Billeder fra Venedig. I.

[Den norske Rigstidende nr. 114 (1848). Del 3/3]

Blandt de mange utrolige Begivenheder, der i denne skjæbnesvangre Tid opdukke rundt hele Europa, og give Virkelighedens Former til hvad man for et Par Maaneder siden knapt i Drømme vovede at ane, er Venedigs Befrielse ikke den mindst mærkværdige eller mindst følgerige, skjønt den for Øieblikket næsten taber sig i den almindelige Hvirvel. Det stolte, pragtfulde, men saa dybt ydmygede Venezia, engang Dronningen for Europas Søstæder og Hovedsædet for en mægtig Republik, dernæst nedsunket til en østerrigsk Provindshavn, dette Venezia atter frit! den østerrigske Dobbeltørn forjaget af San Marcos vingede Løve, der atter kjæk reiser sit længe bøiede Hoved! Intet Fremmedherskab mere i Dogepaladset, ingen østerrigske Soldater mere paa Marcuspladsen og i Arsenalet, ingen østerrigske Spioner mere i Caféer og Kirker, ikke mere det østerrigske Told- og Pasqvæleri, hvorved Enhver til Venedig Ankommende blev behandlet og visiteret som en mistænkt Forbryder; hele det fine, men haarde og stramme Net brustet, hvormed den gamle Metternich holdt de mange gjærende og modstridende Elementer sammen, og tænkte ved moralskt og materielt Tryk for evigt at kunne kue al Nationalitets- og Frihedsfølelse, medens han dog ved dette Tryk kun gav den desmere Spændkraft. Og skulde nogensteds denne i Folkenes indereste Bryst boende Selvstændighedsfordring kunne bevares og vækkes til Daadkraft, saa synes det vel at maatte være i Venedig, hvor den hele Skal af en stor og kraftig Fortid endnu staaer heel bevaret med uopnaaet Glands og Pragt for den nærværende Slægts Øine, og taler fra Steenunderværker om det mægtige Liv som har rørt sig derindenfor, og maner fra hver Porticus, hver Facade og hvert Taarn om det ydmygende Misforhold, hvori Dagslivet staaer til Fortidens, og fortæller med uomstødelige Vidnesbyrd om hvad et Borgersamfund ved egne Kræfter kan udrette, naar det har den rette Energi og Udholdenhed. Thi jeg veed ikke det Sted paa Jorden, hvor Naturen har gjort mindre og Menneskerne mere end her i Venedig. Nogle Sand og Dyndbanker midt ude i Havet, paa alle Sider omgivne og som oftest overfyllede af dettes ugjæstmilde Bølger – see dette var Alt hvad Venedigs første beboere fandt til Grundvold for deres nye Stad. Men netop deres Mangel paa Jordbund blev deres fasthed. De sluttede sig sammen med Enighed, Klogskab og urokkelig Villie; de lode sig ikke skræmme af havets Overmagt, men gjorde det til et Bolværk mod indtrængende Fiender, tvang det til at bære Skatte og Rigdomme hjem fra de fjerneste Egne, dæmmede det op hvor der behøvedes, udvidede det hvor saadant fandtes hensigtsmæssigt og vandt daglig Fremskridt i Lykke og Vælde. 

