Thoresens minnedikt over Munch

Andreas Munch.*)

Magdalene Thoresen

Langt Farvel, min ædle Sanger!
Langt Farvel og Tak dig følge
paa din sidste stille Reise
over Kattegattets Bølge!

Skrinlagt vender Du tilbage
til dit Fosterland, det kjære!
det, som Du i al din Tragten
signende gav Tak og Ære.

Norge var din Tankes Høimaal,
Norge var din Lyst og Smerte,
Norge var den siste varme
Blodstrøm i dit varme Hjerte. - 

Hjemad bær det nu til Hvilen
under Fjeldets dunkle Graner,
hjemad, hvor din Ungdoms Længsel
tegned sine lyse Baner.

Lad dem huske da deroppe:
at som Fugl i Træets Gynge
sang Du dine milde Sange,
just fordi Du maatte synge.

Hvad Du digted i din Ungdom
blev til Sang i Barnehjemmet,
hvad Du lærte i din Manddom
har den Unges Haab forfremmet.

Thi med stille Manddomsvilje
har Du fostred Tanker stærke;
ren og skjær som Fjeldgraniten
bar Du frem dit Modermærke.

Andre Sange ere sungne,
andre Ord i Højlydstoner;
thi Norrønastammens unge,
friske Skud bær rige Kroner.

Vær dog tryg, Du gamle Sanger!
Nu Du vender død tilbage,
vil din Digterkrans sig friske
med et Skjær fra unge Dage.

Hvad den blege Vinter fostred,
smelte skal som Rimens Blommer
i den varme Livsensaande
fra din Digtnings milde Sommer.

Sov da sødt i Moderjorden,
uden Strid og uden Smerte,
som en trofast Søn, der hviler
ved et kjærligt Moderhjerte.

Den 30 Juni

Magdalena Thoresen

*) Efter d[ansk]. «Ill[ustreret]. T[iden]d.»

(Aftenposten 8. juli 1884)

[Diktet ble siden trykt i Thoresens Digte (Kbh. 1887).]