig i romersk Rundbuestiil, snart i gothiske Spidsbuer med Rosetter, snart i maurisk Filigransarbeide og Kniplingsaltaner, snart med alle disse Former blandet sammen i bizar og phantastisk Elegantse. Saae man disse Pragtbygninger første Gang om Dagen, saa vilde det første Indtryk forstyrres meget ved det ubarmhjertige Sollys, der udhæver og fremviser Disharmonierne, Tidens Ødelæggelser og moderne Reparationers plumpe Vandalisme; men i denne herlige Aften forskjønnede og forenede Maanestraalerne Alt, gjorde den ringeste Architectureffect større og mere characteristisk, og gav et helt og romantisk Fortidsbillede, som intet senere Vidnesbyrd om moderne Forfald og Elendighed siden kunde udslette af den Sjæl, der engang havde modtaget det. 

– Som vi saaledes glede frem midt i Canalen, steg paa begge Sider det ene Phantastiske Billede op for os efter det andet, og vi vidste knapt om det var Virkelighed eller Drøm; i den lydløse Stilhed, saa opfyldt af disse mægtige Indtryk, vovede vi kanpt at aande; den eneste menneskelige Stemme, der lod sig høre, var Gondolierens, naar han med dæmpet Røst nævnte os de mærkværdigste af disse Paladser, vi drog forbi. Hvilke Navne fik vi ikke her at høre! Hvilken Række store, pragtfulde, blodige, mørke Erindringer opvakte ikke Navne som Dandolo, Pesari, Grimani, Cornaro, Pisani, Morosini, Contarini, Loredano, Bianca Capello, Mocenigo, Manin*[*]), Giustiniani, Foscari, etc. De fleste af disse store Navne ere nu kun som en Erindring tilbage over de Paladser, deres forrige Bærere have bygget og opfyldt med Glands; Familierne selv ere enten uddøde eller forarmede, de skjønneste Paladser ere overgaaede i Fremmedes Hænder, og besidde nogle gamle Familier deres Forfædres Pragtbygninger endnu, saa sidde de som oftest næsten nødlidende i nogle Bagværelser og lade det Øvrige forfalde, for stolte til at sælge eller leie bort. Kun faae af de herlige Vinduesrækker og Vestibuler vare oplyste, og var det Tilfældet, saa kunde man være vis paa at en fremmed Magnat der husede, eller en Dandserinde, eller en riig Jøde, eller et Værtshuus o. d. l. Erkehertug Fridrich [Wilhelm v. Nassau Weilburg] af Østerrig, der for kort siden døde en saa pludselig Død, havde saaledes et af de skjønneste Paladser, der glimrede i festlig Oplysning; flere andre af de pragtfuldeste benyttedes af den østerrigske Regjering til offentligt Brug, som Palazzo Grimani, der er Posthuus, m. fl. Dandserinden Taglioni lader et underskjønt Spidsbuepalads istandsætte for sin Regning; Hertuginden af Berry har ladet reparere og beboer det pragtfulde og ædle Palads Vendramin-Calergi, hvortil der endog, et Særsyn i Venedig, er en Have; det eventyrligste af dem alle, det saakaldte Casa d'oro, i maurisk Smag, eies af den russiske Fyrste Trubetskoi. Mørkt og øde stod det ved sine Erindringer og sin pragtfulde Stil (Spidsbuevinduer med Rosetter og andre Forziringer, omtrent som paa Dogepaladset) imponerende Palazzo Foscari, der havde tilhørt den berømte Familie, hvis Hoved, Francisco Foscari var Doge 1423 til 1457, den samme der maatte dømme sin egen Søn og tilsidst blev afsat af det herskesyge og mistænkelige Senat. Hans Historie har givet Byron Stof til sit Sørgespil «The two Foscari». Familien er nu ganske forarmet. De to sidste mandlige Arvinger til det store Navn ere – Skuespillere, og det middelmaadige Skuespillere ved en underordnet Truppe. To ældgamle Damer af det illustre Huus boe vel endnu i Paladset, men hvorledes? I et sparsomt, ja usselt møbleret afsidesliggende Gemak sidde de der, mellen forrevne Damasktapeter og Kongebilleder, bøiede af Alderdom og Kummer, fattigt men ordentligt klædte, fristende Livet ved Hjelp af en af den østerrigske Regjering bevilget Pension, medlidende pleiet af Efterkommere af Husets forrige talrige Tjenerskab, og dog bærende deres haarde Skjæbne med Værdighed; i stolt Erindring om længst forgangne Tiders Storhed. Paladset, der var sin Undergang nær, restaureres nu paa offentlig Bekostning som et Nationalmonument. Hvormange andre herlige Paldser ere mindre lykkelige og blive et Bytte for ukunstnerisk Speculation, eller forfalde ganske! Hvormange eensomme, til Fortiden haardnakker sig klamrende, stolte Gestalter sidde ikke som hine to gamle Damer i Palazzo Foscari ogsaa bag de forfaldne og sprukne Marmorgittre i de mange andre Paladser, og vente paa den Tid, der atter skal hæve deres Huses skjunkne Glands. Vil den komme? Ak, vel aldrig for dem. Deres Tid er forbi; det nye Liv fordrer andre Kræfter til at udfylde, til at rense, til at fornye disse underfulde Pragtværker, der ikke skulle døe med deres gamle Beboere.

Nedenfor Rialtobroen bøiede vi fra denne Forgangenhedens, Pragtens og Poesiens Hovedstrøm, som kaldes den store Canal, atter ind i de smaa mørke Sidecanaler eller «Rios», som de her hedde, og foer i skyndsom Fart gjennem Mørket til vort Hjem, hvor vi ankom ganske opfyldte af en forunderlig, magisk, aldrig ahnet Drøm, den vi endnu ikke rigtig kunde troe paa, men som dog gave os med i Søvnens Arme den glade Bevidsthed: du finder mig igjen imorgen i Virkeligheden!

A. Munch 

*) Lagunebroen, der blev færdig i 1845, er 3602 Meter lang, 9 Meter bred; den bestaaer af to Brohoveder, 5 Stations- eller Afvigelsespladse, (hvoriblandt en stor i Midten) 180 isolerede Piller, 36 med hinanden sammenhængende Piller, ca. 223 Buer, hver med 10 Meter Spænding. Til den høie Brobygning er af Materiale benyttet: 80,000 Stammer af Lærketræ til Piloteren, og 1300 Meter Faschiner; Muurværk 45000 Meter, hvoraf 20,000 M. af istrianske hugne Stene, forbundne med Cement og Puzzolanjord, og 25000 Meter Teglsteen murede i Sandkalk; eller circa 1,20,000 store hugne Stene og circa 12 1/2 Millioner Teglsten, derforuden til Broerne endnu circa 9 Millioner, altsaa i det Hele over 21 Millioneer Teglsteen. De til det hele Værks Udførelse medgaaaede Omkostninger ere anslaaede lavest til 5 1/2 Millioner Francs.

*[*]) Den sidste Doge, der døde af Kummer da han skulde underskrive Republikens Ophævelse i 1797. Ved et forunderligt Tilfælde eller rettere Gjengjældelse er en Manin nu første Præsident for den provisoriske Regjering i det atter befriede Venedig.