Medens det øvrige Italien endnu var hensunket i Barbari og Raahed og Ignorants, besøgte Republiken Venedigs Ungdom paa dristige Handels- og Orlogstogter Grækenlands og Orientens havne, og bragte hjem med sig derfra ikke alene Guld og kostbare Stoffer, men ogsaa den Rest af Videnskab og Kunst som der var bevaret fra klassiske Dage, den Sands for elegant Luxus og Pragt som Orientens Rigdom og vellystige Clima havde udviklet. Disse exotiske Væxter omplantede de paa deres Fædrenestads lave Sandbanker, og bragte dem der til florerende Trivsel. Da Naturens friske og vilde Grønt ikke kunde spire og blomstre paa deres af Saltvandet halvt bedækkede Dyndgrund, skabte Venetianerne der en Vegetation af Kunst. Forunderlige skjønne, eventyrlige Sammenslyngninger og Crystallisationer af Marmor, Porphyr, Jaspis og Guld stege umiddelbart op af det grønne Havvand, og dannede Buegange, Dome og Paladser, der traadte istedetfor det faste Lands Pinieskove, Laurbærhækker, Orangelunde. Saaledes opstod det underfulde Venezia, den svømmende Marmorstad med Canaler for Gader, med Steenblomster og Søiler for grønnende Havers Løvværk og Træstammer, med farvestraalende Malerier for Blomster. Aldrig maaskee siden den plastiske Grækeroldtids Dage har de skjønne Kunster saaledes gjennemtrængt et heelt Statsliv og derfra virket til Privatlivets ubetydeligste Gjenstande, som i Venedig i dets Blomstring. Denne Republik yndede ikke Ligheds- og Tarvelighedsprincipet; de Rige, de Mægtige, de Oplyste og derigjennem Adelige tog hele Magten til sig og det øvrige Folk havde ingen Andeel i Statens Anliggender, undtagen naar de skulde forsvare dem. Og om end hine Nobili anvendte deres Magt og Rigdom paa en sand nobel Maade ved at elske, beskytte og opmuntre alle Grene af de skjønne Kunster, og satte sin Stolthed i at skaffe den ægte Kunstner Leilighed til at udføre sine Ideer, blev dog disse samme Nobilis despotiske, skinsyge Magt ellers fordærvelig nok for det samlede Borgersamfund, da de kom paa deres Høieste. Stærk imod det Ydre og aarvaagen for Fædrelandets Hæder og Fordeel, hvor det gjaldt at hævde den mod Fremmede, var den venetianske Patricier meget egennyttig, despotisk og grusom hvad de indre Forhold angik, og de lavere, fattigere Folkeclassers Rettigheder bleve beskaarne og tilintetgjorte i alle Retninger. Den gamle venetianske Regjering er bleven til et Ordsprog for mørk, hemmelighedsfuld, hensynsløs Grusomhed, indbyrdes Jalousi og compliceret Sammensætning. Saalænge Staten var i sin Kraft og dens Rigdomskilder indfløde ustandset gjennem Handel og Erobring, dækkedes disse indre Brøst af Hæder og Pragt og Glands; men da Verdenshandelen havde faaet et andet Løb, og Venedigs Livskilder lidt efter lidt udtørredes, da søgte man ikke nyt Liv i en Regeneration af Statsstyrelsens uretfærdige og forældede Former, men man lod det Hele henstivne i en Forstening, ligesaa kunstig og ligesaa pragtfuld som Dogepaladsets dobbelte Buegange, men ogsaa ligesaa livløs. 

Da den venetianske Republik faldt, var dens Liv og Nerve derfor allerede længst forbi; det var kun et Skyggebillede som svandt og lod sin tomme Skal igjen. Over det fordærvede Folk lagde derfor en retfærdig og nødvendig Gjengjælelse Ufrihedens og Fremmedherskabes tunge Aag; gjennem lange Aars haarde Prøvelse og Tryk skulde det luttres og dannes og gjenfødes til ny Selvstændighed. Denne er nu kommen; efter et halvt Aarhundredes babylonske Fangenskab er den venetianske Republik atter proclameret, men det falder af sig selv at denne Republik ikke mere kan være den gamle, ikke atter kan optage de hensmuldrede Institutioner, hvor mange glorværdige Erindringer der end hænge ved disse. Den gamle Republik er naturligviis nu en Umulighed; den vingede Løve maa tage en anden Flugt, maa følge den Luftstrømning som Tiden angiver. Venedigs Befolkning er en anden end før, dens Adel er brudt, dens gyldne Bog sønderrevet, dens Formue ikke mere sammendynget paa enkelte store Huse, men dels indsmeltet, dels ligeligere fordelt paa de forskjellige Lag i Samfundet. Borgerstanden er kommen til sin Ret, Populaten vil her, som overalt i vore Tider, tage mere Ret end den tilkommer. Det fri Venedigs indre og ydre Forholde maae fra nye af organiseres. Hvorledes dets indre Forfatning vil blive, kommer her ikke saameget i Betragtning; den vil nok finde sin Form overeensstemmende med Localiteterne og med Tidsaanden; men hvad der er af mere Vigtighed, er den ny Republiks Forhold til det øvrige Italien. Og her kan det nu ikke længer være Spørgsmaal om at tilbagevinde det gamle Terrain eller gjøre Paastand paa det gamle Herredømme; det er ikke ved at gribe om sig i Italien men ved at gaae op deri, at Venedig nu maa søge sin Storhed. Dette har jo ogsaa den ny Republiks provisoriske Regjering allerede erklæret, den har strax i Begyndelsen sagt, at den kun afventede Norditaliens fuldkomne Befrielse fra de østerrigske Tropper, for ogsaa at slutte Venedig til den almindelige italienske Eenhed. Og naar dette store Resultat er vundet, hvilket efter de nærværende Tidsomstændigheder ikke længer synes tvivlsomt, ja næsten allerede er skeet; naar det deilige, det frugtbare, det minderige Italien fra Alperne til Siciliens Sydspidse er bleven eet Statsforbund, een Nationalitet, een Selvstændighed – hvilken Fremtid forestaaer da ikke Venedig, denne underfuldeste blandt dette samlede Italiens mange underfulde Stæder! Det kan blive det mægtige italienske Folkeforbunds Orlogshavn og Stapelstad, et Samlingspunct og Drivsted for det Opsving, som Halvøens saalænge forsømte Handel og Industri da vil tage; Venedigs heldige Beliggenhed i Mødepunctet for Østens og Vestens til hinanden stræbende Interesser og Productafløb; forbundet med Nordsøen og Østersøen ved Jernbanelinien gjennem Tyskland; med alle Middelhavslandenes rige Kyster ved det lige ind i dets Centrum flydende, aabne Hav; med Udsigt til om ikke lang Tid at kunne gjenvinde sin Handel paa Indien og China, naar Jordtangen ved Suez bliver gjennemskaaret; og saa hjemme, til at modtage alle disse fornyede Livsstrømninger, færdige Indretninger af alle Slags, i den mest storartede Maalestok; Havne, Moloer, Arsenaler, Dokker, Varehuse i det Uendelige. Det er vel i denne Tid end mere end ellers usikkert og utaknemmeligt at opstille Prognostica for Fremtiden, at opbygge politiske Drømmeslotte, at regne paa en besindig og naturlig Udvikling; det næste Øieblik kan bringe en Begivenhed, der omstyrter det Hele, gjør det Umulige muligt og det Sandsynlige taabeligt; men det synes dog at man med nogenlunde Sikkerhed kan trække disse Grundlinier for Venedigs fremtidige Skjæbne, da disse Grundlinier jo just ere Tidens egne Elementer, og det saaledes kun kommer an paa om det regenerede venetianske Folk vil have Kraft og Forstand nok til at gjenfinde sine Fædres Hæder og Glands paa en ny Vei.

 

Der er kun eet Element af det Gamle, vi ønske optaget i det foryngede Venedigs Udvikling, og det er Kunstens. Ved sine nedarvede Kunstskatte, ved sin architektoniske Rigdom, ved sin hele Form og Aspect er Venedig fremfor alle Europas øvrige Handelsstæder bestemt til at hævde og vedligeholde det Skjønnes Rang og Ret ligeoverfor Materialismen, ja til at lade denne gjennemtrænges af det Skjønnes Idee. Den Frygt er ikke ugrundet, at vor Tids feberagtige Udviklingsproces har en Tendents til at udskilne det Skjønne fra det saakaldte Nyttige, og naturligviis lade disse Sidste faae Overhaanden, og rive Verden med sig i en eneste Alt nivellerende Strøm. Naar man kun kommer til Maalet, vil der siges, naar man kun stræber til Frihedens, til Civilisationens Meed, hvad Forskjel gjør det saa om det skeer paa en sammenslaaet Brændervaggon eller paa en antik Viga med skjønne Basreliefs? hvad skader det om man paa Veien, forat gjøre sig lettere, bortkasted alt det gamle Skrammel af Skjønhedsværker, Billedkunst, Poesi og Ynde, naar man kun beholder det Reelle, der driver fremad med Dampkraft til Maalet. Men man betænker ikke, at paa saadan Maade skyder man Maalet forbi paa Jernskinnerne; at man saa maa tilbage forat indhente det Forsømte, forat opsamle det Bortkastede, thi det Skjønne vil have sin Ret som det Nyttige, og kun i begges størst mulige Forening ligger Maalet. I Frankrig regne Kunstnerne og Skribenterne nu ud hvorledes deres Værker have stiftet materiel Nytte i Linie- og Tommemaal, forat kunne faae Ret til at henregne sig blandt Arbeidernes priviligerede Classe, den eneste «nyttige». Det sande Forhold er kun omvendt: det skal komme deril at Arbeiderne kun regne det for deres sande Fortjeneste, deres sande Ret, hvad de have virket til det Skjønnes, til det Godes, til Menneskehedens ædleste Interessers Realisation. Dette er den rette Arbeidets Organisation; er den blot og bar materiel, da synker den tilbage i sig selv, og trækker alle Samfundets Classer med sig i Faldet, og gjør hele Menneskeheden til en eneste blind og døv Vævemaskine. Det gamle Venedig gav et Exempel paa at et arbeidsdristigt Borgersamfund med mangelfulde Institutioner, med Uret, med Vold, med Fordommer i sin Midte, dog har kunnet sætte Kunsten lige med Arbeidet, har kunnet lade begge forenes til et skjønt Maal, idetmindste i den ydre Form. Lad da det nye Venedig tage denne Arv over i sin efter Tidsaanden forandrede Tilstand, og anvende den i derefter udvidet Maalestok, og med den Kraft, som den sande Frihed giver! Lad det vise Europa, at det forstaaer at udfylde sine herlige Kunstlevninger med et for dem passende, nyt Liv, at restaurere dem med Aand og Sandhed, og ikke blot med Kalk og Steen; lad det vise Europas øvrige jernbanefarende, handelsdrivende, arbeidsorganiserende store Stæder, at Skjønheden er en Magt, der ikke overvindes af Industrien, men forædler den.

A. Munch